Ngong Hills, Kenya: Hverdag! Hjem af! (16/7-21/7)

Beklager den lange leveringstid på dette indlæg. Men first world problem i form af manglende data de sidste dage i Kenya umuliggjorde indlægget dernede, og efter jeg er kommet hjem har familien fået lidt tiltrængt opmærksomhed. Men nu er det her 🙂

Søndag havde jeg egentligt besluttet mig for at gå på weekend med en hviledag, og de små 120 km jeg allerede havde på kontoen.

Men jeg følte mig rigtig frisk, så da Anne ville ud og have de sidste 3 km hun manglede for at ramme de magiske 100 km på en uge for første gang, hoppede jeg med på vognen og hoppede i løbetøjet.

Vi løb forbi vores normale mødested for vores fællestræninger med gruppen og fortsatte mod Embulbul via en hullet og stenet grusvej. Når biler og motorcykler passerede forbi kunne vi smage grusset i munden, og øjnene var fyldt med grus. Den Kenyanske følelse.

Både Esben, Anne og jeg løb på en form for lykke følelse af hver vores grund.

Esben fordi han efter at have bundet sine Brooks løbesko for hårdt havde fået ondt på vristen og nu troede det værste, kunne igen løbe uden smerter.

Anne fordi hun vidste at efter et par kilometer ville hun ramme de 100 km på en uge, en bedrift som mange motionsløbere aldrig kommer op på. Noget jeg heller ikke troet jeg ville komme foreløbigt.

Jeg selv fordi jeg igen allerede havde løbet ny uge PR med de 120 km, og med yderligere 2-4 km ville komme op i nærheden af eller op på 125 km på en uge.

Efter små 3 uger i området var vi nærmest i et med sletten. Sletten som tidligere på turen havde fået os til at spærre øjnene op, da vi løb hen over græsset og igennem buske.

Måske det var vores lykkefølelse der gjorde det, men jeg kan ikke mindes at have løbet i et område eller en tur hvor det hele har føltes så naturligt som disse kilometer. Helt præcist blev det til 3,5 km og Anne kunne sætte hak ved 100 km. Klub 100!

Jeg selv havde hundrede og et par og tyve kilometer på ugen, og satte mig på min madras i vores intermistiske lejlighed. Skoene røg af mens jeg sad der lettere svedig fordi det havde været så varmt.

Pludselig kom Esben igennem lejligheden og sagde han lige ville jogge et par kilometer mere, jeg sagde han lige skulle vente mens jeg gik på toilet og lagde en lille pøls. Mens jeg sad der på toilettet fik jeg snørret løbeskoene igen og var klar til at løbe med Esben.

Han ville gerne op af grusvejen hvor vi bor som har retning mod Ngong Hills bjerget. Vi gik straks igang med at bestige den del af bjerget skridt for skridt, mens Esbens høretelefoner spillede så højt de kunne og brød stilheden der var udover vores skridt i grusset.

Jeg stod for vejvisningen. Esben kan fare vild i en telefonboks, mens jeg plejer at have ret godt styr på hvor jeg er og hvor jeg skal hen. Som regel skal jeg se et sted een gang og så kan jeg finde rundt igen.

Halvvejs oppe af bjerget drejede vi fra mod højre, lidt nede af vejen spurgte jeg Esben om vi skulle løbe +10 km eller omkring de 8 km. Han svarede 8 km hvorefter jeg vendte rundt på stedet og begyndte at løbe op af en sidevej vi netop havde passeret. Selvfølgelig kunne man se bakken for enden. En stejl satan af en bakke.

Nå men der var ingen vej udenom, den skulle bestiges for at komme den korteste vej tilbage. Det passede mig fint for min mave gjorde nas, ligesom om lørdagen havde jeg ondt i maven og tilhørende kramper. Så det at være i nærheden af et toilet var at foretrække.

På bakken stod der et par unge drenge som nød synet af to Mzungu som svedende og stønnende skulle bestige bakken. Jeg har ikke noget evidens for det, men jeg er næsten sikker på at det er det stejleste vi har besteget på turen.

Oppe på bakken kunne vi begynde at løbe ned af med retning mod lejligheden, og inden længe endte vi ved slutstedet for vores løbeture med gruppen, så vidste vi at der kun var nogle få hundrede meter tilbage.

Ved lejligheden løb jeg lige de sidste 50 meter for at ramme 8 km rent. Hvem sagde OCD? Jeg havde i øvrigt gjort det samme på turen inden hvor jeg endte på 3,5 km efter samme stunt.

Samlet blev det til 11,5 km roligt jog, og dermed en ny uge pr med 132 km. Det er helt surrealistisk.

Sikke en uge!

