Aarhus City Halvmarathon (2016)
Advarsel! Dette indlæg er også langt, så sørg for at du har kaffe i koppen inden du går i gang 😛 Kommenter gerne dagens indlæg, og del det med andre som kunne finde det interesant <3
Min bedste ven Anders deltager! Nu havde jeg også kun presset på igennem et halvt år, for om han ikke skulle prøve kræfter med et halvmarathon, men han havde stædigt holdt fast i at hans første skulle være Berlin Halvmarathon til April 2017. Men de sidste par døgn op til Aarhus City Halvmarathon begyndte folk at forære sine billetter væk, og med udsigten til et gratis eller mega billigt løbsnummer, ja så fik jeg ombord og han har evnerne til at gennemføre i en god tid, for han skulle alligevel løbe 18 km denne søndag, så det er jo bare 3 km mere i en fed ramme.
Jeg er seriøst stolt over at Anders i den grad er kommet i gang med at løbe igen, han var ikke den flittigste hen over vinteren men nu er han back on track, og jeg tror han kommer til at gøre kæmpe fremskridt det næste år!
Og imponerende halvmarathon debut han løb; 1.46:36 det er satme imponerende!
Indledende ord
Min optakt til Aarhus City Halvmarathon er nok den bedste optakt jeg endnu har haft til et løb, både hvad angår forberedelse, træning og hvile op til løbet. Fx. da jeg løb Berlin Halvmarathon tidligere på året havde vi en 6 timers tur til Berlin, hvor jeg ikke sov i 1,5 døgn og aldrig fik indhentet søvnen, det sammenholdt med at vi gik 10-15 km om dagen var virkelig ikke en god optakt.
Men til dette løb er det helt anderledes, ingen planer lørdag overhovedet så har bare kunne ligge på sofaen og hvile, mens jeg indtog væske og spiste med fodbold em kørende i baggrunden. Heller ingen stress med at få hentet startnummer og planlagt en masse inden løbet, for alt var mere eller mindre klaret på forhånd, selvfølgelig skulle der sættes et startnummer på maven, og de sidste tanker med strategi skulle på plads, men i det store billede var det bare småting.
Kunne derfor lørdag i god ro og fred få ordnet det praktiske, i forhold til at få sat løbsnummer på maven, pakket alle de små ting man skal have med, og her vil jeg kort gennemgå hvad jeg havde med og hvorfor med de ting som kræver en forklaring.
- Nike Singlet (Løbetrøje uden ærmer).
- RaceReady Splitshorts (Korte shorts… Nogle vil sige for korte).
- Darn Tough Løbestrømper.
- Nike LunarTempo 2 Løbesko.
- Garmin Forerunner 920XT GPS ur (Så man kan følge med i hvor langsomt man løber, og hvornår man er færdig).
- Pulsmåler (Så jeg kan se om jeg stadig er i live).
- Gu Energy Chews (Energi og elektrolytter i form af vingummi).
- Imodium Plus (Hjælper maven med ikke at gå bananas).
- SIS Energy Bar.
- Toiletpapir (Da der altid mangler toiletpapir på toiletterne).
- Astma inhalator.
- Ipren Gel.
- Voltaren Gel.
- Varmecreme.
- Drikkedunk (Den er ikke til vand, men til at tisse i da rygtet siger man skal stå i startboksen og vente 30 min).
Ironisk nok lå jeg det meste af dagen på sofaen og hvilede, og så blev der selvfølgelig set en hel del fodbold em, og dagens sidste kamp var mellem Portugal og Østrig, Portugal med Pepe på holdet som jeg er “opkaldt” efter…
Morgenen
Vækkeuret var sat til kl. 5:00 så jeg kunne komme op og spise morgenmad, jeg har efterhånden lært mig selv godt nok at kende til at jeg har rimelig godt styr på, hvor lang tid i forvejen jeg skal spise min morgenmad for at den ikke kommer til at volde mig problemer, men jeg valgte alligevel at tage en Imodium Plus for at være på den sikre side.
