Jeg lever endnu!

Nogle vil være glade mens andre nok vil være ærgerlige, men man kan ikke gøre alle tilfredse.

15 km tur m/ 5 km i marathon tempo

Efter en mandag som stod i hvilens tegn var det tirsdag igen tid til at lufte løbebenene i Aarhus’ gader, kunne egentligt godt have brugt en hviledag eller 2 mere efter de 30 km, men programmet for ugen gjorde at jeg ikke kunne rykke rundt på dem på anden måde.

Så der var ikke andet for end at pudse løbetøjet af, og håbe at benene ville samarbejde på hele løbeturen. Tog tøjet på med det udgangspunkt at det godt kunne være at jeg måtte løbe færre kilometer, eller at jeg simpelthen var nødt til at fjerne farten fra træningen.

Stivbenet løb jeg hjemmefra uden noget mål, for bare det at komme i tøjet var opfyldelse af delmål nummer 1. Delmål 2 var at overleve turen sådan i fysisk forstand, og efter 250m var den første bilist tæt på at forhindre det mål, men heldigvis var jeg (igen) opmærksom når nu bilisterne ikke er det. Er kommet frem til den konklusion at eliteløber må være Danmarks farligste job…

Ved Ringgaden er de i gang med at ligge spor til Letbanen, så krydset et delvist spærret, og første da jeg var løbet over opdagede jeg at jeg ikke kunne komme over og løbe af Ringgaden som jeg ellers godt kan lide. Så i stedet måtte jeg løbe en omvej som desværre er noget mere kuperet, og benene var stive fra start og bakker gjorde det ikke bedre, men da jeg ramte 5 km og skulle i gang med 5 km marathon tempo tænkte jeg at jeg ville give det et skud, har før oplevet at hurtigere hastigheder har fået stive ben til at forsvinde, og det var præcis det der skete, efter jeg havde løbet de første 500m begyndte benene at “bløde” op og det begyndte pludseligt at lysne i forhold til at gennemføre hele træningen.

Undervejs på træningen måtte jeg konstant sætte delmål for at komme i gang og igennem træningen. Her er de mål jeg måtte sætte:
– Komme i løbetøjet og bare løbe en lille tur.
– Løbe 3 km.
– Løbe 5 km.
– Gennemføre træningen men i roligt eller jogge tempo, ja bare komme igennem.
– Nå 10 km men have overholdt tempi.
– Gennemføre uanset hvor lang tid det tager.
– Gennemførte, vær stolt.

Det kunne lyde som om træningen gik helt elendigt, det gjorde den ikke! Min krop havde det bare elendigt imens. For udover et par enkelte korte pauser blev træningen klaret uden ynk, for delmålene hjalp mig med at spise træningen i små bider, og det virkede i den forfatning jeg var i.

Jeg er mega stolt over at jeg kom igennem den træning, men det førte også tankerne tilbage på da jeg først blev en del af Team Thempo, det var noget af en omvæltning og jeg havde ømme ben i lang tid, fordi jeg trænede mere, og på en anden måde. Sådan har jeg ikke haft det længe, men den 30km tur har virkelig fået minderne frem fra min spæde start i Team Thempo, fascinerende og inspirerende at man er et andet sted nu.

Har nævnt det før men har virkelig svært ved at forstå min udvikling som løber oppe i hovedet, træningsturen på op til 30 km og træninger i tempi jeg kun kunne drømme om. Alt sammen på lidt over et halvt år ?

Ligner udskidt æblegrød

Fik for mange år siden børn, og jeg har lykkeligt glemt hvor hårdt det var. Men det har jeg igen fundet ud af, for onsdag morgen hentede vi Otto vores 8 uger gamle labrador retriever i Kolding.

Det var hårdt at hente ham, for HomemadeLabrador som kennelen hedder har lagt så stort arbejde i de her hvalpe, og de blev naturligt rørt over at skulle sige “farvel” til ham, det rørte også os.Men det rigtig hårde arbejde foregår herhjemme, og han havde da også kun været der i 10 minutter før han tissede på min dyne ? og jeg trak nattevagten så kl 1 og 4 var jeg nede og tisse med ham, og når vi så står op kl 7 så et jeg træt at se på, så træt at jeg ligner udskidt æblegrød i dag. Men mit hjerte smelter alligevel når jeg ser på ham ❤️

Selvmords intervaller med dårlige ben

Jeg var så træt i dag at jeg ikke var sikker på om jeg ville vågne på noget tidspunkt i dag og få løbet, det første døgn som hundefar har taget hårdt på mig, og jeg var da også tæt på at få overbevist mig selv om at det var okay at sove i dag og skippe træningen.

Men som så mange gange før et det de små ting som får mig afsted, i dag var det min coach’s deltagelse i det kommende Atletik DM i Aarhus i August, det er 1 let klik på en mus fra ham men alligevel nok til at få mig i løbetøjet og afsted… Det er fascinerende! Og her gik man og havde høje tanker om hvor klog man er, og så er man i bund og grund så primitiv.

Som sagt kom jeg afsted og på menuen var der 6 x 1 km intervaller i pace 3:50-4:10, og det er hurtigt for mig men dog også noget jeg på en god dag ikke burde have så store problemer med, men trætheden sidder i kroppen både fra langturen men også den manglende søvn, så benene var ikke hvor de skulle være i dag, desværre! Så allerede på interval nummer 2 måtte jeg knække den over, og så stod jeg overfor valget om jeg skulle splitte dem i 2 eller bare løbe 14 km i alt og sige fuck intervallerne.

Men jeg valgte den hårde løsning, og den løsning som jeg tror jeg får mest ud af nemlig at knække dem over, men alligevel får 6 km i benene i det rigtige tempo. Løb de sidste 4 af intervallerne på Ceres Park hvor der var fyldt med arbejdende mennesker som var i gang med at gøre klar til AGF’s første hjemmebane kamp i Superligaen.

Og med 1,5 km tilbage af træningen løb jeg ud af stadion med retning mod bussen, gennem våd af sved og med et brændende ønske om at komme hjem og slappe af, og selvfølgelig være sammen med Otto. Bortset fra problemerne med intervallerne gik træningen egentligt fint, men benene er stadig mærkede.

Dele af dagens træning:
6 x 1 km @ 3:50-4:10
4:04
4:15
4:04
4:06
4:06
4:04

Nu skal jeg sove, for har nattevagten igen så skal op om mindre end 2 timer første gang… Zzzzz

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center