Mizuno Amsterdam Half Marathon (2016)

Amsterdam er en fantastisk by med alverdens muligheder, en slags nordeuropas Las Vegas, med et folkefærd som er så afslappede at hvis de slappede mere af ville de skide i bukserne. Herudover er både Amsterdam og Haarlem nogle inspirerende arkitektoniske og kulturelle byer, med bygninger og skæve indretninger som gør at man hele tiden drages mod en ny smuk eller inspirerende ting.

img_2505

Og med en rejsetid på 6.5 timer i bil fra Aarhus så er det bestemt et tilgængeligt rejsemål, og da løbet har en flad og rimelig god rute både på Amsterdam Marathon og Amsterdam Half Marathon, og med en lokalbefolkning som virkelig bakker én op på ruten og endda meget tit personligt ved at råbe dit navn når du kommer løbende, så er det virkelig et fedt løb at løbe.

Min “forberedelse” til løbsdagen startede allerede fredag middag da jeg fik et let hold i ryggen, og med tanke om hvordan det gik sidste gang til Amsterdam Marathon, skal jeg ærligt indrømme at jeg fik et flashback af følelser som rummer både gode og dårlige af slagsen. Men i løbet af lørdagen fik jeg ryggen under kontrol, og så holdt den op med at være et problem.

Vi kørte hjemmefra natten mellem lørdag og søndag, så vi havde hele lørdagen til at få indhentet lidt søvn og lade mentalt op til løbet søndag middag, og da vi allerede kl. 9:00 fik hentet startnummer var der absolut ingen stress overhovedet. Ja faktisk var jeg nærmest Palle alene i verdenen, eller måske snarere Palle alene på expo 🙂

fullsizerender

Det var med en god følelse at jeg gik på opdagelse i Amsterdam sammen med kæresten, for formen var god og selvtilliden var mindst ligeså god som formen. Og da familien skulle sidde og vente og heppe om søndagen på mig, så måtte jeg jo give mig lidt og tage med op og ned af Amsterdam’s shopping gader, i bedste noget for noget stil 🙂

img_2483

Men det overrasker mig stadig hver gang at de skal ind i ALLE butikker, og at den H&M i Amsterdam kan være det mest fantastiske man nogensinde har set.

img_2508

Men okay de forstår nok heller ikke det mega fede ved at sidde på det olympiske stadion i 5 timer og vente på mig, så på den måde er det nok 2 verdener der er så langt fra hinanden, men som alligevel formår at mødes i den samme by på den samme weekend med lidt planlægning, og nogle ofringer for hinanden.

Løbet

Min “forberedelse” til løbsdagen startede allerede fredag middag da jeg fik et let hold i ryggen, og med tanke om hvordan det gik sidste gang til Amsterdam Marathon, skal jeg ærligt indrømme at jeg fik et flashback af følelser som rummer både gode og dårlige af slagsen. Men i løbet af lørdagen fik jeg ryggen under kontrol, og så holdt den op med at være et problem.

Så skulle man jo tro at der ikke var mere der kunne gå galt, men så skal man tro om igen, for da jeg har taget tøjet af og børstet tænder og er klar til at hilse på Ole Lukøje, så får jeg afsindigt ondt på begge sider af mit venstre knæ, og med en venstre ankel som jeg havde skånet op til løbet på grund af den også drillede lidt, så var jeg desværre lidt klar over at jeg kunne få det svært til Amsterdam Half Marathon 12 timer senere.

img_2496

Men jeg gik i seng med troen på at kroppen nok skulle være klar søndag morgen, og da jeg vågnede op til den smukkeste solopgang over kanalen ude foran vores vindue, så var alle smerter fra knæ og ankel for en stund glemt. De umiddelbare smerter både på knæ og ankel var væk, så efter at have været i bad fik begge dele en omgang Voltaren Gel for at være på den sikre side, og jeg kunne derfor forventningsfuldt kaste mig over morgenmaden i form af den obligatoriske løbsdagsmorgenmad; Havregrød.

Herefter fik jeg min morgenkaffe mens jeg i klædte mig løbetøjet, som bestod af følgende:
SØAM singlet
Garmin HRM
RaceReady Split Shorts
Darn Tough løbesokker
Adidas Supernova Glide 8 Boost
Garmin Forerunner 630

Det var samtidigt mit første rigtige løb hvor jeg skulle løbe i min klub singlet, men jeg var på forhånd sikker på at en singlet som skriger rasta farver måtte indbringe mig en del kærlighed i rasta hovedstaden Amsterdam, så ikke et dårligt valg.

