Dansk sommer er….

Dansk sommer er først og fremmest alt for få dage om året, det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om. Men hvis man virkelig ligger mærke til de små ting de dage hvor sommeren er her, så findes der vel ikke ret mange ting der slår det, og i dag var én af de dage hvor sommeren var her og jeg fik lagt mærke til de små ting.

Løb hjemmefra med ambition og håb om at gennemføre de planlagte 14 km intervaller, og havde lyst til at udforske lidt nye veje i nærheden af den rute som jeg i forvejen kender i området, det bragte mig af en trafikeret 80’er vej mod Hinnerup og som om det ikke var slemt nok med trafikken så var der en særdeles lang, og halvstejl bakke på vejen. Men det var stadig en smuk rute med flot udsigt over marker, planteskoler, Nilles Kro og traktorer som kom kørende forbi.

Jeg skal ærligt indrømme at jeg kun havde en svag fornemmelse for at jeg var på rette vej, og at der var et lille håb om at jeg ikke ville fare vild. Da jeg var ved at opgive håbet om at jeg kunne komme rundt som jeg forventede og troede jeg kunne kom der en cykelsti ind til højre, en bred cykelsti som på begge sider havde mark og træer som dannede en allé, og måske var det fordi jeg havde forladt den trafikerede vej at det hele var så smukt, og jeg pludseligt lagde mærke til de små ting, men der var bare fuld af liv på vejen, en bille løb tværs over marken og nogle meter derfra var et tusindben ved at gøre kunsten efter i et noget langsommere tempo, efterfulgt af en mus der blev forskrækket af at jeg kom løbende. I bund og grund fascinerende at opleve, og dejligt at jeg i dag havde overskud til at observere det.

IMG_1898

Efter cykelstien kom jeg til et villakvarter og pludselig havde jeg ingen idé om hvor jeg skulle hen. Jeg var kortvarigt faret vild, men heldigvis kom der en mand gående med sin hund, og han fik mig heldigvis på rette vej igen, på dette tidspunkt var jeg næsten igennem de 3 km AT tempo af dagens træning, et tempo jeg ikke havde nogle problemer med at løbe i, og jeg havde valgt at jeg ville forsøge at gennemføre den planlagte træning som angivet, eller i hvert fald den del af træningen min læg kunne holde til som planlagt.

Herefter blev tempoet skruet yderligere et hak op dog “kun” 1500 m x 2, og den første gik fint men havde mærket til min læg allerede fra 3-4 km, og da jeg kom til anden omgang af de 1500 m var jeg på lige omkring de 10 km, og min læg blev mere og mere spændt så jeg valgte at stoppe med intervallerne, og så luntede jeg 1 km af og endte på lige over 11 km. Træls ikke at gennemføre træningen når man er så tæt på “mål”, men lige nu er fokus på at komme af med læg problemerne, holde formen nogenlunde status quo og få nogle km i benene, og så må jeg acceptere at det kun er lige ved og næsten for tiden.

IMG_1896

Både før og efter dagens træning har der været tårer i øjnene på grund af selvmassage af min læg med min Ball Of Pain.

Udpluk af dagens løbetræning (med split):
4 km RT (5:50-5:30)
5:35
5:24
5:35
5:37
3 km AT (4:50-4:35)
4:41
4:45
4:39
2x 1500 meter IT (4:35-4:20)
4:30
4:33

7. Danske atletik OL medalje

Det er også på sin plads med et kæmpe tillykke til Sara Slott Petersen, med den flotte sølv medalje ved OL i Rio 2016 i 400 m hækkeløb, det er super imponerende og kæmpe respekt for det hårde arbejde der ligger bag det resultat, og hendes udvikling er imponerende!

Og når man tænker på at det kun er den 7. Dansk medalje i Atletik ved et OL, så er det i den grad imponerende!

Lidt ord omkring sikkerhed

Med baggrund i den forfærdelige sag fra København med en kvindelig løber som blev overfaldet og voldtaget forleden dag, så er det vist på sin plads at snakke lidt omkring sikkerhed som løber. Det burde ikke være nødvendigt at gardere sig imod at blive udsat for en forbrydelse, men ikke desto mindre er der en risiko for at det sker, og hvis man bevæger sig ud om natten er risikoen større, især for kvinder.

Derfor har jeg lavet nogle gode råd som gælder både mænd og kvinder:
– Aktivér live tracking på dit ur (og eller mobil) eller køb et ur hvor det er muligt (Garmin og Suunto kan der live trackes på mange af deres ure)
– Fortæl venner/familie om hvilken rute du løber, og hvornår de skal begynde at blive nervøse for dig.
– Hvis muligt så løb sammen med andre.
– Løb på trafikerede og oplyste veje med cykelsti og/eller fortov.

Med andre ord så husk sikkerhed først! Pas på dig selv og andre og det er ikke kun forbrydelser der kan ske, det kan også være skader og ildebefindende, og så er det altså rart at man kan få hjælp.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.