Copenhagen Half Marathon: Når løb bliver ligegyldigt! (2017)

(da jeg passerer målstregen i kaos holdende Annalicia Poehler i hånden)

Jeg har de sidste par måneder gået og glædet mig til at skrive dette indlæg.

Om hvor godt løbet var gået.

Om den fede stemning.

Om en fed weekend i København.

Men jeg må indrømme at jeg sidder med en helt anden følelse i mig, en følelse jeg ikke kunne have forudset at jeg ville sidde med.

Jeg vender tilbage til de følelser senere i indlægget!

Kenya jog Ngong style

For lad os starte denne løbsberetning i kronologisk rækkefølge.

(Søam ved startstregen før løbet)

For at have de bedste forudsætninger for at lave et godt resultat ved CPH Half, havde jeg besluttet at tage afsted til København allerede om fredagen. Den plan passede Maliha og Marius godt og vi fik derfor lavet en aftale om at køre afsted sammen.

I København havde jeg fået en invitation fra mine venner Erling Worm, Sylvia Kiperenge og William Morwabe om at komme og hygge med god mad og en joggetur. Også den idé var Marius og Maliha klar på, så da vi kørte fra Aarhus mod København var det med direkte kurs mod Høje Gladsaxe. For at hygge og løbe med dem dér.

Vi ankom præcist klokken 17 på parkeringspladsen foran lejligheden, og da jeg i mine unge dage har boet i området når vi var ved min far, så vidste jeg godt at vi skulle have alle vores ting med op til Erling og Sylvia for at være sikker på at have dem bagefter. Så vi fik taget tingene på nakken og kom derop.

De er nogle af de dejligste mennesker jeg kender, og det var med en enorm glæde at jeg fik givet krammere til Erling, Sylvia og William!

Apropos William så vil jeg igen opfordre til at læse dette indlæg, og efterfølgende støtte! Det åbner i et nyt vindue, så du kan roligt trykke og læse det bagefter.

(mig et sted på ruten..)

Sylvia havde lavet sin fantastiske ingefær thé som jeg havde glædet mig til hele vejen i bil. Så meget at jeg havde lavet min egen thermokande med ingefær thé som var blevet drukket på vejen.

Så inden vi skulle ud og jogge en tur sad vi og nød en kop af det. Og her fik Maliha og Marius også god lejlighed til at lære dem alle at kende. Og mens de lærte Sylvia, Erling og William at kende fandt de ud af hvor hurtige løbesko han løber i, og de blev lidt utrygge ved at det var William som skulle være pacer på vores joggetur.

De frygtede at det ville blive pace 3:30 jog, og jeg sad og klukkede lidt for mig selv for jeg ved godt fra Kenya hvad jog er. Og det er meget langsommere end 95% af alle Danskere løber på en normal tur.

På trods af deres frygt hoppede vi alle i løbetøjet, og som annonceret blev William guide for løbeturen. Programmet var omkring 50 minutters jog, en tur som tog os rundt om og ved Utterslev Mose. Erling kommer til at skælde mig ud over ikke at kunne nævne hvad de små moser, haveforeninger osv vi løb igennem og ved hedder, men jeg er så vant til at han skælder mig ud så det går nok 😛

Da vi var tilbage ved lejligheden løb vi 6 gange flowløb som afslutningen på vores Kenya joggetur.

Inklusiv strides kom træningen til at se således ud:

Træningen i tal:

Distance

10,72 km

Pace

6:25/km

Varighed

1t 08m 45s

Højdemeter

59,8 hm

Kilde: Garmin Connect / Runalyze.

(et sted på ruten….)

Tilbage i lejligheden fortsatte hyggen fra før -og under løbeturen.

Sylvia havde været i køkkenet allerede inden vi var kommet, og i gryderne havde hun gang i en Kenyansk klassiker og favoritret i form af Dingo beans.

Og med lidt charme lykkedes det mig også at få hende til at lave endnu en kande af hendes gode ingefær thé.

Og efter endnu mere hygge med god mad, thé og vild med dans, satte Marius og jeg kursen mod min mor i Måløv så vi kunne få fundet sengen. Selvom klokken var blevet mange sad vi lige og hyggede lidt med min mor inden vi fandt sengen.

Maliha valgte ikke at sove med os, men med en ven på Vesterbro i stedet. Det var hendes tab!

