FastelavnsCross – Grote Prijs CK Aarhus (2017)

For 1 uge siden havde jeg aldrig i mit liv hørt om Grote Prijs eller for den sags skyld fastelavnscross på Aarhus Cykelbane, men i bedste Yes Man (Film med Jim Carey) stil efter lidt pres fra både Esben Hornum og Omar Hassan endte jeg med at takke ja.

Min første tanke og svar var ellers at jeg syntes der var for stor risiko ved at løbe et crossløb, og især med det vejr vi har i øjeblikket med både sne, is og frost til at gøre crossløb ekstra farligt. Men på den anden side pirrede det mig også lidt at prøve, og efter at have tjekket billeder fra sidste år og et opkald med Omar hoppede jeg ombord.

Min datter og hendes veninde er herovre i weekenden og da jeg præsenterede dem for muligheden for at deltage takkede de ja tak, på løbsdelen var der mulighed for 2,2 eller 4,4 km så de valgte naturligvis bare at deltage på en omgang.

På mit program for weekenden havde jeg en progressiv tur på 10 km og en tur med ryk på 12 km, så jeg valgte at løbe 12 km i dag og tage fartdelen fra 10 km turen og så lave den om til en rolig tur i morgen (Snørklet men håber det gav mening).

Vi var 6 løbere fra Mos Friends (Esben Hornum, Maksimed Mohamoud, Omar Hassan, Caroline, Smilla og jeg selv), derudover var der 2 AGF Atletik løbere (Rasmus Lindgren og Jakob Worm). Motionsløbet var ikke officielt udbudt til salg så det var kun løbere som var inviteret eller havde fået nys om løbet der kendte til det, mens det på cykeldelen var et officielt licensløb.

Da vi kom til Aarhus Cykelbane fandt vi klubhuset og fik klædt om inden opvarmningen, os løbere fra Mos Friends havde aftalt at løbe 7-8 km opvarmning i roligt tempo inden løbsstarten med den første del på ruten vi skulle løbe på, herefter tog vi en rundtur i Højbjerg inden vi vendte tilbage til cykelbanen for at gøre klar. Her fik jeg forklaret datteren og hendes veninde lidt om hvordan de skulle placere sig for ikke at blive kørt ned af bagfra kommende cykler, og for lidt at banke lidt forsigtighed ind i dem i forhold til ruten.

Foto: Fplus.dk (http://facebook.dk/fplusdk)

Herefter gik vi hen til startstregen hvor vi løbere ville få et halvt til helt minuts forspring inden cyklerne blev sluppet fri, med andre ord var vi harer for cyklerne. De cyklister vi løb med var “bare” motionister som cyklede med i fastelavnscrossløbet og altså ikke i licensløbet, det gav en super god stemning løbere og cyklister i mellem med stor gensidig respekt for hinanden.

Man skulle tro at løbere og cyklister som battlede på samme crossrute ville være noget låååårt for at sige det på godt jysk, men bortset fra da hele feltet skulle overhale tæt på start hvor det krævede lidt ekstra fra alle så var det virkelig fedt at dele bane med cyklisterne.

For mit eget vedkommende havde jeg 7 km med en del højdemeter i benene og de var stadig lidt trætte efter de 20 km i torsdags så mit udgangspunkt var i prioriteret rækkefølge; Sikkerhed, oplevelse, træning og fart. Derfor kom jeg kun afsted i pace 4:45 fra start og sandheden er at jeg fra start fik baghjul af min datter og hendes veninde, og jeg tror de var tæt på DM titlen på de første 400 meter for 11 årige, men derfra gik de til gengæld også kolde! Som Rob Watson ville sige “They blew up”!

Foto: Fplus.dk (http://facebook.dk/fplusdk)

Rent løbemæssigt blev det til 4,4 km i en gennemsnitspace på 5:11 med 1 og 3 km som klart hurtigste, og 2 og 4 som de langsommeste men dog med ret even pace på 1/3 og 2/4 hvilket skyldes banens forhindringer, og det var en passende pace som gav en god gang træning og lidt tempo træning samtidig.

Lidt af den krævende rute som skulle gennemløbes 2 gange

Det der dog er sjovere at snakke om er det arrangement som Grote Prijs har stablet på benene med cyklister klædt ud som alt fra spiderman til kaniner, jeg selv var klædt ud som Thomas Blachmann og Ståle Solbakken det var det eneste udklædning jeg havde i skabet. Tilskuerne var mindst ligeså vilde med folk som holdt bacon ned i snore med skiltet “Grab a piece of bacon” og uddeling af kiks.

Vi sluttede dette fantastiske arrangement af i klubhuset hvor der blev serveret belgisk øl, belgiske vafler og tarteletter med struds! Jep du læste rigtigt struds! Ingen af fristelserne røg jeg i men en kop kaffe blev det til, men det var en super ramme for afslutningen på en kanon rute, fantastisk selskab og ikke mindst vildt fedt arrangement. Dertil flotte præmier til 1, 2 og 3 pladsen.

Foto: Fplus.dk (http://facebook.dk/fplusdk)

Tak for en fed dag, og tak til Fplus for brug af billeder.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center