Gode tømmermænd

Først og fremmest skylder jeg et kæmpe tak for alle de overvældende tilkendegivelser på mit resultat ved CPH Half, det betyder alverden med den støtte! Så tak! Tusind tusind tak 🙂 Har du ikke læst beretningen så kan den læses her.

Har jeg så bare ligget i haven iført Hawaii skjorte og drukket cocktails siden søndag? Og svaret er klart nej, for selvom jeg fik et resultat der var langt langt bedre end jeg turde drømme om, så er jeg 120% fokuseret på at blive endnu bedre og jagte endnu flere mål. Næste år er hovedmålet at løbe et rigtig godt marathon, og få slettet den dårlige tid og oplevelse fra Amsterdam Marathon sidste år.

Mandags hyldest i klubben

Som sagt har jeg ikke ligget i haven og solet mig siden CPH Half, derimod var jeg mandag samlet med mine venner i Mo’s Friends, og traditionen tro præsenterede alle sig for de nye løbere der var med, og så skulle dem der havde løbet CPH Half hyldes for deres resultater.

Mohamed “Alien” Abdikarim blev hyldet for sit første halvmarathon i tiden 1.54:17.
Esben Hornum blev hyldet for sin flotte 64. plads i tiden 1.11:41, blot 5 sekunder fra ny PR.
Omar Hassan blev hyldet for sin flotte 35. plads i tiden 1.08:25, en ny PR og små 30 sekunder fra ny Aarhus Fremad Atletik klubrekord.
Jeg selv blev også hyldet for mit løb.

Da vi var færdige med navne og hyldest runden fortalte Esben omkring dagens program, han havde planlagt 4 km ud til marienlystparken, og herefter 10 min i 10 km pace, lidt trail/bakkeløb og så 4 km hjem. Og da min coach havde planlagt 10 km i roligt tempo fik jeg tilpasset træningen, så den kom til at passe nogenlunde med det planlagte, så derfor valgte jeg at løbe det hele som Esben havde planlagt, med undtagelse af at jeg sprang trail/bakkeløb over og tog i stedet for billeder af drengene imens.img_2167

Stemningen var som altid fantastisk under træningen, dog gik alle ind i konkurrencemode så snart der skulle kæmpes i stafet trailløb, bakkeløb og trappeløb, så der blev gået til stålet og drengene gik all-in for at vinde.

Herefter luntede vi de 4 km tilbage til klubhuset i Hjortensgade, hvor vi traditionen tro skulle spise sammen som vi gør hver mandag, mens de andre spillede rundt om bordet bordtennis hjalp jeg Omar med at få hans ur til at synkronisere med Garmin Connect, det var fedt at hjælpe ham, men hold kæft hvor gad jeg også godt have givet drengene en bordtennis lektion… Smaaaaaaash!

Mandagens træning (med splits):
6:10
5:37
5:22
4:52

4:46
4:51

5:10
5:54
5:40
5:07
5:09
5:18

Samlet blev det til 11,23 km i blandet tempo, fra jogge tempo til HM tempo. Derudover blev det til 102 højdemeter på turen.

img_2168

15 km onsdags Sabro

I dag havde jeg 15 km i et moderat langsomt tempo, så med andre ord en ret overkommelig tur. Men vågnede op i dag med en voldsom hovedpine og med kvalme, og havde det bare mega dårligt. Så dagens løbetur var pludseligt langt væk, og jeg havde egentligt afskrevet at jeg kunne få den gennemført i den tilstand jeg var i.

Men samtidig havde jeg en god idé om hvad problemet var, og jeg er sikker på at årsagen skal findes i CPH Half i søndags, en optakt hvor jeg ikke fik spist og drukket som jeg skulle pga vores kaotiske tur, et hårdt løb og hvor jeg nok ikke helt er lykkedes med at få genoprettet balancerne i kroppen, så derfor stod dagen i dag på væske, væske, væske og lidt salt og sukker til kroppen for at få den på højkant igen.

Og sidst på eftermiddagen lykkedes det at få det så godt at jeg kunne komme afsted på løbeturen, dog var havde jeg ikke kunne time dagens fødeindtag i forhold til løbeturen, så selvom jeg havde et toiletbesøg inden jeg løb afsted så kunne jeg godt mærke at jeg undervejs på turen måtte finde et wc.

Så derfor løb jeg den lokale 11 km rute efterfulgt af en runde af en 4 km rute for at ramme de 15 km, og da jeg på ruten ville kunne besøge et wc efter 3, 6, 9, 12 og 15 km, hvilket passede fint til min tilstand i maven, og hvor jeg ligeledes kunne afslutte træningen før tid og komme hjem hvis det skulle blive nødvendigt.

Men som doktoren siger så er den bedste medicin en løbetur, eller noget 😛 Men i hvert fald havde benene det fantastisk i dag, og ja maven bøvlede lidt men det var forventet, så mit største problem på turen var faktisk at holde pacen nede, det må jo siges at være et luksusproblem trods alt.

Som tidligere nævnt er jeg et udpræget konkurrencemenneske, og derfor er løb jo noget nær den værste sport jeg kunne forelske mig i, da man altid kan jagte sekunder eller som Jens Behrend Christensen ville sige; “Spise nogle singletter”.

Derfor løb jeg på dagens tur som den perfektionist jeg er, og tænkte over fokus punkter for at blive bedre, men sandheden er at jeg ikke kunne have løbet CPH Half meget mere perfekt end jeg gjorde, det eneste jeg kunne have gjort bedre havde været at løbe hurtigere, men da jeg i forvejen løb tæt på all-out på et halvmarathon i forhold til min formåen pt, så er det eneste jeg kan gøre at arbejde hårdt og målrettet i den daglige træning jeg får fra min coach, og håbe at den gode træning samt fortsat vægttab og det faktum at jeg bliver presset i min daglige træning med Mo’s Friends får mig til at blive endnu bedre. En ting er sikkert, og det er at jeg bliver ved med at knokle røven ud af bukserne for at blive bedre, og hvis nogen siger jeg ikke kan så motiverer det mig ekstra.

Dagens løbetræning (med splits):
5 km RT (5:45-5:25)
5:28
5:21
5:22
5:21
5:19

5 km ALM T (5:25-5:05)
5:15
5:22
5:15
5:12
5:13

5 km RT (5:45-5:25)
5:23
5:30
5:27
5:30
5:34

Mosfriends.dk

Da Mo’s Friends “kun” var at finde på Facebook har jeg valgt at donere en hjemmeside til løbefællesskabet, det vil gøre det nemmere for nye medlemmer at finde frem til Mo’s Friends, og måske vigtigst af alt så håber jeg på at potientielle sponsorer vil komme ud af skabet og støtte dette integrationsprojekt, for det virker!

Kender du nogle der kender nogle? Som kunne tænke sig at sponsorerer GPS løbeure og løbesko? Så er det blot 2 af flere ting som er i høj kurs.

Besøg Mo’s Friends’s nye hjemmeside, jeg er ikke helt færdig med den men den er i hvert fald live, og link gerne til den så vi kan sprede det gode budskab!

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.