En fed dag i København var slut, og vi kunne roligt bevæge os ind i drømmeland.

Nike Lørdag!

Lørdag startede ud med en kop varm kaffe mens jeg og Marius hoppede i løbetøjet. Vi ville starte dagen ud med en meget kort tur i Kenya joggetempo for lige at løsne benene lidt op.

(et sted på ruten…)

Jeg havde ikke sovet så tungt i løbet af natten, havde faktisk følelsen af ikke at have sovet overhovedet. Det er pisse irriterende at jeg sover så dårligt når jeg ikke sover i min egen seng. Havde det ikke været for Marius’ selskab tror jeg at jeg havde løbet i søvne, men heldigvis blev jeg hurtigt frisk i hans selskab.

I bedste Kenya stil løb vi igennem Måløv Park’en og tog den henover en mark i meget roligt jog. Herefter blev resten af turen lidt af en “se det har far lavet” sightseeing. Selvfølgelig bare med mig som en ven og ikke far.

Der boede min første rigtige kæreste.

Der boede min bedste kammerat.

Der har Peter Lundin boet… Lige inden han slog dem alle ihjel.

Der er hulubulu Lotte optaget.

Og en masse andre anekdoter, hvor jeg vågnede mere og mere op, og Marius blev mere og mere træt 😛

Efter løbeturen fik vi klaret morgenmaden. Her havde jeg fået overtalt Marius til at prøve Weetabix, som er min favorit morgenmad pt.

Han delte mildest talt ikke min begejstring.

(et sted på ruten…)

Da skuffelsen over morgenmaden havde lagt sig for Marius, og vi begge havde fået badet og kommet i tøjet, satte vi kursen mod Østerbro for at mødes med Maliha og hente vores startnumre.

Afhentningen af startnumrene var præcis så ligegyldig oplevelse som altid.

Jeg er slet ikke til at rende rundt på en “messe” og kigge, og ærligt bliver jeg irriteret over at man skal rives igennem et halvmarathon af en labyrint. Det minder mest af alt om opbygningen på et supermarked, hvor man ikke kan undgå at komme igennem 2 kilometer slik før man går ud.

Hey, jeg ved godt at det handler om at give value til ens sponsorer, samarbejdspartnere og butikker der har lejet en stand.

Og derfor var min blege røv ligeså hurtigt ude derfra som overhovedet muligt!

Marius og jeg var ved at gå til at sult, så vi stod utålmodigt og ventede på at Maliha fik snøvlet sig færdig, så vi kunne finde et sted at spise inden dagens højdepunkt.

Dagens højdepunkt var deltagelse i et eksklusivt Nike arrangement med fremvisning af den kommende Nike Sub 2 dokumentar. Vi havde adgang til arrangementet igennem Løberen, så vi fandt et sted hvor vi kunne få noget mad tæt på Løberen’s butik, hvor vi skulle mødes og hygge inden arrangementet.

Dem som har læst med på bloggen længe ved at jeg er ret stor fan af Adidas‘ løbesko, men jeg hoppede alligevel på løbebåndet og fik prøvet de nye Nike Zoom Fly. Jeg endte med at købe et par da de føltes ganske udemærket, og jeg begynder at mangle lidt løbesko at skifte imellem, da flere af mine par nærmer sig enden af deres liv.

(et sted på ruten…)

For at holde balancen røg der selvfølgelig også et par Adidas Boston 6 med også.

I det hele taget var det super hyggeligt hos Løberen, og den gode stemning blev ikke mindre god da vi kom over til Park Bio til fremvisningen af Nike Sub 2 dokumentaren.

Selve dokumentaren var ret god, men også ret forudsigelig da man jo kendte udfaldet af forsøget, men ikke desto mindre fik man fortalt historien om de 3 løbere. Og i sidste ende er hele sub 2 projektet jo et stort promoverings stunt, og arrangementet i Park Bio var bare en fortsættelse af det.

På vej ud fra biografen løb jeg ind i min coach Henrik Them, vi fik vekslet lidt ord på vejen udfra inden vi hurtigst muligt fik bevæget os tilbage til Måløv, så vi kunne slappe af inden søndagens Copenhagen Half Marathon.

