Lange intervaller rundt om Brabrand søen & Årslev Engsø

Tænk på den værste lyd du kender… Må jeg gætte? Vækkeuret der ringer alt for tidligt? Jep det var præcis hvad der skete for mig imorges klokken 6:45, for at komme ud og løbe med min kammerat Anders. Kæresten skulle møde på arbejde, og jeg var nødt til at time vores løbetur efter at jeg var nødt til at køre hende på arbejde, hente Anders i Horsens og så retur til Aarhus hvor datterens BMX cykel skulle krølles sammen så vi kunne få den -og der med hende med rundt på dagens tur. Hun var i dagens anledning fotograf på turen, og alt mulig respekt for hende fantastiske billeder af turen og ikke mindst de fascinerende ting langs søerne.

Valget om at løbe rundt om Brabrand Søen & Årslev Engsø var ikke tilfældigt, vi har begge haft en hård uge efter Skvæt Skov Løbet så det var vigtigt at ruten var inspirerende i dag, og her vinder denne rute jo altid. Dertil er der altid massere mennesker langs søerne som er flinke til at lette på løbehatten og hilse, det er med til at gøre ruten hyggelig udover den flotte natur.

Vi kom i gang med dagens løbetræning, de første 4 km gik for mit vedkommende rigtig fint, benene føltes lidt friskere, men Anders til gengæld var presset fra første meter. Da vi ramte 4 kilometer løb vi 3 x 200 meter teknik løb inden første omgang af dagens fem hurtige og lange intervaller, 1 kilometer i pace 4:30-4:15. Vi løb den første kilometer nonstop i pace 4:28, men 30 sekunder inde i de 3 minutters hvile imellem dem fik jeg ufattelig ondt i maven, og jeg kunne godt mærke at det var af den slags hvor at man skal på skovtur for at finde et privat sted, med en god træstub hvor man kan ordne det nødvendige. Og som sagt så gjort, det er nu anden gang ud af 5 ture langs Brabrand søen at jeg har måtte lave det nummer. Efter dette stunt løb vi anden omgang intervaller  igen i pace 4:28, her kan jeg uden at lyve sig at vi begge var helt i torvene, for mig eget vedkommende var det ikke benene der fejlede men jeg kunne ikke trække vejret på trods af at min astma inhalator var i brug, ved ikke om det var på grund af blæsten og den kolde luft? Den tredje omgang knækkede vi over i 500 meters dele, mens den fjerde blev skiftet ud med en gang løb i roligt tempo. Det var egentligt også min plan at gøre det med den femte, men jeg ville blive så sur på mig selv hvis jeg ved Galten Løbet ikke præsterede som forventet og jeg så samtidigt ikke havde givet mig 100% på de her intervaller, som ligger så tæt på den pace jeg skal løbe der for at sætte ny PR. Den femte omgang blev delt over i flere bider til gengæld blev de løbet i 3:56.

  
Efter intervallerne blev det til et par kilometer roligt løb, vi var begge helt enige om at vi var færdige og at selvom der manglede et par kilometer var der bare ikke mere at give af og det var vigtigere at slutte med en god oplevelse. Det dårlige vejr taget i betragtning slap vi nådigt med kun få byger undervejs. Blev også til et par møder med nogle RUNAAR’s undervejs.

Dagens løbetræning (med splits):
4 km RT (6:00-5:40)
5:54
5:48
5:53
5:50

3x 200 meter flowløb (Teknik)

5x 1 km ST (4:30-4:15)
3 min stående imellem
4:26
4:27
4:31
NA
3:56

3 km RT (6:00-5:40)
5:41
4:55
NA

Efter dagens træning gik vi de sidste par kilometer tilbage til bilen og hyggesnakkede, da vi nåede bilen fik vi bakset den mudrede cykel ind i bilen og sat kursen mod tørt tøj derhjemme, inden turen gik til Galten for at hente kæresten fra arbejde. Herfra blev kursen sat mod Horsens for at sætte Anders af, og vi kunne komme i svømmehallen i Horsens, et løfte jeg havde givet datteren sidste gang hun var herovre, men jeg må ærligt indrømme at efter 2 timer langs Brabrand søen så var lysten ikke så stor, for at være ærlig ville jeg nok helt have sofaen på ryggen 😛 Så nu kan vi nyde resten af dagen velvidende at vi har vist fået motion og frisk luft nok for i dag.

Imorgen er vækkeuret også sat tidligt, denne gang for at se Haspa Marathon Hamburg hvor det bliver spændende at se hvordan det går de Danske løbere i jagten på OL billetter. Har du lyst til at live streame løbet skulle det være muligt her.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.