Jeg var lige så glad for min VO2max da….

Fra jeg fik mit første Garmin løbeur og kunne følge min VO2max har jeg haft et kærligt blik på tallet fra tid til anden, hvor nøjagtig den er på sådan et ur kontra en løbetest ved jeg ikke men alligevel har det været et tal som har visualiseret min form.

Men igår skulle jeg løbe 5 x 1 km i den pace jeg håber at løbe Berlin Halvmarathon i på søndag, og da træningen sluttede havde jeg fået en ny VO2max. På de præcis 52:11 sekunder jeg havde været om at gennemføre de 10 km træningen dikterede var min VO2max steget med hele 2 point.

Jeg var ellers lige så glad for den gamle VO2max og nu skal jeg til at holde af den nye, var det fordi jeg løb de 5 x 1 km for hurtigt eller var det fordi jeg ikke skulle stoppe ved nogle lyskurve eller tisse undervejs at jeg skulle forkæles med 2 ekstra VO2 point?

Ingen ved det men alle taler om det!

Mandags Flow

Allerede ved mandagens træning med Mo’s Friends havde jeg fart i stængerne og efter 10 km træning skulle jeg løbe 6 x 100 m flowløb som afslutning på træningen, og uden at løbe mig fuldt ud men med stor fokus på teknik blev de løbet i pace 3:46, 3:50, 4:09, 3:36, 3:43 og 3:44.

Den øvrige del af mandagens træning foregik i Riis Skov som stod helt sindssygt flot i solskin og i dejligt selskab, og da træningen var i roligt tempo var der masser tid og overskud til at nyde det.

Snitpace på 5:32 og 108 højdemeter.

Intervaller i HM pace

På gårsdagens meget specifikke Berlin Halvmarathon træningspas skulle jeg i løbeskoene for 4. Dag i træk, så det var med lidt trætte ben at de 10 km skulle ind på løbekontoen. Men ikke engang de 10 km jeg havde gået på arbejdet inden kunne forhindre mig i at smadre træningen ind på kontoen.

Jeg var 100% motiveret og fokuseret og alle forberedelser med toiletbesøg, snørrebånd mv var der fuldstændig styr på, og da jeg ikke skulle løbe hurtigere end jeg skulle var jeg pisse hamrende ligeglad med ruten jeg skulle løbe på, så jeg tog en rute på 10-12 km rundt i området som har en del bakker men som går igennem flotte områder og vigtigst af alt så har den ingen forhindringer.

Jeps 0 lyskurve på hele ruten.

Efter de 3 km opvarmning havde jeg 4 x flowløb inden de 5 x 1 km i HM pace, og præcis som mandag var der fin fart på benene og det føltes ret godt og blev løbet i pace 3:50, 4:00, 3:30 og 3:50.

De halvmarathon specifikke intervaller bestod af 5 x 1 km med 1 min pause imellem, og da jeg satser på at løbe ny PR som kræver en pace på under 4:39 havde jeg sat uret til at løbe mellem 4:20 og 4:40 for at få 5 gode km i benene i den rigtige pace.

Men uret bimlede og bamlede fordi jeg løb for stærkt, lidt underligt føltes det mere naturligt at løbe 4:25 (som er min IT zone) end 4:35 (som er min AT zone), så jeg fokuserede bare på at finde og holde mit flow igennem hver af de 1 km intervaller. Og på trods af halvhård modvind og kuperet terræn med en del både korte og lange bakker holdt jeg stabilt og nemt tempoet,

Måske de nemmeste intervaller jeg har løbet nogensinde, og så endda i en zone for hurtigt.

Pacen blev: 4:19 (IT), 4:27 (IT), 4:33 (AT), 4:24 (IT) og 4:28 (IT) og samlet blev træningen inklusiv 5 minutter + 200 meters pause løbet med et gennemsnit på 5:13 og 62 højdemeter.

Nu er der kun to træningspas tilbage før Berlin!

Garmin tror jeg er supermand!

I følge Garmin skulle jeg være i stand til at løbe søndags halvmarathon i tiden 1.21:15 vist nok beregnet udfra min VO2max, desværre er jeg ikke engang tæt på den tid (Endnu) 🙂

Måske skal jeg lige vænne mig til min nye VO2max før jeg er klar til den tid 😛

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.