Ngong Hills, Kenya: Stjernen (13/7-15/7)

Torsdag var der een der havde fået den glimrende ide at når man lige var væltet ud af sengen så skulle man bestige store dele af Ngong Hills bjerget.

Og ja det var bestemt ikke mig!

Faktisk kan du næppe finde nogen som har mindre lyst til at bestige et bjerg kl. 6:30 end mig, men ja bjerget var nu engang det som gruppen havde besluttet var dagens rute, og så makker man bare ret og følger med op med et smil på læben.

Benene var lige så trætte som jeg var uoplagt i forhold til bjergbestigning, så jeg tabte hurtigt 20-30 meter til Jane og Anne som løb efter par sekunder hurtigere per kilometer. Det gjorde mig ikke noget for jeg skulle bare finde et komfortabelt tempo at løbe op af i.

Heldigvis er bjerget ikke så stejlt på den rute vi skulle op af i, men derimod en solid og konstant stigning, så når man finder et pace som fungere er det bare at æde meter for meter.

Når man spiser kilometerne mens man kigger halvt ned i jorden så opdager man hvor mange der er af dem på 4 kilometer. Jep du ved det nok godt, 4000 af slagsen.

Halvvejs oppe af bjeget joinede Boniface Kirui mig. Havde jeg løbet alene hjemme i Danmark så var det lige nøjagtig på det tidspunkt jeg ville have stoppet og holdt pause.

Jeg var i krise.

Nok mest mentalt.

Men selskabet fra en stjerne som Boniface fik taberlejren i mig til at forsvinde. Det hjalp også meget at han blev ved med at komme med rosende ord, det var som om han kunne se i mit lidende ansigt at det ikke var mig der spiste bjerget, men bjerget der spiste mig.

Det er præcis svære perioder på en hård tur som denne hvor man virkelig får øjnene op for hvor fantastisk det er at løbe i grupper.

Da vi ramte toppen af den del af bjerget vi skulle bestige kom vi til et fladere stykke, og ovenpå en hård bestigning var det pludselig utrolig nemt at holde et fornuftigt pace. På trods af gruppens fantastiske løbere og verdensstjerner var vi meget samlet, hvilket vi ikke altid er.

Men som altid skulle jeg finde en busk og hælde vand fra kartoflerne. Jane og Anne ventede sødt på mig mens resten af gruppen løb videre. Derfra tabte vi kontakten til dem.

Vi fandt herefter ind i en fin rytme med tempoet og løb forbi hvor Bedan Karoki har bolig, for at løbe tilbage langs skoven til slutstedet.

Her kunne gøres status over en utrolig hård morgentur på 10,76 km med 300 højdemeter. Snitpace blev 6:29.

Mellem morgen og aften træningen havde jeg lavet en aftale med Margaret Wamboi’s (800m OL medalje vinder) massør Poul om en gang massage. Jeg tænkte at det kunne være fint lige at blive æltet igennem så jeg kunne være top klar til den sidste uges tid.

Omar Hassan havde dagen inden fået en omgang, og jeg har aldrig hørt nogen skrige som han gjorde mens han fik massage. Pylret eller blev han virkelig udsat for tortur?

Jeg lagde mig til rette på madrassen. Jeg var pissehamrende træt ovenpå morgentræningen så jeg havde en plan om at jeg ville prøve at hvile mig lidt imens.

Poul starter med at smøre lidt kokos duftende olie på min fod.

Mmm jeg elsker duften af kokos, det starter godt.

Han begynder at glide sine hænder rundt på min fod alting er præcis som jeg forestillede mig.

Men pludselig er det som om at denne søde mand Poul pludselig bliver til et monster. Han tager fat steder i min fod jeg ikke vidste jeg havde, og han påfører mig smerter jeg ikke troede var muligt.

Jeg blive nok uvenner med alle kvinder som har født, men jeg er sikker på den her smerte overgår det.

