Aarhus Half / EMACS 2017 (2017)

Hvordan skal man starte på en løbsberetning for et løb som bare skulle have været en træningstur? Man må vel bare freestyle…

Den sidste del af optakten til Aarhus Half var en kort og rolig joggetur på 6 km med en håndfuld flowløb lørdag.

Min veninde Maliha som jeg kender fra runaar kom søndag aften for at sove her. Inden vi gik i seng så vi Usain Bolt’s sidste 100 m fra VM i atletik. Det blev også til lidt snak omkring Aarhus Half, hun var godt bekymret fordi hun havde det som et stort mål at løbe under 1.40:00, så hun følte virkelig presset og sommerfuglene i mavsen.

Min egen puls mens vi snakkede om hendes forestående PR forsøg var så tæt på normal hvilepuls den kunne være. Mit mindset var 100% at det her var en normal træningstur, så der var ikke engang en lille bitte sommerfugl.

Men på trods af at det var et løb som skulle løbes som et testløb forberedte jeg mig som hvis det var et løb, for ærligt var jeg noget nervøs for om jeg kunne holde sub 1.30 pace i 6 km som den oprindelige plan for løbet sagde.

(Søren Hjerrild Mikkelsen & Jeg)

For at sætte den forestående udfordring i perspektiv, så er det jeg skal præstere for at løbe sub 1.30 på halvmarathon pace 4:15 i gennemsnit igennem de 21,1 km. Inden Aarhus Half var min aktuelle 10 km PR sat med et snit på 4:29 og min 5 km PR med et snit på 4:02.

Det er derfor et ambitiøst projekt, men ikke desto mindre tror jeg på at formen er til det, og at jeg kan. Det er i hvert fald første forudsætning for at kunne lykkes.

Vækkeuret var søndag morgen sat til kl. 6:00. Jeg har fundet en formel som virker for mig når jeg skal løbe halvmarathon konkurrencer. Vækkeuret skal stilles til 3,5 timer før løbsstart, og her skal der indtages mellem 40-50 gram havregryn som havregrød.

Så indtager jeg en hel del vand med elektrolytter indtil cirka 2 timer før, og selvfølgelig ryger der lidt kaffe ned med morgenmaden.

Herefter tager jeg et langt varmt bad for lige at vågne helt, inden den første tur på tønden. På en normal løbsdag ender jeg 2-3 gange på tønden inden start, jo mere spændt jo mere gang er der i maven.

1,5 time før løbsstart kørte vi fra Sabro mod Ceres Park, heldigvis er jeg utrolig godt kendt i området så vi fandt hurtigt en parkeringsplads. Herefter stilte vi os ved statuen foran Ceres Park for at mødes med Maliha’s pacer, og jeg havde en aftale om at mødes med Michael Birk fra Viborg AM.

Helt afslappet stod vi og snakkede, og det var først da klokken nærmede sig 9:00 at jeg spurgte Michael om vi skulle varme lidt op. Der var kun 30 minutter til løbsstart, så det begyndte at være nu hvor jeg skulle nå at jogge 3 km og løbe lidt flowløb hvis jeg skulle nå det.

Michael og jeg løb og snakkede mens jeg guidede os igennem Mindeparken og igennem Marselisborg skov. Det gav lidt varme i kroppen, og løbeskoene som i dagens anledning var mine Adidas Boston Boost 6 racesko fik jeg lige mærket efter sad som de skulle.

Ved startstregen mødte jeg den gode og seje Mia Sørensen, vi vekslede lidt ord inden jeg gik mod starten. Her lavede jeg lidt flowløb på det første stykke af ruten, men jeg kunne kun lave omkring 50-60 meter da jeg blev stoppet af en Aarhus Half medhjælper som ikke var helt vild med at jeg løb længere.

Jeg blev lidt irriteret over at han prøvede at stresse mig med tiden, og sagde at jeg skulle stå klar i boksen 3 minutter før -og at jeg kun havde 1 minut. Og på det tidspunkt var klokken 9:19 og dermed var der god tid.

Jeg var ikke den bedste udgave af mig selv lige der, og det er jeg sku lidt ked af eftersom de frivillige gør et super godt stykke arbejde. Det sjove er at jeg så efterfølgende har fundet ud af at det var Thijs Nijhuis, han er en af Danmarks hurtigste løbere så godt jeg ikke gjorde ham sur, for jeg kunne sku nok maks have løbet fra ham på de første 80-100 meter 😛

Men mit stress niveau var heldigvis ikke højt nok til at skabe mig, men min perfektionisme blev irriteret. Især fordi jeg havde besluttet mig for at ændre planen da jeg kom til stadion, HVIS benene var gode under opvarmningen.