(17/7-2017)

For at være helt ærlig kan jeg ikke huske en dyt om løbetræningen denne dag, jeg har simpelthen glemt det i stressen over at skulle hjem, og den manglende dataforbindelse. Undskyld 😛

Jeg løb 12 km på morgenturen med en snitpace på 5:30 og 188 højdemeter. Det blev til 10,3 km på aftenturen med et snit på 5:38 og 183 højdemeter

(18/7-2017)

For at være helt ærlig kan jeg ikke huske en dyt om løbetræningen denne dag, jeg har simpelthen glemt det i stressen over at skulle hjem, og den manglende dataforbindelse. Undskyld 😛

De blev til 15 km på morgenturen med et snit på 6:10 og 230 højdemeter.

Efter morgentræningen tog Esben, Anne og jeg en af vanvidsbusserne til Karens for at se Karen Blixen’s hus. På vejen dertil snakkede vi lidt om hvad det mon kostede at komme ind, vi blev enige om det sikkert koste 200-400 Kenyanske Schilling.

I busserne dertil handlede vi lidt om priserne. For at være ærlig syntes jeg det er lidt sjovt, og jeg er nok også ret hård. For samlet 2-3 kr nåede vi frem til huset, og fandt frem til der hvor man skulle købe billetter.

På bordet var der en prisliste og så blev jeg sur! Tænk man skal rejse til Kenya og besøge en Danskers hus og opleve diskrimination tangerende racisme.

Prisen for alle andre end Afrikanere: 1200 Kenyanske Schillings.

Prisen for alle øst Afrikanere: 600 Kenyanske Schillings.

Prisen for alle Kenyanere: 200 Kenyanske Schillings.

Jeg blev så sur at jeg ikke gad med ind, faktisk aner jeg ikke hvem damen er, så det var kun fordi vi alligevel boede så tæt på jeg tog med. Mens Anne og Esben var inde og se det kiggede jeg på billeder fra en kunstner som havde et hjørne af huset. Der var nogle ret fede billeder og efter at have set på dem satte jeg mig i skyggen og overvejede om jeg ville give den pris han forlangte.

Jeg nåede frem til at jeg måtte eje det, og fik forhandlet mig frem til en fornuftig pris.

(19/7-2017)

For at være helt ærlig kan jeg ikke huske en dyt om løbetræningen denne dag, jeg har simpelthen glemt det i stressen over at skulle hjem, og den manglende dataforbindelse. Undskyld 😛

Det blev til 10,9 km på morgenturen med et snit på 5:54 og 185 højdemeter.

Efter morgentræningen satte vi alle kurs mod Kibera for at kigge på malerier. Ind i Kibera fik vi set fodboldstadionet Sylvia havde spillet på i hendes gloværdige fodboldkarriere, og da vi gik tværs over stadion mødte vi en lokal ildsjæl som gerne ville vise sit projekt frem.

Han arrangerede rundvisninger i Kibera og brugte overskuddet til at give børn skolegang. Herinde mødte vi alle de søde børn og fik givet en masse highfives inden vi gik videre mod galleriet.

Da vi nåede frem var lyset gået i galleriet, så det var svært at se malerierne som blev taget med ud hvor vi kunne se dem. Sylvia fik hurtigt gaflet 2 af de fedeste malerier, men der var 1 stort tilbage som var ret fedt. Det kostede bare 10.000 Kenyanske Schilling og det lykkedes mig kun at handle det ned til 7.000.

Længe var jeg i tvivl for jeg ville egentligt kun betale 5.000 for det, til nød 6.000. Men nåede frem til at det måtte jeg eje og fik det med hjem.

Galleriet var også en del af et projekt hvor børn og unge lærer at male, og når malerierne så bliver solgt går pengene til skolegang. Hvis de ikke går i skole går pengene til overlevelse. Fantastisk projekt.

Efter besøget i Kibera spiste vi frokost på Adams inden vi satte kursen hjem til Ngong igen, med en oplevelse og et maleri rigere.

Vapor Interval Tortur & Afsked…. 🙁 (20/7-2017)

Torsdag var en af de mere hektiske dage. Dels stod programmet på intervaller på Vapor, og på gensyns middag på Table 54.

Dem der har fulgt med herinde ved at jeg elsker intervaller. Og en ekstra fordel ved intervallerne i Kenya er udover stemningen på Vapor at man får lov at sove 1 times tid mere, da mødetidspunktet først er klokken 8:00 i stedet for 6:30.

Yes! Jeg er altså ikke god til at stå så tidligt op. Lidt underligt for da jeg var mellem 6-14 år var jeg udpræget A-menneske. Så det passede mig helt perfekt. Måske en slags afskedsgave til mig her på sidste dagen?