Det ville satme være træls at smide en PR for at lave stort på turen, hvilket minder mig om min tankeproces op til Berlin Halvmarathon, hvor jeg mærkede efter om jeg var villig til at løbe med lort eller tis ned af benene for at sætte PR… Og svaret: JA! Jeg er et konkurrencemenneske til fingrespidserne og har altid været det, så når jeg går ind i noget er det “Game On”, og jeg tror mine gamle holdkammerater i Team Århus Floorball kan genkende billedet af mig.
Ville du være villigt til at løbe med lort eller tis ned af dig for en PR?
Nå tilbage til noget som ikke er så ulækkert nemlig min morgenmad, her stod valget mellem naturel yougurt med bær, omelet med grøntsager eller havregrød med lidt frugt. Og jeg har generelt haft det rigtig godt med at løbe halvmarathon på havregrød, så jeg havde sat en afmålt skål med havregryn ind i køleskabet, sammen med en afmålt mængde vand, for kl. 5 om natten! der er jeg sku ikke frisk i hovedet til noget som helst, så der skal det hele bare være klar så jeg kan vågne mens jeg spiser min morgenmad og får morgenkaffe, eller som i dette tilfælde natkaffe.
Morgenmaden:
1 dl havregryn
2,5 dl vand
1 banan i skiver
Inden løbet
Havde været tidligt oppe så der var ingen stress overhovedet fra morgenstunden, så da jeg stod op kl. 7 gik jeg stille og roligt i bad og begyndte at iklæde mig løbetøjet. Herefter satte jeg mig i sofaen og nød en kop kaffe, mens jeg tjekkede op på de sidste detaljer omkring hvilken pace der ville give hvilken sluttid, så jeg undervejs vidste præcis hvor jeg skulle ramme. Undervejs fik jeg kigget ud af vinduet, og kunne godt se at vinden var voldsom i dag.
Kæresten var i gang med at ligge krigsmaling, så hun kunne være klar til at give den gas sammen med Laura og de andre RUNAAR HEPAAR’s, både ved Harald Jensens Plads og senere ved RUNAAR Spot, som jeg senere vil knytte et par ord til. Da hun langt om længe var klar gik vi op til busstoppestedet og ventede på bussen, og jeg var helt klar på dagens opgave så der var ingen stress eller sommerfugle i maven, men jeg var stille og lidt indelukket. Det er min måde at gøre mig mentalt klar at jeg går ind i mig selv, og så begynder jeg at fokusere 100% på den opgave jeg står overfor.
Havde allerede i torsdags hentet mit startnummer, så det eneste jeg skulle i startområdet før jeg var klar, var at klare et toiletbesøg, varme op, tænde løbeuret og begynde at løbe. Det er faktisk utrolig rart at have så meget overskud og ikke skulle løbe rundt tusind steder inden løbet.
Vi mødtes med Anders på Aarhus Banegaard hvor han ankom med toget, vi fik herefter klaret det obligatoriske toiletbesøg i Bruuns Galleri, hvor der både var toiletpapir og et rigtigt toilet, det er nu engang lidt federe 😛
Løbsberetning fra løbet
Havde på forhånd lagt en strategi om at jeg ville løbe i pace 4:50 de første 15 km, og herefter øge tempoet til omkring 4:30-4:40 de sidste 5-6 km, og da startskuddet gik var jeg meget opmærksom på ikke at komme til at løbe for hurtigt i starten, og det var fint til at holde. Jeg havde super gode ben og måtte dæmpe mig selv for ikke at løbe hurtigere end min gameplan, og det var nemt at holde tempoet på trods af den hårde modvind, og heller ikke den grimme bakke ved Botanisk Have voldte de store problemer. I det hele taget løb jeg de første 10 km med stort overskud, og med relativt stabile splits på trods af vinden og den snørklede rute i midtbyen, hvor man skulle være vågen med skarpe sving, brosten og diverse andre forhindringer.
