Lang Lørdag, Inspirerende Motherfuckere & Løbedrømme

Endnu et langt indlæg, så sørg for at der er kaffe i koppen. God løbelyst!

I min evaluering af Aarhus City Halvmarathon kom jeg frem til at, jeg skulle have flere og længere ture da jeg ofte går for meget ned på de sidste 5 km af en halvmarathon. Og i går var så første sådan rigtig lange tur efter Aarhus City Halvmarathon, og som mange af de andre lange ture jeg har løbet så er jeg altid en smule nervøs for dem, for det er altså noget andet at skulle løbe 25 km end 15 km, især når man skal løbe dem alene uden at virakken som der er når man løber officielle løb.

Men hvis man skal være god til at præstere når det hele er sjovt og der er massere mennesker på gaden, ja så er man også nødt til at kunne præstere når alle de fede ting ved et løb ikke er der.

Havde oprindeligt sat mit vækkeur til kl. 9 så jeg kunne få lidt morgenmad, og så ellers komme ud og klare turen inden kæresten skulle til svendegilde kl. 14, for det ville være synd datteren skulle være alene hjemme i flere timer mens jeg løb turen, og hun har desværre ikke benmuller nok til at kunne cykle 25 km, Endnu 😛 Men jeg var simpelthen for træt til at komme op dér, og da jeg endelig kom op skulle jeg bruge alt for lang tid på at “vågne”, så jeg endte med at indtage sofaen sammen med datteren og ligge og hygge med filmen “Mig og Marley” efterfulgt af en tur på legepladsen.

Testen

Hen af eftermiddagen kom resultatet af hvalpetesten, hvilket betød at vi endelig vidste hvilken af de 4 hanner fra kuldet som flytter hjem til os den 20 Juli, og resultatet var den labrador hvalp som har det brune halsbånd. I testen var han meget modig, social og generelt bare rigtig robust, så han er på papiret bare den perfekte hund for os, men nu starter det hårde arbejde med at socialisere og træne ham så vi kan få et fantastisk liv sammen. Vi glæder os til imorgen hvor vi skal ned og se ham igen 🙂

Det var den lange tur vi kom fra…

Nyheden om hvilken hvalp der bliver vores fik sparket lidt liv i mig, jeg har ærligt helt oppe at køre og min beslutning om at rykke den lange træning til søndag begyndte at smuldre samtidig med lysten til at få den løbet steg, så begyndte stille og roligt at finde løbetøjet frem mens jeg mentalt forberedte mig på opgaven foran mig. Jeg tog en beslutning om at det var enten eller, for hvis jeg tog løbetøjet på så kom jeg ikke tilbage før de 25 km var i hus, ikke noget pis med at gå ud og løbe 12-15 km og så give op.

Ét af mine store problemer med de lange ture er at jeg mangler en motiverende rute som passer med fx. en tur på 25 km, det samme problem havde jeg for et halvt år siden når jeg skulle løbe en lang tur på 15-18 km, men i takt med at jeg blev en bedre løber og jeg fandt nogle ruter som virkede for mig, forsvandt min nervøsitet for turene.

[otw_shortcode_quote border_style=”bordered”]Løb er som tidligere nævnt et mentalt skakspil mod sig selv, og det der gør det svært er netop at man spiller det mod sig selv og man dermed ved hvad det næste træk er, men nogle gange lykkedes det alligevel at spille sig selv skakmat og vinde.[/otw_shortcode_quote]

Løb er som tidligere nævnt et mentalt skakspil mod sig selv, og det der gør det svært er netop at man spiller det mod sig selv og man dermed ved hvad det næste træk er, men nogle gange lykkedes det alligevel at spille sig selv skakmat og vinde. Det er måske den bedste beskrivelse jeg har lavet af løb til dato, for det beskriver i den grad hvad det er for et spil man har kørende når man løber.

Men min beslutning fra sofaen om at det var enten eller skulle vise sig at være afgørende for min tur, for allerede ved 7 km måtte jeg en tur på wc efter at have løbet med mavekramper i 3-4 km, og det skulle vise sig at jeg ville komme til at løbe det meste af turen med ondt i maven. Men min beslutning om at jeg ville gennemføre turen for enhver pris blev allerede her afgørende for at jeg ville gennemføre turen, for det nemmeste i verden havde været at ringe til kæresten og sige at jeg skulle hentes, men jeg ville fandme have turen i hus.

Så jeg løb videre og i stedet for at løbe omkring Marselisborg skoven som jeg gjorde da jeg skulle på wc, besluttede jeg mig for at løbe via Ringgaden i retning mod min bopæl, for at holde mig inden for 2-3 km af min bopæl så hvis maven gjorde vrøvl igen for alvor at jeg kunne komme hjem på wc. Og min mave gjorde vrøvl flere gange, men det var heldigvis ikke værre på resten af turen end at jeg kunne stoppe op i 30-40 sekunder og så løbe videre når den ikke gjorde ondt mere.