Jeg havde ikke trappet ned til løbet og havde løbet 94,5 km i løbet af ugen, så min plan gik ud på at i stedet for at løbe de 6 km i 4:15/km til sidst, så ville jeg løbe de første 10 km i 4:15/km for på den måde ville jeg få noget ud af løbet udover at løbe det. Nemlig i form af en PR på 10 km, en potientiel forbedring på 2,5 km.

Og dermed ville det jo være 10 km i pace 4:15 i stedet for “kun” 6 km, derfor stilte jeg mig ved 1.30 ballonerne i startboksen.

Her kom jeg til at stå ved siden af en Aarhus 1900 løber som deltog i Baneturneringen sammen med mig før Kenya, og hun løb i samme tempo som jeg gerne skal løbe, så jeg benyttede lige lejligheden til at prøve at overbevise hende om at deltage næste gang også 😛

Blandt pacerne var også Max Boderskov som jeg snakkede lidt med, vi holdt begge foredrag sidste år ved et arrangement i Odense. Herefter stak jeg Michael Birk en high five og godt løb, inden jeg fik brugt de sidste par minutter på at sikre der var dobbeltknuder på snørrebåndene og de var placeret perfekt i skoen.

Hvem sagde OCD perfektionist?

Lidt atypisk i forhold til mange andre sportsgrene var der helt tavst det sidste minut, jeg antager det skyldes nogle regler i forbindelse med EM for masters som blev løbet i samme løb. Dog startede de i en seperat startboks og løb isoleret de første cirka 500 meter.

Og ud af ingenting lød startskuddet pludseligt. Og der var ikke ret mange som forventede at løbe under 1.35, så vi kom afsted i række 6-7 stykker. Jeg har endnu ikke været til et “større” løb hvor jeg har stået så langt fremme ved start, og ikke været fejlplaceret.

Da starten går er vi vel en 20-25 stykker som ligger med 1.30 ballonerne, et par stykker har åbenlyst lagt for hårdt ud og begynder at have problemer med at hænge på allerede efter 600-700 meter, og jeg bliver lidt fanget bag dem så jeg må bruge lidt kræfter på at komme forbi dem hvilket ikke er så nemt i starten af et løb, men det lykkes.

Jeg beslutter at jeg vil ligge mig så tæt på pacerne som muligt for ikke at blive fanget igen, men da vi kommer væk fra stadion alle og nærmer os den første kilometer rammer vi det første stykke med kraftig vind, så pacernes balloner begynder at ligge sidelæns og flagrer voldsomt. Jeg må i stedet holde lidt mere afstand, og min plan om at ligge i røven af dem ryger i vasken der.

Bevidst lod jeg være med at kigge på uret fra start, det kunne nemt blive en mental hæmsko så jeg fokuserede bare på at løbe, og det føltes heldigvis rigtig rart og komfortabelt så ingen grund til panik så længe jeg lå ved ballonerne.

Da vi havde passeret første kilometer og kom ind på Ingerslev Boulevard kom de første udfordringer i form af indsnævringer, parkerede biler, skilte mv. I bedste Kenya stil advarede jeg mine medløbere om forhindringerne, men i vores gruppe var der en kvinde som for at sige det lige ud løb med hovedet oppe i røven. Hun var til fare for sig selv og os andre på et niveau jeg endnu ikke har mødt til et løb før, og det var så slemt at 1.30 gruppen begyndte at snakke om hendes måde at løbe på….

Uheldigvis for mig lå jeg ved siden af hende, så udover jeg skulle holde øje med forhindringerne på vejen skulle jeg også prøve at holde øje med hendes næste hjerneblødning, hun havde været ved at tackle et par stykker i gruppen ved hendes måde at “være til stede” på.

Jeg besluttede mig for det var for risikabelt at ligge ved hende, så jeg måtte forcere og overhale et par personer for at få lidt afstand til hende. Jeg lå nu i røven af pacerne, de havde heldigvis alle mistet ballonerne til vinden.

Jeg har kæmpe respekt for pacere ved løb! De gør et hamrende godt stykke arbejde, punktum!

Men ved Aarhus Half var der 3 problemer (for mig):

  • Pacernes strategi.
  • Ruten.
  • Vinden.

Som skrevet herover var der nogle udfordringer ved løbet, og ved 3 kilometer begyndte udfordringerne at tære på rytmen. Der var konstant skarpe sving, og jeg brugte utroligt mange kræfter på hele tiden at accelerere for at holde sig ved pacerne og dermed on track i forhold til de 4:15/km.

Mine ben var heldigvis gode, men pacerne havde desuden valgt en strategi som ikke ville fungere for mig på den rute og i det pace. De havde analyseret ruten grundigt, hvilket er super godt arbejde, så de kompenserede for fremtidige forventede tidstab ved at løbe hurtigere i starten.