Fra 10-17 km løb vi ved vandet på diverse havnedele, og langs vandet mod Marselisborg og her var vinden for alvor en udfordring, og da jeg ramte 15 km begyndte vinden for alvor at gøre indhug i mit overskud, det gjorde det så ikke bedre at jeg ikke have taget min astma inhalator eller min maske med, så jeg havde lidt problemer med vejrtrækningen på dette stykke af ruten. Og for at gøre ondt værre så dummede jeg mig helt vildt for enden af Kongevejen, jeg havde løbet med 2 GU Energy Chews i munden, og den ene havde jeg tygget og slugt og havde så én tilbage, og så tænkte jeg dum som jeg er at jeg ville sluge den hel i stedet for at tygge den over, det betød så at jeg fik den galt i halsen, var ved at kaste op og måtte efterfølgende stoppe op i 10 sekunder og få vejret… Hold kæft en hjerneblødning!
Ved 18-19 km var jeg helt færdig, havde intet at skyde med overhovedet og var tæt på at stoppe og gå de sidste 2 km, men det at jeg var så tæt på mit mål, og udsigten til at jeg ville løbe igennem RUNAAR Spot ved 19,4 km holdt mig oppe, og da jeg vendte ved Skt. Pauls Kirke og kunne se gaden hvor RUNAAR havde pyntet op, dér fik jeg energi til resten af turen! Det var såååå vildt at løbe igennem med konfetti der regnede ned fra himlen, og folk som råbte ens navn -og min støttende kæreste i blandt. Det var for vildt, fedt at løbe igennem sådan en kulisse med så mange løbebuddies og éns familie, af hjertet tak!
Jeg holdt et okay tempo omkring 4:50-5:00 den sidste kilometer, og da der var 400 meter tilbage fik den alt hvad der var tilbage i tanken, og jeg kunne se på uret at jeg med 200-250 m tilbage passerede 1.45:00 og jeg tænkte at jeg bare skulle holde tempoet, og nå ind inden klokken slog 1.46:00, desværre lykkedes det ikke og jeg kom ind i tiden 1.46:07. En tid jeg har det meget ambivalent med af flere årsager, for det første er jeg mega glad for at gennemføre i dag, ikke fordi jeg var i tvivl om jeg kunne men fordi jeg i 2012 kom alvorligt til skade under netop Aarhus City Halvmarathon, og derfor betyder medaljen i dag ekstra meget. Normalt er jeg pisse ligeglad med både medalje, og løbs t-shirts for dem plejer jeg at donere til Kenya. For det andet så er jeg som den dårlige taber jeg er skuffet over ikke at nå målet, især fordi jeg de første 14-15 km lå til at komme ind omkring 1.42, så er det skuffende at jeg går så meget ned på de sidste 6-7 km. Men samtidigt er jeg også stolt over at barbere små 7 minutter af min forrige PR, og så under så svære omstændigheder som Aarhus City Halvmarathon er, det er en rute med 116 højdemeter og med så voldsom modvind som der var på det meste af ruten i dag, ja så er det svært at være utilfreds trods alt.
Det blev også til en ny PR på 10 km på 48:52 ved dagens løb, barberede 3 sekunder af min PR fra Dupont Løbet, Ceres Park tidligere i år.
Men jeg havde meldt et realistisk men samtidigt ambitiøst mål ud, om at jeg ville komme under 1.45:00 allerede i dag, og uden der skal gå politiker utroværdighed i den, så var det et meget ambitiøst mål og det er faktisk mit sæsonmål. Så der er stadig 2 forsøg tilbage, CPH Half i September og Amsterdam Halfmarathon i Oktober til at få barberet 1 minut og 7 sekunder mere af. Og det betyder også at jeg har 3 måneders god træning, hvor jeg med Henrik Them’s hjælp vil kunne stå endnu bedre på startstregen til begge løb. Så derfor er jeg fuld af fortrøstning i forhold til fremtiden.
