Når alting gør ondt….

Det er jo ingen hemmelighed at Amsterdam Half Marathon ikke gik som håbet, endnu en dårlig løbeoplevelse i den ellers så skønne by, hvor jeg ovenikøbet fik en (mindre) skade med hjem som souvenir, og vel at mærke en hadegave souvenir.

Da jeg kom hjem fra Amsterdam måtte jeg jo forholde mig til at mit venstre knæ (og en lille smule ved venstre ankel) var skadet, øv det er bare ikke sjovt at man ikke bare kan gå ud og løbe, og især fordi jeg følte mig i super god form og så vil man jo hellere ud og løbe en hel masse end at ligge på sofaen og ynke.

Men da jeg var færdig med at have ondt af mig selv, som kun tog ca. 10 sekunder så var det med at komme i løsningsmode, så fik booket en tid ved min mirakel kiropraktor som udover at kunne knække én og på mirakuløs vis også få en samlet igen, ja så er hun en (i min optik) super dygtig fysioterapeut med en behandlingsform meget tæt på Body-SDS, og hver eneste gang jeg har været ved hende har hun fikset mine problemer med 1-2 behandlinger, og det er aldrig det man tror det er som er årsagen. Desværre må jeg vente til på mandag med at komme forbi hende.

Så havde jeg muligheden for at ligge på sofaen i et par uger og ynke mens jeg ventede på min tid ved kiropraktoren, eller også kunne jeg gøre noget selv indtil da, så jeg valgte at jeg ville give mine ben den helt store tur med Ball Of Pain og Foamroller’en, og med den store tur menes overalt på benene også de steder som ikke gør ondt eller har gjort vrøvl.

De eneste steder jeg havde haft problemer med var mit venstre knæ, og så havde min venstre ankel også gjort lidt vrøvl, så man skulle jo tro at årsagen skulle findes i eller omkring knæet, men da jeg begyndte at ælte med foamroller’en og kom til forsiden af låret kunne jeg mærke hvordan den store sene på indersiden gik direkte ned i knæet, og hvor ondt det gjorde bare at holde trykket fra foamroller’en på det område, så jeg lagde mig med foamroller’en mellem benene og så fjernsyn et par timer mens jeg skiftevis lå og halvgræd af smerte, og sukkede en lettelsens suk over smerterne i knæet gradvist blev mindre.

Det fascinerende og lidt syrede ved det er at årsagen til mit problem i knæet kom fra en sene i låret som på intet tidspunkt har været øm, gjort ondt eller tilnærmelsesvist tiltrukket sig opmærksomhed, det er fascinerende hvordan kroppen er skruet sammen og at hovedpine kan komme fra lilletåen osv osv… Fascinerende.

Det eneste der irriterer mig lidt ekstra er at jeg havde foamroller og Ball Of Pain med til Amsterdam, og havde jeg bare vidst det kunne jeg have gjort det samme i Amsterdam som jeg gjorde herhjemme, og dermed kunne jeg have gennemført løbet som et PR forsøg… Nå fuck det, det må blive det brænde jeg skal bruge for at komme ud og slås med sne, is, storme og hvad kong vinter ellers har tænkt sig jeg skal slås med de næste 6 måneder.

Døden nær….

Var ude og prøve knæet af fredag i sidste uge, en kort tur på 3.5 km rundt i området i Sabro med fokus på at løbe så meget af turen som muligt på blødt underlag, og heldigvis mærkede jeg ingenting til knæet, eller jo jeg kunne godt mærke knæet for ellers ville det være helt skidt, men det gjorde ikke ondt 😛

img_2618

Så var jeg igen klar til at slide noget asfalt på de Aarhusianske veje, troede jeg! For da jeg gik i seng fredag aften kunne jeg godt mærke at jeg ikke var helt på toppen, og da jeg så vågnede lørdag morgen var det som om jeg var blevet slået i hovedet af en hammer, havde en dunkende hovedpine, kvalme, træt og hele min krop gjorde ondt… Og ja det har jeg prøvet før i mit liv, og det tog mig heller ikke mange sekunder at finde ud af at jeg var blevet ramt af en omgang influenza.