Efter at have været nede i bilen med tasken, og på vej op på hotelværelset for at lede efter parkeringsbilletten, gik jeg forbi et par hvor deres løbesko gav et kraftigt hint om at de var løbere som skulle løbe Amsterdam Half Marathon, så jeg stoppede og spurgte om de skulle løbe, og det sagde de “ja” til så jeg tilbød dem et lift til stadion da vi alligevel havde 2 ledige pladser i bilen og kørte om 2 minutter.

Det var et Amerikansk par fra Brooklyn, New York, som var taget helt fra USA til Amsterdam for at deltage i Amsterdam Half Marathon, det fik vores biltur til at blegne i forhold til. Men de var skide søde og han skulle også starte i forreste startgruppe så vi kunne hjælpe hinanden med at finde frem til starten, som var lidt svært at finde ud af hvor præcis var. Igen er det fascinerende at en så individuel sport som løb alligevel er så socialt.

Da vi fandt vores startboks gav jeg Nunle en highfive og et ønske om et godt løb til ham, og så gik jeg ellers i gang med opvarmningen, og da jeg kun havde omkring 15-17 minutter til opvarmning og sidste øjebliks tisser havde jeg små travlt, så jeg begyndte at varme op på den første kilometers penge af ruten mens jeg holdt øje med klokken, først i roligt tempo og til sidst i forventet pace tempo.

Herefter fik jeg fundet en busk op af en bolig og fik lettet ben, inden jeg løb tilbage til startboksen og fik kravlet over hegnet og fik placeret mig, jeg endte med at stå helt oppe af en skraldespand som spærrede en god del af venstre side af startboksen… Hmm :O Og med 2 minutter til start lød der pludseligt et skud, og da jeg stod 7-10 meter fra startstregen kunne jeg se folk begyndte at løbe afsted, så det var altså startskuddet der havde lydt 2 minutter før klokken slog 13:20, heldigt at man ikke havde trukket den et par minutter yderligere.

Inde på stadion får den lidt mere pedal de sidste par hundrede meter, man skal jo ikke ligne en idiot når der er så mange som glor på én. 50 meter før mål får jeg øje på familien som råber og skriger på mig, så jeg nyder at sekunderne ikke betyder en skid og vinker til dem og sender luftkys og det hele.

Jeg kom fint afsted fra start og fandt hurtigt det ønskede pace, men det kneb lidt med at finde en gruppe at løbe i for jeg følte jeg blev ved med at overhale folk, og når jeg endelig fandt nogle at ligge med som løb i samme tempo så lå de og svingede for meget i pace så vi løb i det ønskede tempo eller pace 5:00, så jeg kom til at ligge alene hvilket jeg jo har prøvet før.

De første 5 km gik egentligt fint og helt efter planen, men mellem 6-9 km kom der flere og hyppigere smerter fra knæet, og da jeg ramte de 9 km stoppede jeg og spurgte en official om hvordan man kunne droppe ud af løbet, men med beskeden om at jeg kunne gå the walk of shame som jeg har erfaring med fra sidste års deltagelse i Amsterdam Marathon, eller at vente i ca 2 timer på at blive kørt tilbage, så valgte jeg løsning 3 at lunte resten af løbet igennem, og så tage de pauser der var nødvendige for at komme igennem, for én ting var sikkert jeg skulle ikke gå 12 km på ruten mens folk råber ens navn når man kommer gående… Aldrig igen!

Men det var lidt syret at løbe 12 km på en rute hvor folk opmuntrer én og man bare tænker hold din kæft, fordi man er så frustreret over at man ikke løber det man kan, men blot løber og “hygger” sig. Men i alt det dårlige må man se positivt på tingene og ikke blive for negativ, så jeg løb og nød at jeg havde overskud til at nyde løbet og ikke var så fokuseret på resultatet at der ikke var tid til at kigge på tilskuerne, seværdighederne eller de skøre indslag der var undervejs på ruten. Men jeg ville da hellere have gået glip af det hele og leveret et godt resultat.