5 km splits fra dagens løb (officielle):
5 km – 24:45 (4:57)
10 km – 24:27 (4:53)
15 km – 25:22 (5:04)
20 km – 26:14 (5:14)
Tid fra forrige distance til angivne km split.
Efter løbet
Efter løbet skulle jeg finde min trøje som jeg havde hængt på hegnet, fordi det var vanvittigt koldt havde jeg beholdt den på indtil lige før startskuddet, blandt andet fordi man skal stå i startboksen allerede 30 min før start, hvor man ikke kan varme op osv. Men da jeg kommer i mål er den væk, så jeg spørger en official som siger at de har indsamlet alt tøj fra hegnet, og jeg spørger så hvor det er kastet hen, og det ved han ikke. Jeg ender med at bruge tæt på 30 min på at finde min åndssvage trøje, som de bare kunne have ladet hænge på hegnet, og så havde jeg taget den da jeg kom i mål og alle ville have været glade.
Herefter fik Anders og jeg fundet en finisher pose med lidt vand, banan osv i, og satte kursen op mod RUNAAR Spot så jeg kunne mødes med resten fra løbeklubben, og Anders kunne få sine ting så han kunne komme med toget hjem til Horsens.
Jeg fik en fantastisk modtagelse tilbage ved RUNAAR Spot, og begyndte straks at give løberne noget af den gode energi tilbage som jeg selv havde modtaget 40 minutter tidligere, det var rart at kunne give lidt tilbage til de andre løbere. Der kom massere seje løbere igennem, men 2 gjorde særligt indtryk på mig, den ene var en løber (formentligt fra Team Tvilling) med en i en løbe-kørestol, og senere en spastisk løber som havde løbet hele turen selv, hold kæft hvor er det sejt og inspirerende!
(Håber ikke jeg har fornærmet nogle med den beskrivelse, jeg har enorm respekt for dem!)
Mo’s Friends, RUNAAR og alle mine venner & bekendte
Jeg havde på forhånd lavet en aftale med Esben Hornum om at han skulle give is hvis han vandt løbet, og jeg havde allerede været inde og kigge på kugler, guf, flødeskum og flødebolle, men han vandt desværre ikke så nu må jeg vente et år med at få is 🙁
Resultater for Mo’s Friends
Esben Hornum (AGF Atletik / Mo’s Friends), nummer 11 i tiden 1.12:32
Berhane Yemane (Mo’s Friends), nummer 32 i tiden 1.16:17
Mohamoud Abdi (Mo’s Friends), nummer 2727 i tiden 1.45:03
Moze Exile (Mo’s Friends), nummer 3063 i tiden 1.46:21
Jeg er vanvittigt imponeret over de her drenge, fantastiske mennesker og imponerende løbere som i skal holde godt øje med i fremtiden! Kig forbi dem til en træning en dag, og hvis du ligger inde med funktionsdygtige gps løbeure så mangler de fortsat ure! Mo’s Friends er et fantastisk integrationsprojekt, som fortjener alt den støtte og kærlighed der findes.
Også blandt mine løbebuddies hos RUNAAR var der nogle imponerende præstationer med hurtigste tid på 1.16:00. Men der var mange der satte personlige rekorder, eller løb deres første halvmarathon så det er super imponerende af alle. RUNAAR er et fantastisk løbefællesskab, som formår at skabe en unik ramme til hverdag og til løb. Jeg er dybt taknemmelig for at være en del af jer.
Sidst men ikke mindst en kæmpe hyldest til alle mine venner og bekendte som løb i dag, jeg er stolt af jer og i er pisse seje! Kender omkring 200-300 der har løbet i dag, så ingen nævnt ingen glemt! <3
Hyldest til sidste års vinder
Her til sidst vil jeg gerne hylde min coach Henrik Them, som desværre ikke kunne forsvare sin titel i år på grund af hans forestående operation. Han vandt Aarhus City Halvmarathon både i 2014 & 2015 i henholdsvis 1.06:32 & 1.05:24, og han er et af mine forbilleder på grund af hans enorme vindermentalitet, og evnen til altid at slå tilbage når tingene er svære.