Hvis jeg var troende ville jeg påstå at gud testede mig i øjeblikket, men troende eller ej så handler det bare om at bevare troen og mærke efter i øjeblikket, så skal det hele nok løse sig på sigt.

Mo’s Friends: Mandags Løbetræning + Madmekka

Mandag er løbetræning med mine venner i Mo’s Friends det ligger helt fast, de glade mennesker jeg møder hver mandag når jeg stempler ind til træning ved Ungdomskulturhuset ville jeg ikke undvære, så det er med en enorm glæde jeg hver mandag sætter mig ind i bilen og sætter kursen mod træning.

Denne mandag var ingen undtagelse, og som jeg plejer var jeg først forbi Skanderborg og hente én løber som har løbet med os en måneds tid, en meget talentfuld løber som ikke har den store erfaring med organiseret løb, og ej heller så god til det Danske sprog. Men det gode ved Mo’s Friends er at projektet formår at forbedre sproget mens man bliver en bedre løber, og jeg personligt er super glad for at kunne bidrage til netop integration, et område jeg syntes er super spændende og som jeg meget gerne vil arbejde med i fremtiden, i en rolle hvor man kombinerer sport og integration ala Mo’s Friends.

Dem jeg henter i Skanderborg er meget svære at kommunikere med som tidligere nævnt, og som tidligere nævnt vil det nemmeste være at trække sig når det er svært, og det er svært, men i stedet for at trække mig har jeg taget en anden tilgang til det, en tilgang jeg har til det meste i livet; “Hvis noget ikke fungerer, så prøv noget andet indtil det fungerer”. Og med det mantra er jeg begyndt at “undervise” dem i hvad vi oplever på vores tur i bilen, fx. “Lastbil”, “Lastbil kører”, “Kvinde cykler”, “Kvinde går med sin cykel” osv.

img_2628

Da vi ankom til Ungdomskulturhuset mødte jeg min gamle chef ved Aarhus Kommune, vi fik en lille snak om løst og fast. Hun var der i anledning af at de overvejer at stoppe støtten til Ungdomskulturhuset fra Juni 2017, og jeg gav selvfølgelig mit besyv med omkring stedet, og ikke mindst om Mo’s Friends som benytter faciliteterne. Herefter fandt vi et bordtennis bat frem og spillede bordtennis mens folk ankom til træning.

Da vi var fuldtallige satte vi kurs mod Aarhus Travbane hvor vi skulle løbe på det bløde underlag i bedste Kenya style, det var min idé at vi skulle prøve kræfter med Kenya grusbanen dér, også fordi hver runde er lige over 1 km så det føles ikke så mentalt hårdt som at løbe runder på en løbebane.

Esben havde planlagt at vi løb til travbanen i roligt tempo, og at der derefter skulle løbes 3 x 7 min AT tempo, men jeg skulle bare overleve træningen efter at have ligget hele lørdagen og lidt af søndagen, og kunne også godt mærke at der stadig var sygdom i kroppen, så jeg holdt bagtrop med et roligt tempo hele vejen med selskab af Abdi, Alien, Thien og Mads.

Vi løb og hyggesnakkede mens vi løb runder, og da de andre var færdige med at løbe tempo satte vi igen kursen tilbage mod Ungdomskulturhuset for at spille rundt om bordet bordtennis, og for at spise ved madmekka. Madmekka er bare en dejlig afslutning på en god træning.

Det blev til 12,9 km med en snit pace på 5:41 og 95 højdemeter, inden jeg takkede af og kørte hjem via Skanderborg.

Turen blev løbet i mine Nike LunarTempo 2.

RUNAAR: Wednesday Wheeze

Havde tilmeldt mig RUNAAR Wednesday Wheeze og aftalt med min ven Omar Hassan at vi skulle løbe med RUNAAR, for Omar var det hans RUNAAR Mødom som skulle tages. Men det var lige før at vi ikke nåede det, for jeg skulle hente Omar på Lær Dansk (Sprogskole) kl. 18:40 og jeg havde sagt til Omar han skulle være klar sharp, fordi vi havde travlt med at nå gennem byen og finde en parkeringsplads, og vi havde kun 20 minutter til det hele.