1000 meter før mål sad et rasta band og spillede musik, de var i klædt dragter som tilnærmelsesvis ligner min SØAM klub singlet, så jeg kunne ikke dy mig for at flashe den til bandet, og fik øjeblikkeligt en masse kærlighed. God stil at SØAM’s husorkester var taget helt til Amsterdam kun for at støtte mig… I wish!

Med 500 meter til mål overhaler jeg en kvindelig marathon løber som er helt færdig, hun vælter ind i hegnet og kan dårligt tage det næste skridt, og selvom jeg tilbyder hende min hjælp nægter hun at tage i mod den, så jeg lunter videre mod målstregen, men får efterfølgende vildt dårlig samvittighed over at jeg ikke insisterede på at hjælpe hende, for hun var når jeg tænker over det bagefter helt og aldeles færdig, og ude af stand til at tage vare på sig selv.

Inde på stadion får den lidt mere pedal de sidste par hundrede meter, man skal jo ikke ligne en idiot når der er så mange som glor på én. 50 meter før mål får jeg øje på familien som råber og skriger på mig, så jeg nyder at sekunderne ikke betyder en skid og vinker til dem og sender luftkys og det hele.

Splits: Amsterdam Half Marathon 2016

Efter løbet

Efter at have krydset målstregen var jeg selvfølgelig ærgerlig over at jeg ikke havde gennemført et halvmarathon i en ny super PR tid, men jeg valgte alligevel at se det fra den positive side og så kan jeg bruge ærgrelsen vinteren over som brændstof til at arbejde benhårdt på næste sæsons mål.

Og apropos næste sæsons mål skal jeg lige have mærket efter henover de næste par uger, først skal jeg lige synke skuffelsen fra Amsterdam Half Marathon, og så har jeg (den lille) skade i mit knæ jeg lige skal have styr på.

img_2499

Og så skal jeg have evalueret hele turen i forbindelse med Amsterdam Half Marathon for at finde ud af hvad der fungerede, og hvad der kunne have været anderledes. Der er i hvert fald ting i planlægningen som kan optimeres i forhold til fremtidige løb, men heldigvis så lærer man af hvert løb, og hver eneste optakt. Og nu handler det om at tage det bedste med videre, og eliminere de dårlige ting.

Efter løbet tog vi en tur til Haarlem hvor familiens mænd tog hen på et bryggeri som var bygget i en gammel kirke (se billede over og under), umiddelbart det perfekte sted at få en skuffelse fra et dårligt løb til at forsvinde, men når man ikke drikker øl og næsten aldrig drikker alkohol så slipper man ikke så let. Nød i stedet det fascinerende sted med en kop kaffe mens de andre fik en kold pilsner.

img_2501

Efter en dejlig dag i Haarlem var løbet næsten glemt, og en masse gode og positive oplevelser var nu kommet indenfor vesten, og på trods af at 2 ud af 2 løb i Amsterdam er gået dårligt, så tager jeg stadig hjem med gode oplevelser i kufferten.

img_2523

Mr. Amsterdam & Mr. Anti Amsterdam

På billedet ses to løbere med meget forskellelige oplevelser ved Amsterdam (Half) Marathon, hvor den ene har vundet løbet 3 gange, og hvor den anden dårligt nok har gennemført sine 2 løb.

Men alligevel kan både Wilson Chebet og jeg selv se tilbage på et Amsterdam (Half) Marathon 2016, hvor vi ikke ramte dagen, og hvor en masse timers hårdt arbejde ikke blev belønnet som vi havde håbet.

img_2471

For Wilson Chebet er Amsterdam Marathon løbet, det er det løb han gerne vil præstere i hvert år, og det er det løb han har som motivation når det kræver lidt ekstra motivation at komme i løbeskoene, og få klaret dagens træning. Da jeg mødte Wilson lørdag formiddag var det en utrolig rar person jeg mødte, og en løber som følte sig i utrolig god form og med en stor tro på at han kunne vinde sit 4. Amsterdam Marathon.

Tidligere i sin karriere var Wilson Chebet kendt for at være en halvmarathon specialist med en halvmarathon PR på imponerende 59:15, og på spørgsmålet om han ikke havde en lille drøm om at løbe efter verdensrekorden i København til CPH Half, så var han ikke færdig med at prøve kræfter med marathon distancen endnu…

Som bekendt vandt Wilson Chebet ikke Amsterdam Marathon i år, det gjorde derimod Daniel Wanjiru som ydermere slog Wilson’s løbsrekord (2.05:26) i tiden 2.05:20, men han holder fast i titlen som Mr. Amsterdam trods alt da Bernard Kipyego heller ikke vandt, og Wilson dermed har 3 sejre mod Bernard’s 2 sejre.