I Måløv fik vi kastet en hurtig omgang pasta, grøntsager og kylling sammen, og så sluttede vi resten af dagen af på sofaen med Zulu Comedy Galla.

Copenhagen Thunder Half Marathon

I forhold til sidste år har min optakt til Copenhagen Half Marathon været 100 gange bedre, den kunne nok heller ikke blive værre.

Men perfekt havde den heller ikke været. Fredag aften, lørdagen og søndag morgen foregik ret tit på toilettet, maven var ikke i topform og det havde stået på on/off i en uges tid. On/off havde der i de foregående par uger også været dage med svimmelhed, så jeg havde frygtet lidt at der var noget sygdom på vej.

Havde lidt håbet at det var pre-race nervøsitet, men på den anden side føltes det heller ikke sådan.

Da jeg stod op søndag morgen havde jeg stortset ikke sovet, igen.

Også lidt af et problem når man skal præstere. Men jeg fandt trøst i at det sidste år gik ret godt på trods af kaotiske forudsætninger.

Så med tro på at det nok skulle gå alt sammen satte jeg mig til bords og fulgte min normale optakt. Weetabix var blevet til en grød, kaffe i koppen og telefonen spillede en meditations video med fokus på at gribe dagen. Jeg troede virkelig på at det var min dag.

Vi havde god tid til at gøre os klar, og hele morgenen var helt uden stress præcis som jeg foretrækker det, og vi havde en hel del tid i overskud hvor vi bare kunne sidde og slappe af.

Jeg havde været lidt i tvivl om vi skulle køre i bil til København eller taget toget sammen med resten fra SØAM, men min onkel havde et godt sted tæt på hvor vi kunne parkere gratis, så det blev løsningen med at køre i bil som vandt.

For ikke at skulle ligge og lede efter det aftalte vi at følges derind, så kort efter Toyota i Måløv holdt vi ind, og da de passerede lagde vi os i røven af dem hele vejen derind.

Vi havde kurs direkte mod startstregen hvor hele SØAM skulle mødes til fællesbillede klokken lidt i 10.

Efter lidt diskution med arrangøren lykkedes det at få taget billedet, selvom Dorte Vibjerg som har ansvaret blankt afviste det. Tak til den søde vagt!

Herefter gik Marius og jeg over i elite teltet hvor vi mødtes med Sylvia, Erling, Louis Cantby og William Morwabe. Efter lidt kort held og lykke klædte vi det sidste om og begyndte at varme op.

Opvarmningen gik som forventet med noget roligt jog og en god håndfuld flowløb/strides/stigningsløb for lige at få pulsen op. Herefter gik vi mod toilettet hvor køen var så lang så jeg satte mig ind i busken for at se om jeg havde fået det hele ud, og det havde jeg.

Så stillede vi os klar i startboksen. Her brugte jeg den sidste tid på at fokusere og afstemme de sidste aftaler med Marius. Vi skulle begge løbe sub 1.30 så vi havde planlagt at løbe sammen.

De sidste 30 sekunder før løbsstart var der helt stille, og så var vi pludselig i gang. Starten var meget langsom de første 100 meter, så jeg fokuserede på at ramme target pacen på 4:15 hurtigst muligt og så holde det stabilt. Det lykkedes ret hurtigt at få overhalet nok til at vi kunne løbe med target pacen.

Tempoet føltes fint og vejrtrækningen var god, og jeg følte mig ikke udfordret. Marius lå pænt ved siden af mig og vi fulgte gameplanen da vi ramte 1 km. Kort efter 1 km mærket begyndte jeg at mærke at mit højre baglår drillede, men det var ikke mere end at jeg kunne gennemføre løbet, men med risiko for en kort pause efter løbet. Den risiko var jeg villig til at tage.

Sidste år fik jeg nok en del hate fra NBRO løbere og supportere da jeg skrev at jeg var skuffet over stemningen på Dronning Louises Bro, og i år var jeg så rykket endnu længere frem i feltet fra start. Cirka 5 % længere frem. Da vi drejede rundt og kunne se broen lidt længere fremme kunne jeg se én stå med et romerlys, og jeg tænkte yes i år oplever jeg det folk snakker om.

Men nej! Da vi 200 meter længere fremme passerer er det igen i år som om at alt er brændt af allerede, som om det hele er brugt på eliten og sub eliten. Igen må jeg fremhæve Runaar spot i Aarhus som har konfetti tilbage når dem på 3 timer passerer, og som er i stand til at skabe en meget mere intim stemning.