Jeg glædede mig helt vildt til at skulle løbe intervaller på Vapor, men samtidig var der også noget vemod i min krop. Sidste dag i Ngong efter knap 1 måned hvor man havde fået et stort netværk af mennesker man virkelig er kommet tæt på. Splittet indvendigt fordi man dels glæder sig til at se familien derhjemme, og dels ikke vil forlade den nye familie i Kenya.

Vi gik i samlet Dansker flok op til Vapor, og som altid vidste vi ikke 100% hvor træningen ville starte, så da vi kom op til løbebanen begyndte vi så småt at holde os varme mod at være klar til at starte klokken 9 som vist var starttidspunktet.

Man er nødt til at være omstillingsparat, og tage tingene som de kommer.

Min opvarmning var let jog rundt omkring på banen og lidt på fodboldbanen i midten, fokus var bare på at få lidt varme i kroppen og ellers holde mig så klar at jeg kunne starte op med intervaller inden for et par minutter.

Da alle var kommet og folk var blevet varme fik folk forklaret hvad dagens program var; 10 x 600 meter, 1 x 3000 meter, 10 x 400 meter og 1 km all-out. Altså for de store drenge.

Jeg valgte at jeg ville løbe 6 x 600 meter, 6 x 400 meter og 6 x 200 meter, det måtte være mere end rigeligt for en gammel mand som mig.

Anne ville ikke løbe helt lige så langt og mange, så vi besluttede at vi skulle løbe dem sammen men at hun så “kun” løb 400 meter hver gang jeg løb 600 meter. Pausen mellem intervallerne var 90 sekunder, og her gik vi mod hinanden så vi kunne starte sammen.

Vi kom i gang med intervallerne og benene føltes gode på trods af de hårde uger vi havde været igennem. Så intervallerne strøg bare ind på løbekontoen en efter en. I takt med intervallerne blev gennemført kom solen mere og mere frem, og singletten blev mere og mere fugtig præcis som min pande og gamle krop.

Jo flere intervaller jeg løb jo tungere føltes benene også, men det påvirkede ikke evnen til at løbe dem udfra den plan jeg havde lagt for dem. Nemlig at løbe dem i 10 km / 5 km & 3 km pace, og dermed et ret hårdt intervalpas.

Havde også på forhånd besluttet at de ikke skulle løbes bare for at blive løbet, men at formen på hvert interval skulle være god og at jeg ikke skulle gå ned på dem.

I pauserne var det svært at have ondt af sig selv når man så “toget” komme løbende med ca. 20 løbere i hver gruppe. Der var 3-4 grupper i gang på banen samtidigt, og så var vi en del løbere som løb alene eller i små grupper.

Splits (600 meter):
4:05
4:01
3:59
3:56
3:54
4:01

Splits (400 meter):
3:44
3:39
3:43
3:41
3:43
3:41

Splits (200 meter):
3:16
3:25
3:27
3:15
3:19
3:13

Efter intervallerne joggede jeg lidt af på løbebanen og græsplænen. Herefter satte vi os til at vente til alle var færdige med intervallerne, for at foretage en samling hvor der skulle siges nogle kloge ord om træningen og måske et godt råd om livet eller den fremtidige træning.

Da det var vores sidste dag tog jeg ordet og sagde nogle kloge ord om at gruppen skulle fokusere på at arbejde sammen, og at det kun er i fællesskab at de kan indløse deres fulde potientiale. For ligger man og løber rundt i skoven alene hver dag er det svært at holde dampen oppe. Det ved jeg fra mig selv, og derfor fokusere jeg på at løbe sammen med andre så ofte som muligt.

Efter samlingen joggede jeg ned af bjerget og mod lejligheden sammen med Jane og Purrity, de alle sidste kilometer i Kenya for denne gang. Vemodigt, men jeg nød hver eneste meter, men havde stadig følelsen af det ikke var et farvel til den rød jord, men et på gensyn. Forhåbeligt er meget snarligt gensyn. Samlet blev det til knap 13 km.

I lejligheden fik jeg klaret et bad og begyndte så småt at pakke kufferten. Det var ikke lysten der drev værket indrømmer jeg gerne, for vi har på ingenting fået en hverdag i Ngong. En hverdag bestående af løb men også en masse sociale relationer. Og nu skal man pludselig hjem af igen.

Men kufferten blev pakket og inden vi så os om var der eftermiddags træning, jeg selv skulle ikke med på den. Ville egentligt gerne men vi var først blevet færdige med at løbe omkring klokken 11 med intervaller, og på grund af vores afslutningsmiddag på Table 54 var eftermiddags træningen allerede klokken 14. Det var simpelthen for kort tid for mig. Jeg har jo ikke ret mange dobbeltpas under bæltet endnu, så det er med at passe på sig selv. Også selvom det er noget man gerne vil.

