Løb er det mentale spejl!

Løb virker så simpelt.

Løbeskoene på fødderne og det ene ben foran det andet, ikke?

Ja faktisk behøver man jo reelt ikke en gang løbesko… Eller tøj for den sags skyld.

Man kan løbe som man er født.

Det er jo det som er så fantastisk med denne motionsform -og konkurrencesport. Alle kan gøre det med det de har, og efter de evner de besidder. Det er en sport som vi alle har udøvet på et eller andet tidspunkt i vores liv, enten direkte eller indirekte.

Hvis man gerne vil teste sig selv til det yderste indenfor denne fantastiske sport, så er det ingen hemmelighed at det mentale aspekt er sindssygt vigtigt. Ja nogle vil sige at det er hele forskellen mellem de allerbedste løbere i verden. Og selvfølgelig også blandt motionister. Jeg mener personligt at fx. Wilson Kipsang og Kenenisa Bekele er større løbetalenter end Eliud Kipchoge, men Kipchoge er et mentalt monster og et balanceret og seriøst menneske. Det er i min optik forskellen på at være i toppen og at være toppen!

Læg mærke til ordet jeg bruger om Kipchoge balanceret. Det ord er alt for undervurderet.

Det sidste halve års tid i mit liv har været de hårdeste jeg har været igennem. Den korte version er at jeg mistede min nyskabte familie, da min kæreste igennem 7 år skred. Jeg mistede den daglige opvækst af min nyfødte datter, og kvinden i mit liv. Der ligger en længere historie bag, men af respekt for ikke at udstille andre personer holder jeg den del for mig selv.

Men det har rystet hele den platform jeg stod på, og de ting som tidligere gav værdi i mit liv gav pludselig ikke værdi, og alting kom til overvejelse. Det betyder at løb som jeg havde prioriteret voldsomt højt pludselig ikke betød noget, når det blev holdt op imod det jeg havde mistet… Og i tabet havde løb en meget stor rolle.

Jeg har derfor ikke løbet ret meget det sidste halve års tid. Meget af min tid har gået med at være ked af det, og så har jeg brugt -og bruger en del tid på at nå ind i mig selv, og være tro mod den jeg i virkeligheden er. For en stor del af mit voksne liv har jeg ladet mig påvirke af andres forventninger om mig, og prøvet at efterleve dem. Det har betydet jeg har mistet mig selv undervejs, og har prøvet at være hårdere og sejere end jeg i virkeligheden er. For jeg er en god dreng som elsker at synge med på Lars Lilholt sange, og endda tager i den lokale kirke og synger Lars Lilholt sange højt ud i kirkerummet.

Det er noget af en kontrast til altid at blive sat i bås med at man er en hård fyr.

Jeg har ambitionen om at fylde min hverdag ud med løb igen, men selvfølgelig i den rette prioritering, som er at være verdens bedste far med prioritering nummer 1. Den prioritering så anderledes ud for et halvt år siden, og det var en kæmpe fejl fra min side.

De sidste 12-16 ugers tid har jeg ikke løbet mere end 30 km på en uge. Og det er egentligt en underlig følelse jeg har, for jeg løber hurtigere end jeg har gjort tidligere på mine træningsture, og med en puls som ligger på niveau med mine joggeture for 1 år siden. Så er resten vel kun et spørgsmål om udholdenhed?

Men min mentale balance er helt i torvene. Så på trods af den lave puls på turene bliver jeg ramt af en underlig form for “hjertebanken”, hvor jeg har svært ved at få vejret på trods af at jeg ikke fysisk presset overhovedet. Men det er en slags stress reaktion fra min krop, som kommer fra min mentale tilstand. Og fra de tanker som æder mig op, og som man desværre har rigtig meget tid til at tænke over når man løber.

Hvad skal jeg gøre? Jeg har lyst til at løbe, men når jeg løber skriger min krop at jeg ikke skal løbe, selvom den siger du er i god form og kan løbe godt…. Mine træningsture ligger primært med en snitpace på 4:30-4:50 med en lav puls, så formen er overraskende god. Og på plus siden har jeg verdens bedste område at træning i her i Hinnerup/Søften. Hvor der er de lækreste grusstier, og måske Danmarks bedste skov at træne i… Så den ydre motivation fejler i hvert fald intet.

Man kan sige at løb er et mentalt spejl, hvor jeg via mine løbeture kan få kontant afregning i forhold til hvor jeg er mentalt. Og kan bruge det som pejlemærke for hvor jeg er, og arbejde videre på at komme tilbage i balance. Og den vej igennem få gang i løb igen, og ikke mindst får glæden ved det tilbage. Lige nu er glæden der kun indtil stressreaktionen kommer, og så bliver det ikke så sjovt derfra.

Men i dag havde jeg en af de gode ture, hvor jeg kunne nøjes med at stoppe op og råbe lidt af hunden, og ellers kunne gennemføre træningen uden at det var det mentalt-fysiske der skulle ødelægge turen.

Dagens træning blev 8,4 km med et snit på 4:54 og 74 højdemeter. Jeg krydser fingre for i denne uge, at kunne nå lidt mere end de 19 km fra sidste uge.

Husk at passe på dig selv! Balancen i livet er vigtig! Jeg kæmper i hvert fald videre for at genfinde balancen i mit liv.

Og husk hvad jeg glemte:

Family is not an important thing. It’s everything. (Michael J. Fox)

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center