De første 5 km kom derfor til at se således ud:
4:08
4:14
4:11
4:13
4:04

Igen må jeg minde om at mit snit på min 5 km PR er 4:02, så når vi på et halvmarathon har 2 splits på de første 5 km som ligger så tæt på min 5 km PR tid, så vil jeg komme i problemer hvis ikke jeg har ben af diamanter på dagen jeg forsøger 1.30 helhjertet.

Jeg forstår pacernes tankegang.

Mellem 5-10 km kom vi meget ind og løbe i byen, udover at antallet af sving fortsatte og holdt rytmen jævnt ude af takt, så kom der også flere lange stykker med brosten som heller ikke er så sjove at løbe stærkt på.

Hvis man skal sætte nogle nøgleord på de første 10 km er det sving og brosten!

Ved omkring 8-9 km løb vi forbi domkirken på store torv, her var der som alle andre steder en kraftig vind. En sidevind. Og der var opsat nogle afskærmninger med mine strimmel, og da jeg løb forbi var der et 5-10 meter stykke som blev revet løs og viklede sig om mig, og i mit forsøg på at rive det væk fra mig blev mit startnummer revet af bortset fra en sikkerhedsnål.

På brostensstykket prøvede jeg at sætte det fast igen i løb, men sikkerhedsnål nummer et bøjede og knækkede i forsøget. Så prøvede jeg med sikkerhedsnål nummer to i løb med præcis samme resultat. Jeg måtte derfor holde nummeret på plads med hånden, for lige der var mit fokus at ramme 10 km målingen og få en ny PR på de 10 km.

Jeg passerede de 10 km i tiden 42:28, og dermed var min 10 km PR forbedret med lidt over 2,5 minut.

Splits fra 6-10 km:
4:12
4:29
4:15
4:28
4:16

Herefter slap jeg 1.30 ballonerne og måtte stoppe op og sætte mit startnummer fast, det stressede mig ikke for min plan med de 10 km i 4:/15 snit var opfyldt, og herfra skulle jeg bare jogge i mål og få en langtur ud af det.

Så da nummeret var sat på igen begyndte jeg at jogge, og jeg fandt hurtigt et behageligt tempo. Efter 500 meter kigger jeg på uret og kan se at jeg løber pace 4:30 og det føles godt, så tænkte jeg at det var helt åndssvagt at hvis jeg har løbet 10 km 4:14/km og jeg “jogger” 4:30, så ville jeg løbe en PR på halvmarathon også selv hvis jeg gik ned. Så det ville jo være dumt ikke at tage den med.

Kort efter kom vi til et 180 graders sving ved Riis Skov, og da man vendte rundt var der bare strid modvind. Så udover at man skulle prøve at komme op i fart efter næsten at have stået stille, så skulle man også kæmpe mod den Danske sommer.

Det kan nemt lyde som om jeg whiner, men den rute og den vind var altså ikke for børn!

Men jeg lod mig ikke slå ud af det, for jeg havde stadig sikkerheden med en ny 10 km pr og en halvmarathon så godt som hjemme. Nogle stykker føltes det som om man stod stille uanset hvor meget man prøvede at presse på, så slap vinden et splitsekund og man kom fremad igen.

Vi fik også en runde ved Aarhus Ø som udover at ligge i første parket til vandet og dermed vindblæst af helvedes til, så fik vi også et stykke på grus med nogle store vandpytter der skulle prøve at undgåes.

Resten af turen frem til omkring 19 km foregik langs vandet i hård hård modvind, fra omkring 17 km hvor jeg overhalede Michael Birk som ellers havde gået efter en hurtigere tid, men som mærkede lidt til en mulig skade, der begyndte jeg at prøve at regne lidt på sluttiden.

Jeg fik regnet mig frem til at jeg ville ramme 1.33 ish, så jeg prøvede at holde tempoet så højt jeg kunne i modvinden mod mål, men det var første de sidste 1,5 km at det lykkedes at komme op i fart igen. Det var også her hvor man kom lidt i læ af Ceres Park.

De sidste 300 meter inde på stadion fik den hvad den kunne trække, og jeg kunne passere målstregen i 1.33:32 og dermed en forbedring fra Lillebælt Halvmarathon på lige over 3 minutter. På en langsom og svær rute, hård modvind og en pace strategi som var for hård til mig.

Splits for de sidste 11 km blev:
4:50
4:38
4:37
4:28
4:39

4:35
4:34
4:43
4:38
4:49

4:16
3:15

Når man koger det hele sammen til en opsummering, så er det nok det første løb hvor forventninger og resultat har matchet. Og som min kæreste sagde så var det første gang hun har set mig tilfreds. Og det er jeg.

Men jeg er i bund og grund ikke tilfreds, og det bliver jeg nok aldrig for det næste mål skal jagtes. Og det her var bare et delmål mod 1.30 halvmarathonet i år. Jeg er nok den eneste der har troet på det kunne lykkes i år hele tiden.

Maliha lykkedes med at løbe PR, det samme gjorde Marius fra Mos Friends.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.