Før Løbs Nervøsitet

Selvom DuPont løbet imorgen blot er en test op til Berlin Halvmarathon, så er min krop fyldt med nervøsitet og spænding op til løbet. Der er nok flere faktorer der spiller ind i forhold til spændingen:

  • Hvor står jeg formmæssigt? (Kan jeg klare 10 km i højt tempo?).
  • Hvilken taktik skal jeg vælge?
  • Er min løbsdags forberedelse lige i skabet?
  • Korte rør og singlet eller varmere tøj?
  • Og mange mange flere små bekymringer.

Den ekstra spænding skal findes i at det er årets første løb for mit vedkommende, og det er med fuldt overlæg at jeg har valgt et løb som dette et par uger før Berlin Halvmarathon, dels for at kunne teste om formen er hvor den skal være, og dels for at kunne øve mit race day setup, så der er styr på spise og væske indtag, og næsten vigtigst styr på udtag 😉

Egentligt burde jeg ikke være nervøs for min nuværende officielle PR ligger på 58:30, en tid jeg burde kunne forbedre næsten uanset hvad der sker undervejs (7-9-13), men mere vil have mere og for mig er det ikke nok at slå den når jeg ved jeg har løbet 10 km træningsture i 51 minutter. Jeg skal derfor ud og jagte en PR som gerne skulle komme tæt på eller allerhelst en forbedring af min uofficielle tid, og det gør mig nervøs… For er jeg der hvor jeg kan det? Har jeg trænet for hårdt op til? Eller går det hele bare op i en højere enhed? Det må tiden vise 🙂

Dagens træning blev til små 4 km løb i jogge tempo, hvoraf de 800m af turen blev brugt på teknik løb på Skovbakken’s løbebane, med min datter cyklende ved siden af. Vi må være noget af en syn, skaldet tatoveret mand løbende og en 10 årig pige på den sejeste sorte/lyserøde BMX cykel… Men fedt med selskab på den korte tur, og dejligt bare at kunne fordybe sig i at blive en teknisk bedre løber. Elsker virkelig løb, det er mig mod mig, og det er mig mod sekunderne, nogle gange vinder jeg og andre gang taber jeg, men der er altid afregning ved kasse 1.

Resten af aftenen står på at fylde depoterne, og triggerpoint massage med foamrolleren og Ball Of Pain, inden vækkeuret ringer imorgen tidlig kl. 5.

Rigtig godt løb til alle der skal deltage, må PR guden være med jer!

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.