Ngong Hills, Kenya: It all starts here! (7/7-9/7)

Een af de ting jeg har håbet at opleve hernede er vilde dyr, altså selvfølgelig de rigtige vilde dyr på den rigtige afstand. Det er Afrika for de fleste inklusiv mig selv.

Fredag var der for træningsgruppen det hårdeste pas jeg til dato har set. 25 km på savannen i udkanten af Ngong med 4 x 5 km hvor hver 5 km havde target tid på 15.30… Yes det er træningsprogrammet for Boniface Kirui som danner udgangspunkt for træningsgruppen. Måske husker du det fra sidste indlæg, men det var ham (og alle de andre) jeg nappede i bakkesprint.

For at komme til savannen skal man løbe omkring 10 km, men når man kommer derud er der en flad rundstrækning på 25 km. Og da terrænet ellers er ret kuperet og der skulle løbes så hurtigt så skulle træningen foregå på rundstrækningen. Derfor havde vi lejet en bus så vi kunne køre derud og løbe på den strækning.

I bedste Afrikaner stil var vi mange flere end der var plads til i Boniface’s bil og bussen, så derfor endte vi med løbere i flere lag, men stemningen var stadig som da jeg som knægt skulle spille på udebane. Dog sad jeg med 3 piger her, det gjorde jeg ikke når vi skulle til fodboldkampe. Kvindemagnet eller rent held?

Da vi kom frem til startstedet for træningen er der en der råber aber, og vi skynder os ud af bussen og så kommer der en kæmpe gruppe bavianer passerende 50 meter fremme. Yes et stykke af det Afrika man har set i tegnefilm og som jeg havde forestillet mig det. Ærligt var jeg mere interesseret i at se aber end at løbe lige der, men de lokale var ikke sådan at imponere eller distrahere fra træningen.

Det var en meget hårdt træningspas de skulle ud på for alle, så koncentrationen var som hvis jeg skulle løbe et vigtigt løb for dem. Anne og jeg ville bare jogge en tur, så vi løb i forvejen mens de andre varmede op, også opvarmningen var som en raceopvarmning.

Efter 4-5 kilometer stod der pludselig en kæmpe giraf foran os, endnu et flueben kunne sættes på et vildt dyr fra min afrika forestilling. Vi stoppede op og fascinerende kiggede vi på dette kæmpe dyr, det blev lidt skræmt af vores tilstedeværelse. Men det var til gengæld voldsomt fascinerende at se dette kæmpe dyr løbe, for det er som om det svæver hen over jorden når det løber.

Efter denne store oplevelse løb vi videre. Jeg var træt. Måske var det træningen som havde tærret på mig. Men tror nu snarere det var en kombination af jeg egentligt ikke gad løbe lige der, jeg ville meget hellere ligge under mit varme Masai tæppe, og træthed fra træning dagen før med sindssygt mange højdemeter. Jeg er bare ikke god til at stå tidligt op og løbe, men det er godt at lære. Og jeg ville jeg for alt i verden ikke være gået glip af de vilde dyr på Kenya’s savanne.

Men på bundlinen stod bare at jeg ville slås mig igennem træningen med et facit på +10 km, men jeg ville for alt i verden ikke have en dårlig træning. Og da jeg ramte 10.00 km præcist takkede jeg af for træningen, og kort efter kom en gut ved navn Peter kørende i Boniface’s bil og agerede fejeblad. Og jeg takkede straks ja til at komme med i bilen, herfra kunne vi se de andre løbe når vi kom frem til dem. Nogle så mere friske ud end andre, men fælles for alle var at de led i den brandvarme formiddagssol.

Flere gange undervejs hoppede folk ind i bilen, men de fleste hoppede ud igen efter et par kilometer og slåsede lidt igen. Det fokus og den vilje de her løbere hiver frem dag efter dag imponerer mig stadig.

Da alle havde kæmpet sig igennem træningen klemte vi os igen ind i bussen, og igen trak jeg det længste strå og sad med en håndfuld dejlige kvinder, som teenagetøsser pjattede og fjantede vi. Halvvejs hjemme gjorde vi stop ved en lille vejbiks hvor der kom en kasse sodavand på bordet, endnu et flashback tilbage til udebanekampene da jeg spillede fodbold i Måløv Boldklub. Hold kæft vi har drukket mange sodavand og indtaget en del stadion fritter. Gode tider!

Hjemme efter turen prøvede jeg at tage en lur, men der hvor vi er flyttet hen bor der vel 10 børn på under 5 år, og de syntes alle vi super spændende. Så mens jeg lå under mit nye prinsesse myggenet som jeg købte efter en forfærdelig nat hvor der var en myg som summede over mig hele natten, så jeg lå under mit masai tæppe krøllet helt sammen, syntes de her børn det var super sjovt at stå og kigge på mig ligge der. Den ene pige kastede sig også i armene på mig og kyssede mig. Jeg lå og råbte af Esben og Anne at de skulle få dem ud herinde fra, men de syntes det var mega sjovt at jeg ikke gad dem.

Det blev ikke til noget søvn.