Han er en ægte motherfucker, og han vender snart tilbage endnu stærkere og vinder Aarhus City Halvmarathon igen, det er jeg overbevist om!
Udover hans menneskelige og sportslige egenskaber, så er jeg dybt dybt taknemmelig over den gode træning jeg uge efter uge modtager, jeg har virkelig rykket mig meget som løber siden Henrik blev min coach. Jeg ville ikke være kommet så langt som jeg er nu, hvis ikke han var blevet min coach, så af hjertet tak!
Kunne du tænke dig at få Henrik som coach? Så tjek Team Thempo ud, jeg er i hvert fald en glad kunde 🙂
Billeder:
(Opdateres hvis/når der kommer flere)!
(Fotos taget af: Aarhus Motion, Laura Bramsen Kristensen, Mikkel Nedergaard, Niklas Fogh)
Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.
13 Comments
Add comment Annuller svar
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
Godt løbet, du kan sgu godt være stolt over tiden <3
Først i morgen, i dag skal jeg lige være skuffet 😛
Ingen grund til skuffelse, der skal så meget til for at ramme dagen, du har forberedt dig grundigt så vidt jeg kan se, så kan man ikke gøre ret meget mere. Hvis det var let så ville alle gøre det. Lige nøjagtig derfor jeg løber lidt længere …og langsommere 🙂
Lige præcis, og når den umiddelbare skuffelse har lagt sig vil jeg være godt tilfreds, men i dag er jeg bare skuffet over jeg ikke kunne finde det sidste minut 😛
Hehe ja du løber langt 😛
God beskrivelse af et fantastisk løb 🙂
Tusind tak Henrik, og ja det var et kanon løb 🙂
Fed fed stemning (Y)
Superflot præstation…..tillykke med den 🙂 Jeg måtte jo desværre nøjes med at følge med fra sidelinjen i år og det er altså en svær ting 🙂 Tænk man kan stå og tude over ikke at skulle løbe 21 km…..ja det havde jeg aldrig forestillet mig kunne ske, men det kunne det. Der var ikke et øje tørt hos mig fra kl 10 til kl 14 😀 Nå, men pyt jeg håber på revanche næste år. Jeg er vild med din morgenmad…..den er akkurat som min når der skal løbes lange distancer. Tak for flere gode idéer til hvad man skal/kan medbringe til sådan et løb, men en drikkedunk til at tisse i…..det kommer aldrig til at ske for mig, men nu er jeg jo også kvinde he-he
Hader virkelig den dumme løbeskade så ingen løbetræning til mig foreløbig…..det er altså svært, når hoved og krop skriger efter en løbetur og turen i motionscenter er slet ikke så attraktiv som en god omgang løbetræning. Ha´ en god dag 🙂
Tusind tak Jane, er lidt træt af det ikke lykkedes at hente det sidste minut, men er dog stolt af at jeg fik barberet så meget af.
Haha ja det er sku lidt skørt man kan have det sådan, især når man ved hvor meget man lider derude, men man bliver “afhængig” af det 🙂
Velbekommen 😉 Og nej det er ikke så attraktivt at stikke slangen i en drikkedunk for at tisse, men trods alt hellere det end at tisse i bukserne eller bruge 1 minut på det under løbet, og i Aarhus SKAL man stå i startboksen 30 min før løbsstart så der kan man (læs: jeg) godt blive presset 🙂
Træls med din løbeskade, hvad er udsigterne? Og hvad er det præcis du “fejler”?
Og nej det kan jeg nemt forestille mig, men det er ikke en dum idé at holde formen ved lige trods alt.