Wilson Chebet kom i mål i tiden 2.08:19 hvilket han ikke er tilfreds med, og da vi snakkede sammen lørdag formiddag havde de netop haft teknisk møde med pacerne, hvor der var blevet lagt en plan i jagten på en ny løbsrekord, en rekord Wilson Chebet var meget opsat på fortsat skulle være hans. Som skrevet blev der sat en ny løbsrekord, desværre var det ikke ikke Wilson’s navn der kom til at stå ud foran den denne gang.

Tidligere i sin karriere var Wilson Chebet kendt for at være en halvmarathon specialist med en halvmarathon PR på imponerende 59:15, og på spørgsmålet om han ikke havde en lille drøm om at løbe efter verdensrekorden i København til CPH Half, så var han ikke færdig med at prøve kræfter med marathon distancen endnu, og det skyldtes både sportslige ambitioner men også det økonomiske i at der er flere penge i at deltage i marathon løb, når man som ham bliver inviteret og samtidig løber med om placeringerne. Derudover er der mere opmærksomhed omkring marathonløbene end der er omkring halvmarathon, hvilket jeg personligt oplevede i år da jeg stillede til start ved halvmarathonet i Amsterdam.

Men Wilson havde fulgt verdensrekord forsøget ved CPH Half fra computeren, og han afviste heller ikke at han kommer til at give det et forsøg senere i sin karriere.

Wilson Chebet

På spørgsmålet om hvordan Wilson Chebet mentalt forbereder sig på et løb som Amsterdam Marathon, så handler det for Wilson om i første omgang at være fysisk klar, og derefter handler resten om at bruge den erfaring man har fra sine træninger og andre løb, og når det så efter 30 km virkelig trækker tænder ud, så finder Wilson motivation i det taktiske spil. Hvis han ligger forrest og de andre forrest virker til at have det svært, så er det virkelig noget der kan give ham vinger som Red Bull ville sige, men når alt kommer til alt handler det om hvem der vil det mest, og hvem der har de bedste ben på dagen.

Wilson har træningsture på op til 40 km i hans træning op til et løb som Amsterdam Marathon, og hans erfaring siger ham at en stor del af den mentale parathed, og selvfølgelig den fysiske parathed kommer fra netop sin træning.

Wilson’s fremtidsplan er i første omgang at der skal flere sejre på kontoen, og allerhelst Amsterdam Marathon, og i det længere perspektiv finder Wilson sit team motiverende og inspirerende, og hvem ved om han en dag hjælper fremtidens talenter?

Wilson Chebet’s afsluttende motiverende ord; Giv aldrig op når træningen gør ondt eller er svær, efter svære tider kommer gode tider, og der kommer du til at høsten frugten af det hårde arbejde!

På vej ud fik vi set lidt nærmere på atletfaciliteterne som blandt andet rummede tv stue med dvd’er fra de foregående års løb som kørte på et tv, swimmingpool, fitnessrum og diverse rum og afdelinger med afslapningsmuligheder. Og der var aldrig mere end 5 meter til væske, frugt eller mad, et rigtig fint sted de var indkvarteret.

Tak til Wilson Chebet, Ikaika Sports, RunCzech Racing & Adidas. Vil du se mere om Wilson Chebet’s præstationer, så kan du med fordel se han IAAF profil.

P.s. Vi afsluttede interviewet som vi startede det med at snakke om integration med udgangspunkt i Mo’s Friends, et projekt som både Wilson og hans agenter syntes helt vildt godt om, han var virkelig glad for at opleve at der fandtes projekter i “det onde Danmark” som arbejder med de positive historier.

(Desværre var forholdene ikke til at få god lyd på interviewet, derfor bliver det citeret i stedet for vist som videoklip)

Har du fået lyst til at vide mere om hvordan det er at være elite løber? Så hold øje med FrontRunner.

Billeder

Jeg er alt for nærig (Læs: Fattig) til at betale penge for løbsbilleder, så hvis du vil se dem kan du se dem her.

img_0196

Falder du over billeder af mig fra løbet som ikke koster penge, så tip mig gerne 🙂

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center