I stedet gik vi på chokocafe og købte middagsmad, og dum som jeg er bestilte jeg en kød platte som var lige så dårlig som alt andet kød jeg har fået hernede. Resten af kødet gav hun mig med i en doggybag, måske som straf hvem ved?

Vi gav det til en tigger som sad 50 meter derfra, ikke som en straf men som en gave til en sulten knægt.

Spontan langtur

Efter at være gået i seng klokken 20 dagen før var jeg frisk som en havørn lørdag morgen. Det var lige hvad jeg havde haft brug for. Så det var med stor energi at jeg mødte op til morgentræningen. Fjollet som altid og med stort humør.

Og efter lidt rådslagning mellem alfahannerne i gruppen blev ruten besluttet, og selvfølgelig var det en rute med rigtig mange højdemeter, men nattens søvn havde gjort underværker og jeg var sindssygt frisk i benene. Anne som løb med Jane, Ruth og jeg havde ikke lige så gode ben, så hun vendte om ved ca 6 km og løb tilbage til start.

Jane spurgte mig hvor langt jeg ville løbe og jeg svarede jeg er ligeglad jeg har gode ben, så vi endte op samme rute som de store drenge og piger skulle løbe, men det gjorde absolut ikke noget for fra ca 7 km blev ruten simpelthen så smuk. Først løb vi på en singletrail med tomatplanter og majs, med den smukkeste udsigt udover byen med solopgangen som det smukkeste filter.

Hvis ikke man havde gode ben så fik man det i hvert fald af den smukke udsigt. Jeg tog mig selv i at løbe og sige whau it’s a beautyful route. Det gjorde det heller ikke værre at selskabet var fedt, god stemning med en masse jokes undervejs. Selv højdemeterne glemte jeg alt om, lige indtil omkring 15 km hvor vi svinger rundt om et hjørne, og så er der bare den mest modbydelige bakke. Jeg har ikke set så stejl en bakke før. Ikke lang men hammer stejl.

Jeg udbrød spontant fuck my life og pigerne flækkede af grin over mig, men jeg angreb bakken alligevel, men halvvejs oppe besluttede jeg mig for at gå da jeg kunne gå hurtigere op end jeg kunne løbe. På toppen kunne man begynde at se Ngong og afslutningen på turen, og med 19 km på uret ramte vi startstedet hvorfra vi havde omkring 1 km tilbage til hjem.

Benene var stadig friske og da vi løb forbi dræberbakken hvor vi bor sagde jeg til Jane at den kunne vi ligeså godt bestige nu hvor vi var i gang, og så angreb vi også den. Jane har i sin storhedstid løbet 2.30 på marathon, og på vej op af bakken oplevede jeg hende for første gang pruste lidt. Yes så var hun alligevel ikke superhuman.

Da jeg ramte vores bolig havde jeg 20,2 km på kontoen, meget rolige kilometer med en snitpace på 6:23 og vanvittige 467 højdemeter.

Efter turen lagde jeg mig på min madras og slappede lidt af, benene var fortsat friske så da klokken nærmede sig 16:30 besluttede jeg mig for en lille kort joggetur med de andre. Programmet sagde 40 roligt tempo og det tænkte jeg kunne være dejligt, så jeg lige kunne motionere stængerne lidt.

Vi var en lille gruppe der mødte op på 4-5 stykker, men det afholdt os ikke fra at løbe afsted. Ruten vi løb havde vi løbet nogle dage forinden, men pludselig var der ændret på den og vi måtte forsøge at komme igennem et mudderhul skabt af vandbøflerne som stod og gloede på os mens vi prøvede at undgå at komme i til knæene.

Det lykkedes og vi fik gjort turen færdig og jeg kunne gøre status over den træningsdag med flest kilometer i form af samlet 32,2 km.

Dagens anden tur blev på 12 km med et snit på 6:32 og 196 højdemeter. Samlet knap 700 højdemeter på dagen, eller 1,5 uges højdemeter i Aarhus.

Kibera Race: It all starts here!

Søndag burde være sov længe dag. Eller som de lokale hernede kirkedag. Men vækkeuret ringede næsten som det plejer, da vi skulle op og ind til Kibera hvor William Morwabe hver måned arrangerer et løb; Kibera Race for de lokale i Kibera (og andre) hvor man via løb har mulighed for at vinde penge hvis man er blandt de 4 første.

Og william som gør et kæmpe stykke arbejde for at få det op at stå har et slogan for løbet; It all starts here. Her hentyder han til at med hårdt arbejde og talent er det muligt at deltage i store løb i fremtiden og vinde store penge. Men at man starter her og kæmper sig ud af slummen via løb.

Et fremragende initativ af en fantastisk mand, et løb som skaber håb om et bedre liv.

Det var en kæmpe oplevelse at være en del af, og jeg er imponeret over den talentmasse der er i Kenya. Folk som aldrig har løbet organiseret som kan løbe under 30 minutter på 10 km. Av!

På Bounty Hotel kunne vi nyde en dejlig middag og gøre status over ugens træning, for mit vedkommende blev det til en ny uge pr med 118,4 km og 2206 højdemeter.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.