Har kæmpe respekt for at folk gider heppe, men jeg syntes samtidig at NBRO spottet bliver fremhævet mere end fortjent, for der var flere spots som var mindst lige så gode eller bedre undervejs. Fx. spottet under broen i nordvest.

Små 500 meter efter Dronning Louises Bro bliver vi indhentet af 1.30 ballonerne, vi ligger med 4:13 og dermed lidt foran en sluttid på 1.30 som er pace 4:15.9. Da de indhenter os overhører jeg pacerne snakke om at de ligger og løber pace 4:11 nu og at de bare skal holde det.

(et sted på ruten….)

Jeg overvejer at sige til dem at det kan de ikke være bekendt, igen det er svært at være pacer og jeg har respekt for dem som gør det. Men når man ligger og løber knap 5 sekunder hurtigere per kilometer og er ligeglad med det, så er det sku ikke i orden.

I mit tilfælde er 5 sekunder meget når man i forvejen løber tæt på grænsen af hvad man kan.

I forbindelse med at gruppen indhenter os mister jeg kontakten med Marius som bliver “fanget” 5-10 meter foran mig da folk begynder at komme overhalende, og jeg sætter min lid til at vi får kontakt når de er væk igen. Et øjeblik overvejer jeg at hænge på, men 4:10-4:11 er for hurtigt til at jeg tør satse på det.

Ved omkring 5 kilometer begynder jeg at få problemer med min mave, og det er ikke fordi jeg har “fejlet” i min optakt, og det er ikke følelsen af at man bare skal på toilettet og så er problemet løst.

Nej det er mere “jeg er syg” mave problemer. Til at starte med kommer mavekrampen kort og går væk igen, men jo længere jeg løber, jo værre bliver det.

Da jeg rammer 8 kilometer kan jeg godt mærke at det ikke kommer til at lykkedes at løbe sub 1.30, og jeg er også ret sikker på at PR er meget langt væk. Men jeg overvejer om jeg skal prøve at se om jeg kan løbe en PR på 10 kilometeren i stedet. Men min mave gør for ondt.

Og efter jeg passerer 10 kilometer mærket må jeg stoppe op og står helt sammenkrøllet med en mave som går helt amok, og efter at have stået der i 30 sekunders tid prøver jeg igen at komme op i tempoet 4:15 i jagten på i det mindste at prøve at sætte PR. Men nej det lykkedes heller ikke.

Jeg begynder herefter at jogge, og ved 12 kilometer væskedepotet hopper jeg ind på toilettet og sidder der nogle minutter, men det er ikke på grund af det heller. Det er regulært maven som driller og ikke “ufærdigt arbejde” som er årsagen.

Få meter inden jeg gik ind på toilettet var jeg ved at lappe en af de frivillige en på kassen, en kvinde med en cykel gik (uhensigtmæssigt) forbi væskedepotet fordi hun ikke kunne krydse vejen og skulle den vej. Hvorefter han tager 2 kopper vand og kaster dem i hovedet på hende og råber hende ind i hovedet.

Da jeg kommer ud af toilettet er jeg splittet imellem at jogge færdigt eller om jeg bare skal gå tværs igennem byen og droppe ud der, for både sub 1.30 og alle former for PR var for længst forsvundet. Men jeg var ikke kørt til København for at droppe ud af løbet, så jeg besluttede at jogge videre.

Ved 14 kilometer ligger jeg mærke til en kvinde som har det svært, hun stopper jævnligt op og lider. De efterfølgende kilometer bliver det ved med at ske at hun løber fra mig, og så indhenter jeg hende når hun stopper op. Lidt yoyo agtigt. Og det er endda selvom jeg selv et par gange må stoppe kort med mavekramper og kvalme som nærmer sig mere og mere opkast.

Da vi passerer Østerbro station begynder det at dryppe lidt, og jeg når at tænke at det er straffen for ikke at lykkes med at løbe under 1.30. På det her tidspunkt er der ingenting der indikerer at vejret skulle være andet end regulært regnvejr, og lignede ikke engang noget der var mere alvorligt end bare lidt små dryp.

