15 km vigtige opkald

Datteren og jeg startede dagen med besøg af viceværten fra morgenstunden, som skulle gennemgå boligen efter den renovering som bebyggelsen har gennemgået, og det var på høje tid for vi har gjort opmærksom på problemerne de sidste 3-4 måneder, uden der er sket en disse.

Herefter fik vi spist morgenmad, og så lagde jeg mig på sofaen, og for at være ærlig var jeg sku nær ikke kommet fri af dens jerngreb, var sku træt i dag, sådan godt gammeldags morfar træt hvor en hel dag på sofaen er super tiltalende. Et kort øjeblik tænkte jeg at jeg ville rykke dagens træning til fredag, og så holde min eneste hviledag i denne uge i dag. Men med Cop Run planlagt imorgen, og en hård træning planlagt til søndag ville det ikke passe specielt godt ind, og med tanke på Aarhus City Halvmarathon søndag i næste uge, så er søndagens lange og hårde træning en træning der gerne skulle være en super kvalitetstræning, så det ville sku være ærgerligt at ødelægge den med tunge stænger.

Holdt derfor fast i dagens træning, og jeg kom i løbetøjet og datteren fik taget cyklen frem, jeg er sindssygt imponeret over at hun bare cykler med på mine 12-15 kilometers ture uden brok. Havde hjemmefra besluttet at jeg ville prøve en ud -og hjem rute, dem er jeg ikke så god til i det hele taget, og så var det oplagt at jeg kunne få løbet den anden svære del af Aarhus City Halvmarathon ruten i marathon tempo. Det er dejligt at være forberedt, sådan foretrækker jeg det i hvert fald, da det giver mig en større tryghed og bedre mulighed for at planlægge.

Men turen kom til at tage noget længere tid end jeg havde planlagt, og det skyldtes ikke mine ben, men derimod 2 lange opkald fra Aarhus Kommune angående min sygemelding, og det var desværre ikke gode nyheder hun ringede med, da jeg fra fredag er tvunget til at møde op på den arbejdsplads som gør mig syg :/

Desværre er de umulige at snakke med, så det er hverken en mulighed at benytte min ferie frem til jeg skal på skole, eller at ophæve kontrakten da de har set sig sure på mig, fordi jeg har gjort krav på de penge som de har snydt mig for. Jeg er derfor tvunget til at være der til December som det ser ud lige nu, og jeg forstår ikke deres tankegang da de får en demotiveret medarbejder på arbejde, som ikke har det godt på den pågældende arbejdsplads, mens de skal betale mig fuld løn….

Så jeg skal ærligt indrømme at jeg løb med et indre raserianfald, som kom til udtryk overfor fodgængere, biler og cyklister som kom på tværs af min vej i dag, ja jeg løb sku nok mest som en tyr der jagtede røde stofstykker på min vej. Heldigvis havde jeg selskab af min datter på turen, og hvis der er nogen der kan få mig i bedre humør er det mine 2 guldklumper, så undervejs på turen kom jeg i bedre humør – heldigvis.

Dagens Løbetræning (med splits):
5 km RT (5:50-5:30)
5:40
5:46
5:44
5:32
5:25

5 km MT (5:10-4:50)
5:01
4:54
5:03
5:04
5:01

5 km RT (5:50-5:30)
5:33
5:30
5:40
5:48
5:41

Hjemme fra løbeturen fik jeg klaret frokosten fra min SundFokus kostplan, og et iskoldt bad efterfulgt af omfattende udstrækning, foamrolling og brug af ball of pain.

Hjemme fra turen sad jeg og surfede lidt rundt på nettet, og her faldt jeg over det nye Suunto Spartan Ultra ur, som Suunto netop har lanceret, et ur som ser helt vanvittigt spændende ud. Og elektronik har altid haft min helt store interesse, så jeg må have testet Suunto Spartan Ultra i en test mod Garmin Forerunner 735XT. Hvilket gps løbeur løber du med?

img_1187

(Suunto Spartan Ultra, Foto: Suunto.com)

Nu skal resten af aftenen nydes på sofaen med afslapning, udstrækning og lidt mere foamrolling og ball of pain, så jeg kan være klar til morgendagens Cop Run i Botanisk Have, Aarhus. Jeg skal løbe på hold med 2 hurtige løbere fra Mo’s Friends, og jeg glæder mig helt vildt, samtidig med at jeg har en enorm præstationsangst over at skal være på hold med så hurtige løbere, vil så nødigt svigte holdet!

Jeg glæder mig til at trække Mo’s Friends t-shirten over hovedet, og udover at give den maks gas rundt i Botanisk Have, at hygge med mig de andre Mo’s og mine løbebuddies fra RUNAAR, som også stiller med nogle sindssygt stærke hold imorgen.

Kig ned i Botanisk Have imorgen kl. 18.30, og oplev en masse gode løbere løbe sig helt ud.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.