Jeg har et træthedsbrud på mit højre skinneben….altså en knogle der er revnet. Jeg har løbet med det længe og har godt mærket der var en ømhed, men har egentlig bare ignoreret det. Faktisk havde jeg det allerede sidste år da jeg løb Aarhus City Halvmarathon 🙂 Til sidst begyndte det dog at gøre så ondt at jeg tænkte jeg hellere måtte få set på det. det gjorde jeg så her sidst i maj måned og det var så et træthedsbrud eller stressfraktur som de også kalder det og jeg har løbeforbud ihvertfald indtil 22. aug hvor jeg skal ha´ taget nye røntgenbilleder. Hvis det så ikke er i bedring der, så truer de med gips så derfor holder jeg mig i skindet. Tænker jeg hellere må adlyde de kloge 😀 Jeg overvejer om jeg skal starte helt forfra med et løbeprogram for begyndere når jeg starter igen……bare for at sikre jeg ikke starter for voldsomt, men det føles godt nok lidt åndsvagt, men nu må jeg se hvordan det går 🙂
Ej puha det er sku da en træls skade 🙁 Men altid noget du fik det undersøgt og fik stillet en diagnose, og 22. august er langt ude i fremtiden når man gerne vil løbe 😉
Det lyder nok ikke som en dum idé at starte fra 0 igen, men det bliver hårdt at skulle det når hjernen er vant til at løbe hurtigere og længere, men det handler om at passe på sig selv og holde sig skadesfri 🙂
#Anmeldelse: #Aarhus City #Halvmarathon (2016) – https://t.co/OXJg8VdknT
#AarhusCityHalvmarathon
I … https://t.co/8gSTZc5efZ
Tak for beretningen, det var spændende at læse. Jeg fandt din blog fordi jeg søger info fra folk som har løbet Berlin HM, hvilket jeg også læste af din blog.
Jeg har planer om Berlin 2017. Jeg elsker Berlin og ville egentlig løbe mit 1. hm dernede. Så kom Aarhus hm i vejen, det vaar simpelthen for flot en medalje, til jeg kunne lade være ;-). Jeg havde løbet 15K for 1. gang weekenden før og derfør det længste som var 10K. Jeg har løbet i 1 år og er 46 lige om lidt, så det hele lyder rigtig dumt og jeg skulle lige til at sige, at det var det også. Men det var fedt og mit mål var bare at komme i mål inden løbet lukkede og det nåede jeg på 2.52, så det kan ingen tage fra mig nu :-). Jeg løb fint indtil ca 16 og så blev det avs og åh nej i benene, som måtte stoppes og strækkes ud utallige gange. Under mine sidste kilometers pinsler, løb jeg som du beskriver igennem RUNAAR, hvor jeg løb med armene ude og blev klappet og jublet igennem. Den fedeste oplevelse og tænk at de stadig var så opmuntrende, selv ved os der lukkede løbefesten rent tidsmæssigt, hatten af for dem.
Nu skal den rigtige hm-træning i gang og jeg skal med til Berlin HM 2017. Om der sniger sig et andet ind før, det gør nok, men om jeg er mere klar til det, det er nok ikke så sikkert heller, men jeg havde en løbefest og kunne endda gå på job dagen efter……så pyt ;-).
Tak for dine beretninger, jeg kommer til at læse med for eftertiden 🙂
Jeg fandt dig også på IG og er CAMILLEMILK derinde.
Hej Camille,
Først og fremmest tak fordi du tog dig tid til at svare på indlægget, det er fascinerende at læse om din oplevelse med Aarhus HM og ikke mindst dit mål med Berlin HM.
Jeg har formentligt været én af dem der heppede på dig i RUNAAR Spot, jeg gik derop og “gav lidt tilbage” da jeg kom i mål for det var så opløftende at komme igennem. Og jeg er sikker på at med god træning frem mod Berlin HM i April, så kommer du igennem både i en bedre tid men også i en endnu bedre oplevelse. Og Berlin HM er flad som en pandekage, hvor Aarhus HM har alt for mange højdemeter.
Så du skal bare klø på 🙂
Og fedt du vil læse med 😀