Sluttede min træning af med at løbe de sidste 6-7 km på løbebanen ved Skovbakken stadion, det var også længe siden jeg havde været her sidste, og med tanke på torsdagens 5000m på bane sammen med Mo’s Friends og AGF Atletik var det ikke et dumt sted at løbe 6-7 km, og slet ikke de sidste 6-7 af en lang tur. For det at løbe på bane syntes jeg er mentalt hårdt.

Hele perioden hvor jeg løb på løbebanen havde jeg den smukkeste udsigt på den ene langside, af solnedgangen over stadionet og løbebanen, så der var hele tiden noget at glæde sig til 200m længere fremme.

Jeg er rigtig stolt over træningen, ikke så meget fordi at den som sådan var speciel eller fordi jeg løb den som en helt vanvittig kvalitetstræning, men derimod fordi at jeg gennemførte en træning hvor jeg havde så ondt i maven på hele turen, og fordi at en lang træning i forvejen er en svær mental udfordring. Jeg er stolt over at have vundet det før omtalte skakspil mod mig selv, især fordi jeg startede spillet med at være skak.

Løbetræningen:
5 km RT (5:50-5:30)
10 km ALM T (5:30-5:10)
5 km MT (5:10-4:50)
5 km RT (5:50-5:30)

Inspirerende Motherfuckere

Jeg bliver meget inspireret af mennesker som enten går imod strømmen, eller gør noget som er helt sindssygt sejt, i nogle tilfælde dumt eller dumdristigt, men de gør det fordi at målet og dermed viljen er så stor. Lad mig give nogle eksempler:

John Stephen Akhwari en løber fra Tanzania som ved OL i 1968 kom alvorligt til skade under løbet med sit knæ og skulder efter 19 km af et marathon, men han nægtede at give op og løb resten af det marathon og kom i mål mens der kun var få tilskuere tilbage, fordi folk troede alle var kommet i mål. Hans tid var i øvrigt 3.25:27, imponerende!


Hans imponerende bedrift blev ekstra legendarisk da han blev interviewet efter løbet, og kom med en udtalelse som jeg personligt finder stor inspiration i, og som jeg havde i baghovedet da jeg “løb” Amsterdam Marathon sidste år, et løb hvor jeg var udgået hvis ikke det var for dette citat: My country did not send me 5,000 miles to start the race; they sent me 5,000 miles to finish the race.

[otw_shortcode_quote border_style=”bordered”]My country did not send me 5,000 miles to start the race; they sent me 5,000 miles to finish the race.[/otw_shortcode_quote]

20131104-213701

Petra Majdic som ved OL 2010 styrtede og brækkede 5 ribben, men hun nægtede at give op og kæmpede sig igennem kvalifikationen, semifinalen og endte med at vinde bronze, på trods af at et af de brækkede ribben punkterede hendes lunge. Dumt? Tjaaa, men ikke desto mindre imponerende!

Henrik Them min egen coach, ikke nok med at han er ophavsmand til motherfucker udtrykket så har han inspireret mig og inspirerer mig fortsat. Personligt er jeg pisse bange for operationer, og har 7-9-13 aldrig været igennem én, men at gå igennem en så voldsom hofte operation og så holde troen og humøret så højt, det er imponerende og det er endnu mere imponerende at de mål han sætter med sin genoptræning, ja dem når han selvfølgelig. Han er en motherfucker af en anden verden, og kæmpe respekt!

13600050_1191274944262673_5611959056172659584_n

Er jeg træt af at leve?

Jeg har de sidste 4-5 år haft en stor lyst til at udfordre mig selv med udfordringer som virker uopnåelige for de fleste, det var tilfældet da vi vandrede Caminoen som er en vandretur på 770 km i nord Spanien, 24 timers løb med Butchers Lab, og da jeg “løb” Amsterdam Marathon. Men min lyst til at udfordre mig selv stopper ikke der, og jeg pusler konstant med nye udfordringer inden i mig selv.

På det seneste er et nyt marathon begyndt at vokse inden i mig på trods, af at jeg ikke havde planlagt at løbe et før i 2018 igen. Men på det sidste er tanken om igen at prøve kræfter med distancen vokset, og min lange tur i går har kun forstærket lysten da jeg kiggede på mit ur, og det sagde at jeg ved 24 km lå til at løbe et marathon på 3.48:00. Jeg vil de næste par måneder mærke endnu mere efter, og hvis lysten stadig er der vil jeg tilmelde mig Berlin Marathon i 2017.

Apropos Caminoen har jeg igennem noget tid haft lysten til igen at gennemføre turen, men jeg kunne godt tænke mig at gøre det på en af de andre ruter, og på en lidt hårdere måde og her har jeg tænkt at det kunne være fedt at løbe den. Ikke som et ultraløb, men “blot” løbe den i etaper på 20-25 km. I den forbindelse har jeg skrevet lidt med Henning Bechmann som har løbet ruten som et ultra løb, vanvittigt imponerende! Og nu skal tanken vokse sig større inden i mig og så kunne det være et projekt på et tidspunkt, og her kunne jeg vildt godt tænke mig at løbe den med min onkel, hvis jeg kan overtale ham 🙂

Hvad er dine vilde løbedrømme?

Over and out, hav en fremragende søndag!

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center