Den gule feber

Der har været lidt stille de sidste par uger, og det har simpelthen været fordi der ikke har været meget løb at skrive om.

Mandag i sidste uge var jeg sengeliggende hele dagen med noget der minder om influenza, formentligt noget jeg havde revet til mig fra ungerne. Tirsdag var der lidt bedring at spore så jeg løb ind til Aarhus hvor jeg skulle have vaccinationer til min tur til Kenya, men jeg fandt hurtigt ud af på turen at jeg ikke var helt frisk, men jeg fik kæmpet mig igennem turen ind til lægeklinikken.

Da jeg aldrig har været udenfor Europa skulle jeg selvfølgelig have den “fulde pakke” med alt fra stivkrampe, Hepatitis og Gul Feber vaccination. Hun startede med stivkrampen og hold kæft hvor gjorde det naller. One down three to go. De efterfølgende 3 var ikke ret slemme at komme igennem, men mine skuldre var ret hårdt medtaget af dem, og nattesøvnen de kommende to dage var svære at komme igennem på grund af smerter fra skuldrene som gjorde at jeg ikke kunne sove på siderne.

Men det værste var at allerede samme dag som jeg fik vaccinationerne begyndte jeg at blive dvask.

Så da jeg skulle løbe Galten Løbet torsdag ved Galten Byfest var jeg sku ikke helt på toppen, men løb løbet alligevel. Min onkel Carsten Sillehoved var i området og jeg havde købt et startnummer på 10 km til ham, så for første, eneste og nok sidste gang var der 2 SØAM løbere til start ved Galten Løbet ca. 300 km fra Stenløse / Ølstykke. Smukt.

Jeg lå ca. 20 meter efter Lise Kandborg Sørensen fra AGF Atletik ved 2,5 km så mit tempo derfrem til var ganske fint, men mit ur opførte sig lidt underligt fra start til slut på løbet, og da jeg ikke var helt på toppen havde jeg mere end rigeligt med bare at løbe. Så jeg er ærligt ikke helt sikker på den officielle tid på mig passer, den sagde 20.01 på de 5,2 km. Men jeg kan ærligt ikke 100% vurdere det da jeg ikke var helt frisk i hovedet, men personligt anerkender jeg ikke tiden, og så må jeg bevise og forbedre tiden på en DAF opmålt rute/stævne.

Carsten Sillehoved

Men bortset fra det var det dejligt at tilbringe et par timer med verdens bedste onkel!

Dobbelt op på SØAM

Dagene efter begyndte jeg at blive svimmel, kvalme og fik mere og mere hovedpine. Det hele kulminerede onsdag denne uge hvor jeg simpelthen var så syg og dårlig, så min rolighed i at gul feber vaccination er kendt for at være en af de slemme blev afløst af en oprigtig frygt for at der var noget galt. En google søgning bestyrkede min mistanke om at det nok var endnu et opkald værd til lægen, men hun var ikke så bekymret som jeg og sagde bare at der var ikke andet at gøre end at blive under dynen og lade tiden arbejde for mig.

En af de klamme ting ved den her periode med bivirkninger fra vaccinen har været at jeg om natten har haft voldsomme smerter i forskellelige led og muskler, og så har der været nærmest en indvendigt bevægende smerte og varme som har bevæget sig i min krop. Svært at forklare men det har været en indvendig følelse som føles som når man har tigerbalsam på kroppen og går i et varmt bad, bare inde i kroppen.

Og da jeg torsdag vågnede var det som jeg var blevet genfødt natten over, helt frisk igen. I løbet af ugen havde jeg både mandag og tirsdag været ude om aftenen og prøve at løbe, for begge aftner havde jeg fået det fint, men efter 3 km blev jeg simpelthen så svimmel at jeg var ved at vælte og stoppede med at løbe, frustrerende.

Torsdag havde jeg det som nævnt bedre og derfor besluttede jeg at jeg endnu en gang ville prøve at løbe en tur, og hvor det var blevet til små 4 km henholdsvis mandag og tirsdag blev det torsdag til 6 km. Uden svimmelhed.

På turen kunne jeg for første gang i de sidste par uger fokusere på andet end at blive på benene, og en musvåge som stod stille i luften fangede min opmærksomhed. Det er i sig selv super et fascinerende syn, men det fik mine tanker til at flyve lidt omkring superkræfter. Altså ikke superkræfter på den der klassiske superhelte måde, men mere med tanke om at alle dyr og mennesker har en egenskab som gør dem i stand til at overleve. Overleve i mennesketermer er lidt misvisende for hovedparten af befolkningen i denne del af verdenen.

Musvågen er i stand til at hænge stille i luften og observere bevægelse på marken i form af mus, musen er lille, hurtig og kan gemme sig i små huller. Musvågen overlever ved at spise musen, mens musen overlever ved at gemme sig eller ved at undslippe.

Det fik mig til at tænke på hvad min superkræft er…. Og hvilket dyr der ville matche den evne.
Tænker stadig….

Jeg sluttede turen som var foregået i høj solskin i Borum med 6 km på løbeuret, kunne nok godt have løbet nogle kilometer ekstra men det var vigtigt at det var en tur hvor jeg løb længere end de foregående dage, og at det var en positiv tur. Og jeg følte mig i øvrigt besværet fra start til slut, havde ingen kræfter og benene var ømme som havde jeg løbet marathon hver dag i de sidste 14 dage.

Negative oplevelser skal bekæmpes med positive oplevelser!

I dag var der 16 km langtur på programmet, en tur jeg vildt gerne ville gennemføre og banke lidt selvtillid og tro ind i mig selv ovenpå næsten to uger uden opløftende oplevelser. Så jeg teamede up med datteren på cykel og så satte vi kurs mod linen i Hinnerup. Det er en skovsti omsluttet af skov på begge sider som bare går ligeud hele vejen fra Hinnerup til Frijsenborg skovene ved Hammel.

Mens vi løb igennem den lokale skov og dens højdemeter og efterfølgende små landeveje med kurs mod skoven, så var det udsigten til at skulle ud og løbe i en forholdsvis flad skov og bare lige ud som lå som en motivation forude.

Havde bevidst ikke fortalt datten hvor langt vi skulle løbe/cykle for så ville hun have stejlet på forhånd, og hun fik lidt pauser undervejs hvor hun lige kunne strejke ben… De pauser nød jeg altså også må jeg indrømme. Især de første og sidste 3 km var der en del brok, og så når der kom en bakke. Enkelte gange begyndte hun næsten at tude over udsigten til en bakke, og så var der ingen! Og andre gange var der bestemt bakker.

Vi havde en super fed tur igennem linen og sluttede vores løbe -og cykeltur ved Frijsenborg skov ved Hammel, her ventede vi på opsamling af kæresten mens vi legede en leg med at kaste en mælkebøtte op i luften og så skulle vi “slås” om at gribe den. Og på trods af min højdefordel så var hun altså bedst.

Det blev til 16 hårde men gode kilometer med en snitpace på 5:34 og 180 højdemeter.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.