Da de andre kom tilbage fra eftermiddags træningen havde de meget kort tid til at gøre sig klar, de var kommet lidt sent afsted og havde løbet lidt for længe. Men de kom hurtigt i tøjet og vi kunne sætte kursen mod restauranten Table 54. Når man forventer andre skal komme til tiden må man hellere selv være der til tiden.

Ikke overraskende kom en hel del for sent, men lidt efter lidt begyndte det at summe. Restauranten var fyldt til bristepunktet med fantastiske mennesker. På en side var det utrolig fedt at være samlet, men indvendigt var man ved at knibe en tåre. Om lidt ville man skulle undvære de her mennesker der på rekordtid er blevet nære venner. Den eneste trøst var at man skulle hjem til familien i Danmark, havde jeg ikke haft dem var jeg sku blevet.

Pludselig var der tomt. Slut!

Vi fandt hjem til lejligheden og prøvede at slå de sidste timer ihjel til vi skulle hentes af taxien klokken 0:00. Jeg faldt heldigvis i søvn og fik mig en times tid på øjet inden. Jeg er sku for gammel til en all nighter som min søn ville kalde det, så hvert minut der kunne soves var tiltrængt.

Klokken 0:00 satte vi kursen mod lufthaven i Nairobi, og ved 1 tiden ankom vi og kom igennem 2-3 sikkerhedszoner. Og efter at være kommet igennem dem alle var vi i afgangshallen. Desværre var der 1 times tid til vi kunne checke ind, så det var bare med at få tiden til at gå. Heldigvis havde jeg fået lidt data på telefonen, og facebook kunne gennemsøges. Desværre sker der ikke meget om natten.

Efter vi havde fået tjekket ind fandt vi et område med nogle bænke, det var ret dårlige at sidde i så jeg fandt et par masai tæpper frem og lagde mig på betongulvet, og jeg lykkedes med at falde i søvn indtil vi skulle ind i flyveren.

Ombord på flyveren faldt jeg hurtigt i søvn igen, og det meste af vejen til lufthaven i Istanbul lykkedes det mig helt eller delvist at sove.

I Istanbul havde vi et par timer inden vores næste flyvning, så vi fandt en restaurant hvor de viste noget atletik, her bestilte vi lidt mad og drikke. Maden var der ikke noget at indvende imod, hvorimod servicen var helt håbløs.

Ombord på flyveren til Hamborg fik jeg 3 sæder for mig selv, og så snart der var mulighed for det lå jeg og små sov der også, så da jeg endelig nåede til Hamborg og sagde farvel til Esben og Anne var jeg faktisk frisk.

Herefter satte jeg mig på SAS radisson hotellet ved lufthavnen og ventede på at kæresten skulle komme så vi kunne komme hjem. Jeg vidste på forhånd at de 3 timers bilkørsel ventede på mig eftersom hun havde kørt hele vejen dertil, og skulle op på arbejde.

Det var en fantastisk følelse at ramme min egen seng, men jeg drømte mig alligevel til Kenya.

Opsummering

Inden jeg tog afsted havde jeg en masse fordomme og en vis portion frygt. Det hele er blevet gjort til skamme, og jeg må tilstå at jeg er faldet helt og aldeles for området og Kenya. Nyforelsket!

Jeg har lært mere om livet på de 4 uger ind i mine hidtigige 35 år af mit liv.

Jeg har også følelsen af det var i de her 4 uger at jeg blev løber. Der er mange der spørger sig selv og andre hvornår de blev løbere, og det var her jeg blev det. Jeg har lært så meget om løb, og ikke mindst om det arbejde en Kenyansk løber ligger i det.

Selvfølgelig vil der altid være brodne kar alle steder og i alle sportsgrene, men de her kommer satme ikke sovende til det. Op til 47 km om morgenen og 10-12 km om aftenen. Av!

Jeg er endnu engang blevet bekræftet i at løb er en super måde at møde mennesker, og at integration både i Danmark og i Kenya fungerer super godt med løb som middel.

Jeg har fundet mit nye yndlings rejsemål og må snarest afsted igen, ned til mine venner og jagten på at blive endnu bedre som løber og menneske.

Tænk hvis jeg kunne lave 1000 gange flere penge på bloggen end jeg gør (3-4 kr om måneden), så kunne jeg bo dernede en længere periode, det gad jeg virkelig godt! Så husk at købe en masse hos annoncørerne på bloggen via links herfra 😛

Fra nu af vil jeg være ambassadør for Ngong Hills <3

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.