Aarhus City Halvmarathon: Race… Or pace!

Aarhus City Halvmarathon har hele tiden været planlagt til at være et løb hvor jeg skulle teste noget af til Hamburg Halbmarathon 14 dage senere. Men Turkish Airlines har flyttet vores afgang fra Istanbul til Nairobi så den er blevet ændret fra:

26/6 Hamburg – Istabul
26/6 Istanbul – Nairobi

Til:

26/6 Hamburg – Istabul
27/6 Istanbul – Nairobi

(Foto: Kristian Eilersen)

Dermed ville vi få 30 timer i Istanbul lufthavn. Men efter lidt kontakt med Kilroy blev det muligt at flyve som oprindeligt planlagt, bare den 25/6 i stedet. Derfor var det ikke længere muligt at deltage i Hamburg Halbmarathon da det var samme dag som vi i stedet skal flyve.

Det ændrede naturligvis planerne og den planlægning og tanker der var lagt forud for løbene.

Og næsten endnu værre så ville de 14 dage ekstra have givet mig en bedre mulighed for at komme i gang igen efter følgevirkningerne af Kenya vaccinerne. Men når tingene ikke går som man har planlagt må man få det bedste ud af det.

(Foto: Kristian Eilersen)

Mo’s Friends havde i år deres egen cheer zone som var placeret i Botanisk Have, så kæresten og jeg mødte ind kl. 9:00 der for at mødes med de andre, og kort efter startede jeg opvarmningen som jeg begyndte i Botanisk Have for at undgå for mange mennesker, og for at kunne klare toiletbesøg dér og undgå at bruge en halv time i kø for at komme ind på et overskidt lokum.

Men allerede fra første skridt jeg tog kunne jeg mærke at hvis ikke der kom bedre gang i benene under opvarmningen, så kunne det gå hen og blive en laaaang dag rundt i Aarhus. Under opvarmningen blev benene ikke bedre, og der var ikke på et eneste tidspunkt overskud eller tegn på at benene skulle føles lettere. Og da jeg samtidig ikke kunne komme op i et normalt roligt tempo uden at det føltes utroligt tungt var der ikke tegn på at det skulle blive til en ny PR.

Men jeg bevægede mig mod startområdet med troen på at det alligevel nok skulle lykkes når startskuddet gik. Jeg har ved en del løb haft gele ben under opvarmningen men hvor jeg har løbet godt når man først kom i gang.

(Foto: Kristian Eilersen)

Da starten gik kom jeg fint afsted på trods af en langsom start med et enormt antal personer som havde placeret sig forkert, og dermed skulle der foretages utroligt mange overhalinger. For at gøre situationerne endnu farligere så løb de fleste af de fejlplacerede løbere med musik i ørerne.

Derfor blev de første par kilometer lidt yoyo agtige, men det lykkedes alligevel at holde det pace jeg havde besluttet mig for at jagte.

Ved ca. 3,5 km kom det måske sværeste stykke på hele ruten bortset fra når man efter 18 km skal op af bakken ved Skt. Pauls kirke, og jeg kommer forholdvis nemt op af bakken ved Botanisk Have og den efterfølgende analyse af min puls bekræfter det.

Jeg syntes jeg var godt forberedet med en hviledag lørdag, hvor jeg hele dagen havde fokuseret på væske indtag. Der burde derfor ikke være noget der ikke var i orden.

Men fra ca. 4 km var mine ben tomme for energi, min puls var som sagt fin og der var ikke noget hvor jeg syntes jeg havde gjort noget forkert eller oversatset.


Så da jeg ramte 5 km porten rev jeg startnummeret af på trods af at jeg stadig var et par sekunder hurtigere end PR, for jeg havde simpelthen ikke noget at skyde med overhovedet. Og jeg var ikke klar til at løbe 21,1 km hvor jeg i 16 km skulle æde mig selv for at løbe en tid på 1.45 eller sådan noget. Det var PR eller ingenting.

Jeg stod derfor lidt i Mo’s Friends cheer zonen og ventede på at Caroline fra Mo’s Friends kom, så tændte jeg igen løbeuret og pacede hende de næste 6 km for så at levere hende med en rigtig god tid, og for at hjælpe hende igennem et svært stykke på ruten hvor der var meget vind og små og store forhindringer. Jeg kunne samtidig hjælpe hende med at huske vand, tage imod energigels mv.