1 kilometers penge senere kommer der er ordentligt lysglimt, og 30 sekunder senere kommer braget fra lynet. Whooo når jeg at viske for mig selv, og i løbet af de næste 500-700 meter kommer de som perler på en snor og det ene er kraftigere end det andet, og det føles som om de slår ned meget tæt på os.

Jeg begynder at blive bange, og da jeg for længst har udspillet min rolle i løbet begynder jeg at overveje at droppe ud af løbet igen og søge dækning. Men jeg er så tæt på at være i mål så jeg beslutter mig for at gøre det færdigt.

Kvinden som har fulgtes med mig i yoyo stil løber jeg nu ved siden af, og jeg begynder at motivere hende til at blive ved med at løbe. Men hun fortsætter et par gange mere med yoyo løb inden jeg igen ender på siden af hende med 1,5 kilometer til mål.

Igen ligger jeg mig på siden af hende og motiverer hende, denne gang beslutter jeg mig for at blive ved hende og holde hende kørende hele vejen til mål.

Det lykkedes og på trods af 30 centimeter iskoldt vand op mod målstregen, og politi og ambulance som overhaler os og helt eller delvist spærrer vejen kæmper hun videre, og de sidste 200 meter løber vi og holder i hånd for at få hende med over målstregen.

Apropos målstregen så var den sejlet væk, og hele målområdet var dækket af slush ice hagl som var glatte. Kvinden som jeg fandt ud af hedder Annalicia Poehler og jeg krammede et par gange efter vi krydsede stregen. Herefter skiltes vi og jeg prøvede at komme over til elite teltet efter mine ting.

(kort efter mål…)

Jeg stod i vand til over anklerne, og det var iskoldt vand. Og vandet kommer skyllende som var det en å, og da jeg skal prøve at gå i mellem 2 ambulancer som holder er jeg lige ved at besvime. Kulden fra fødderne, kvalmen og blinkende gør at jeg ikke kan fokusere.

 

Da det lykkedes mig at komme op på fortorvet imellem dem siger de i højtaler anlægget at man skal bevare roen og søge væk fra området, og da man har spærret noget af området af er jeg nødt til at gå mod runners area for at komme til elite teltet.

Her ser jeg at der står røg op lige ved målstregen, og med tanke på at jeg er blevet overhalet af en masse politibiler de sidste 300 meter af løbet er min første tanke terrorangreb. Jeg bevarer roen men bliver straks mere opmærksom på hvad der sker, og jeg skynder mig mod elite teltet hvor jeg finder ud af hvad der er sket.

Chok! Folk som er blevet ramt af lynet, og pludselig bliver alt omkring tider totalt ligegyldige.

Min frygt fra ruten kommer tilbage, og pludselig føler jeg mig (med rette) ikke sikker i området længere, og jeg får sagt farvel til folk og så sætter Marius og jeg kursen mod bilen for at komme væk derfra.

Resten af dagen er jeg rystet over at der er folk som potentielt risikerer at dø efter at have deltaget, og det hele kommer for tæt på da lynene har ramt folk dér hvor jeg havde befundet mig hvis jeg havde løbet 1.30. Og efterfølgende finder jeg ud af at både min onkel Carsten Sillehoved, min kostvejleder Mia Sørensen fra SundFokus og Lise Kandborg alle har været vidner til det, endda få meter fra dem.

Jeg har aldrig været mere lykkelig for ikke at have nået mit mål som netop der, det kunne have kostet mig mit liv. Held i uheld.

Jeg sender mine dybeste tanker til dem som er blevet ramt, og ikke mindst alle dem som har været vidner til det på nærmeste hold.

CPH Half i tal:

Distance

21,1 km

Pace

4:55/km

Varighed

1t 44m 25s

Højdemeter

101 hm

Kilde: Garmin Connect / Runalyze.

Hva’ så nu?

Mit store mål i år har hele tiden været CPH Half, og undervejs er tanken om at få revanche ved Amsterdam Marathon vokset på mig. Men jeg er ikke sikker på at jeg har råd til at tage til Amsterdam, det ved jeg først om 1-2 uger.

Så lige nu er jeg nødt til at fortsætte træningen som hvis jeg skulle løbe det, og så må jeg håbe at det kommer til at lykkedes. Og lykkedes det ikke må det ske til næste år i stedet.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center