Motivation i en kold tid…

I følge træningsplanen fra min coach for denne uge skulle jeg i går have løbet 12 km, og jeg havde allerede planlagt at det (igen) skulle være i dejligt selskab med Mos Friends, hvor jeg sammen med Kristian Sletten skulle stå for træningen. Jeg syntes selv vi havde lavet en spændende træning og jeg havde glædet mig, men ovenpå søndagens langtur havde mit knæ i går brug for en hviledag.

Derfor rykkede jeg lidt rundt på træningerne således at jeg i dag tirsdag ville løbe denne uges langtur, og de 3 lidt kortere ture så er fordelt på resten af ugen således at jeg efter tempo langturen har en hviledag, både før og efter.

Da jeg stak Otto et okseben han kunne tygge i mens jeg var ude og løbe, skal jeg ærligt indrømme at jeg havde min tvivl om jeg ville komme igennem 16 km i dag, mit knæ var en smule træt og det nuværende stadie i min træning er mentalt hårdt, fordi man på den ene side gør fremskridt i træningen, men på den anden side kan man stadig ikke det man kunne inden man blev skadet. Så en stor del af min træning i øjeblikket foregår oppe i hovedet, hvor træningerne deles op i mentalt spiselige bider.

Dagens træning var som bekendt 16 km tempotræning bestående af 4 km opvarming, 2 x 4 km kvalitet og 4 km afjog til sidst, og som de fleste gange når jeg skal løbe længere ture var kursen sat mod at ende i Aarhus for så at tage bussen hjem igen. 

De første 4 km gik som en leg og jeg havde nær overhørt at Garmin uret bippede og jeg nu skulle løbe hurtigere, og selvfølgelig om ikke tempo delen startede ved bunden af bakken fra Mundelstrup op mod Tilst, men den gode start og den mentale del af at vide at de første 25% af træningen var gennemført fjernede frygten for bakken og det lidt hurtigere pace.

Mens de første 4 km i roligt tempo var forløbet nemt begyndte det at blive svært da jeg ramte marathon tempo, men jeg fokuserede bare på at komme så tæt på træningszonerne som muligt, og det hele blev besværliggjort af at der var en iskold modvind på stortset hele dagens træning, og jeg måtte tidligt erkende at det ikke var muligt at gennemføre 16 km i planlagte træningszoner, men jeg gjorde et hæderligt forsøg og det blev trods alt til en del km i et tempo i eller lige omkring marathon tempo.

Undervejs på de 16 km og de 99 højdemeter var min motivation glæden ved igen at være i stand til at løbe ture i denne længde, og det forestående Berlin Halvmarathon i April som jeg vil gøre alt for at være klar til, det er der sæsonen for alvor starter, og det er der jeg skal være klar fra og bygge på henover sæsonen som gerne skal bringe nogle gode resultater. 

Undervejs på turen løb jeg som motivation og forestillede mig følelsen af at løbe over stregen i Berlin med en ny PR til samlingen, det virkede for mig og jeg kunne ved Ringgaden afslutte de 16 km som vellykket var kommet ind på løbekontoen, omend de ikke blev gennemført helt som planlagt så kom de på kontoen og denne uge er løbet i gang.

Dagens løbetræning (med splits):
4 km RT (5:45-5:25)
5:32
5:28
5:27
5:40

2 x
1 km ALM T (5:25-5:05)
5:32
5:20
1 km MT (5:05-4:45)
4:59
5:10
1 km AT (4:45-4:30)
4:54
5:20
1 km IT (4:30-4:15)
5:08
5:10

4 km RT (5:45-5:25)
5:42
5:34
5:31
5:30

Undervejs løb jeg og tænkte over det med at have en coach, for udover at jeg er blevet en markant bedre løber så har jeg endnu engang oplevet hvor vigtigt det er (for mig), at have en løbecoach at støtte sig op af. Og her må jeg bare sige at jeg har været super glad for den gode træning jeg uge efter uge får ved at blive coachet af Henrik Them i Team Thempo, og ikke mindst den opfølgning og de mange gode råd jeg har fået undervejs i mit forløb.

Endnu en ting i den forbindelse er at det er en stor motivation for mig at have en coach som tilrettelægger træningen til mig, og at jeg løbende sender og modtager feedback på træningen. På trods af at jeg er meget målrettet og går 112% ind i tingene, så er det faktum at jeg har en coach årsag til at de hårdeste eller sværeste træninger bliver gennemført, for med fredagens tur med -8 grader der tror jeg at sofaen havde vundet hvis ikke jeg havde haft et ansvar overfor mig selv -og Henrik… Jeg finder motivation alle steder.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center