Ved 11 km overlod jeg hende alene og skar et hjørne af ruten så jeg var ved 13 km mærket, her kom Mohamed aka Alien og han var i den grad presset, så jeg pacede ham fra Spanien og frem mod Ceres Park, men han var gået helt kold og det var ren overlevelse og jeg kunne ikke hjælpe ham med andet end at råbe af ham at han skulle blive ved med at kæmpe.

Ved 15 km mærket kom løberne ved 18 km på den anden side af vejen, jeg overlod Alien til ham selv og skar over vejen for at hjælpe endnu en Mo’s Friends løber i krise, Kahsay. Han lå til en vanvittig god placering men han var også gået ned, helt ned! Så meget at han var i knæ, men jeg fik ham på benene og pacede ham nogle hundrede meter, og da jeg havde banket lidt tro ind i ham overlod jeg ham til sig selv.

Men så kom der en Runaar løber jeg kender med 2 energigels som han gav mig, og jeg valgte at løbe Kahsay op og give ham en så han kunne få lidt energi til de sidste 3 km, han var på grænsen af sukker kold der. Han endte med at gøre det færdigt og endte på 70. Pladsen. Tror at han var udgået hvis ikke jeg havde hjulpet ham der.

Kendetegnende for løberne ved 18. Km var at næsten alle var i krise, og her taler vi om løbere fra top 3 til bund 3. Vejret var også drilsk for det var overskyet og der var en okay vind flere steder på ruten, men det var varmt og fugtigheden var høj. Så vejret mindede på mange måder om det verjr der var til DM 10 km landevej og ved Berlin Halvmarathon i år.

Ved 18 km mærket kom endnu en løber fra Mo’s Friends, Marius, og ligesom de fleste andre her var han i krise, stor krise! Så jeg besluttede mig for at hjælpe ham hele vejen i mål, og jeg blev ved med at motivere ham mens vi løb, forklarede ham at om 200 meter kom der vand og energi som jeg sørgede for at han fik. At der kom det vildeste spot på ruten ved RUNAAR spot hvor han bare skulle suge energi til sig til de sidste par kilometer.

I det hele taget roste jeg ham bare for at have satset hvilket han havde, og var gået ned og det var mega badass at satse, gå ned og gennemføre. Med knap 1 km til mål kom ballonerne for 1.40 op på siden af os, og Marius havde de foregående par kilometer haft problemer med at holde pace 5:20, men det lykkedes mig alligevel at motivere ham til at vi satte farten op fordi ballonerne ikke skulle indhente os på opløbet.

Vi ramte en fin fart på 4:15 mod mål, og med 300 meter til mål kan jeg se en mand kæmpe med at holde en kvinde på benene, hun var også gået ned som i helt ned. Jeg overlod Marius til at gøre de sidste 300 meter færdig selv, og trådte til på den anden side af kvinden for at få hende sikkert i mål og hen til medicinsk personale.

I mål får vi hende i en kørestol hvor hun besvimer i hænderne hos samaritterne, og kendetegnende for løbet var at et enormt antal mennesker fik brug for hjælp, og utroligt mange løb langt fra deres normale niveau på grund af vejret.

Jeg endte i alt med 18 km på dagen, og da jeg kom hjem havde jeg en gigantisk hovedpine, og blev selv ramt af eftervirkninger af vejret, og det var endda på trods af at jeg drak min Maurten energidrik selvom jeg ikke løb løbet som et halvmarathon. Det tog mig næsten 10 timer at slippe af med hovedpinen og få styr på væskebalancen på trods af elektrolytter før løbet, under løbet og efter løbet sammen med adskillelige liter væske.

Det lykkedes mig at skabe lidt værdi i et løb hvor den sportslige værdi forsvandt efter 5 km, og jeg fik muligheden for at give lidt pace retur for alle de gange jeg selv har fået pace, og så kan jeg fokusere på at blive klar til Baneturneringen på Ceres Park på lørdag, hvor jeg håber at have pace til sub 20, og hvor vi pt har fået samlet en lille gruppe på 3-4 løbere til netop denne tid.

De 5 km jeg løb konkurrence ved Aarhus City Halvmarathon blev løbet i pace 4:30 (PR pace 4:34)

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.