14713603_1163917707031643_3575931752320926205_n

Og da klokken nærmer sig 18:45 og jeg er ved at kradse af på grund af stress, så ringer Omar og spørger hvor jeg er og jeg siger jeg holder på parkeringspladsen, og så viser det sig at Omar står 20 meter foran bilen og ikke kan finde mig :/ Men vi kommer afsted mod RUNAAR, og ganske rigtigt er det umuligt at finde en parkeringsplads så jeg smider bilen på et fortov og krydser fingre for at jeg ikke får en parkeringsbøde.

På vejen mod RUNAAR fik jeg forklaret Omar hvordan det fungerer, og jeg sørgede for da grupperne skulle fordeles at Omar kom i den rigtige gruppe, og kunne så fokusere på selv at komme i den rigtige gruppe. Det pissede ned så jeg hoppede med på 9 km i pace 5:00 så Omar ikke skulle stå og vente for længe på mig, og for ikke at være ude på ruten i for lang tid.

Vi begyndte at løbe afsted, og allerede fra meter nummer 1 syntes jeg at pace 5:00 er meeeeeget hurtigt, kunne godt mærke at der stadig er sygdom i kroppen og jeg kunne godt kæmpe mig igennem 9 km i pace 5:00, men jeg havde det ikke sjovt, så jeg stoppede op og lod mig hente af pace 5:30 gruppen, og så kunne jeg til min store glæde se min ven Henrik Mølgaard komme løbende i den gruppe sammen med sin datter Laura.

Og da tempoet var mere passende for min tilstand så kunne jeg pludseligt også løbe og snakke, og med Henrik og Laura så ryger kilometerne stille og roligt i benene uden man tænker for meget om det, men den smule sygdom der stadig sad og sidder i kroppen gjorde at de sidste 3 km ikke var sjove, så jeg teamede op med Laura som også havde det hårdt og så hjalp vi hinanden stille og roligt i mål.

På vej op af bakken blev vi klappet i mål, og på toppen af bakken stod Omar og smilede, så jeg kunne se på ham at han havde hygget sig og haft en god oplevelse.

img_2642

Da jeg kom hjem kunne jeg sammen med det firben som åbenbart er flyttet ind ved os, uden at spørge om lov, gøre status over en hård træning med 9,1 km med en snitpace på 5:26 og 76 højdemeter.

Turen blev løbet i mine Adidas Supernova Glide 8 Boost.

Efter skuffelser kommer…

Indtil Amsterdam Half Marathon var jeg helt klar i mit mål for 2017, men efter skuffelsen ved Amsterdam Half Marathon kom jeg kortvarigt i tvivl om det store mål for næste år skulle være marathon, eller om jeg skulle have endnu en sæson hvor jeg udelukkende gik efter halvmarathon.

Det har derfor været nødvendigt for mig lige at pille mig lidt i navlen, og mærke efter hvad jeg virkelig gerne vil opnå i næste sæson, for én ting er at sætte mål en anden ting er at nå dem og den del kræver en hel del hårdt arbejde, og selvom man arbejder hårdt på at nå dem er det ikke givet det sker.

Men min udfordring i forhold til mit mål for 2017 var om jeg kunne acceptere at jeg på en god dag ved Amsterdam Half Marathon havde løbet omkring 1.32:00 (+/- 1 minut), og at jeg næste år måske ikke rammer den tid fordi jeg har sigtekornet rettet mod en sub 3.30:00 marathon tid.

Men efter at have mærket efter, og haft en god snak med min coach, og den efterfølgende bearbejdelse af Amsterdam Half Marathon er jeg kommet frem til at målet næste år ER marathon, nærmere bestemt Berlin Marathon hvis jeg ellers får fingre i et startnummer.

Nu skal jeg bare blive 100% rask og skadesfri, og så skal der høvles en masse kilometer ind på løbekontoen.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.