Normalt er jeg ret god til at håndtere smerte, men jeg lå og vred mig i smerte, men i modsætning til Omar holdt jeg det inde og skreg ikke. Men jeg tænkte at jeg måtte give en lidt undskyldning. Men kun en lille en.

Da han endelig stoppede på den første fod og gik til den anden fod, så var det ligesom at være til tandlægen og blive boret uden bedøvelse når de endelig er færdig.

Smerten på den anden fod var den samme, og sådan fortsatte resten af benene også. Undervejs blev jeg lidt troende og nåede at be til at han ville stoppe. Men jeg ved nu at gud ikke findes eller hader mig, for i 1 time og 10 mintter blev jeg revet rundt i et sand smertehelvede.

Det var værre end samtlige tatoveringer jeg har fået lavet.

Mørbanket satte jeg mig til rette for at nyde Anne få samme tur, og der gik ikke længe før hun lå og vred sig som både Omar og jeg havde gjort det.

Herefter fik jeg slappet lidt af inden aften træningen som blev en rolig tur på 11,5 km. En rute i det område vi altid løber aftentur i. De første små 10 km gik forholdsvis let, og jeg løb og snakkede en del med Abdi Ulad, men fra 10 km og de restende 1,5 km fik jeg utrolig ondt under foden der hvor massøren havde haft fat. Det var lidt ved storetås knoglen og trædepuden. Abdi satte tempoet ned og løb de sidste 1,5 km med mig. Tilbage ved slutstedet gik de andre i gang med udstrækning og en smule core, jeg valgte bare at kigge på imens jeg fik foden ud af løbeskoen. Gennemsnitspacen blev 5:52 og bød på 211 højdemeter.

Knap 22,5 km med 511 højdemeter på dagen. Bum!

Av min fod og U18 VM (14/7-2017)

Da vækkeuret ringede på det faste men vanvittige tidspunkt af 5:50, så kunne jeg godt mærke at foden stadig var øm. Pis så var der ingen morgentur til mig, og da de andre begyndte at pusle rundt i lejligheden så røg muligheden også for at sove længe. Dobbelt pis!

Mange ville nok være gået i panik og i gang med at selvdiagnostisere sig selv, men jeg vidste godt at det bare var irritation ovenpå den hårdhændede behandling.

I stedet blev jeg liggende i sengen og fik restitueret så meget som muligt, med undtagelse af en tur ned i byen for at købe lidt småting. På vejen tilbage mødte jeg Daniel Gekara (RunwithDaniel) som jeg kender fra instagram.

Han ville vildt gerne løbe en tur sammen inden vi tog til Danmark, så jeg aftalte en tur med Omar, Louis, Erling, Sylvia og jeg kl. 15.

Inden ville jeg lige løbe 3-5 km for lige at mærke efter med foden, og da jeg kom tilbage for at mødes med de andre og løbe ned til det normale mødested havde jeg 3,2 km. Og jeg havde ikke mærket noget synderligt til foden. Så der var allerede klar bedring.

Herefter tog løb vi en tur i joggetempo rundt i det sædvanelige område for aftenturene, der var dog små nuancer på turen som var anderledes da det var Daniel som stod for vejen. En hyggelig tur hvor jeg det meste af vejen snakkede med Erling Worm om stort og småt.

Turen blev på 11,3 km med et snit på 6:18 og 180 højdemeter.

Herefter skyndte vi os op i bad for at gøre os klar til at tage til Nairobi for at se Atletik U18 World Championship. Vi skulle være klar 30 minutter efter vi var blevet færdige med træningen, så der var lidt pres på badet.

Vi blev herefter hentet af vores “faste” taxi chauffør Sami for at blive kørt til atletik stadionet. Turen dertil førte os igennem adskillelige landsbyer og i en af dem var der meget traffik, det skyldtes en ordentlig røvfuld køer som var på vej til slagtning. Det foregår ikke som i Danmark hvor de køres i lastbiler, nej de går på vejen hele vejen derhen. The green mile.

Da de gik forbi vores bil med deres gigantiske horn var de ved både at smadre bilen og ramme David Wanjohi som sad til den side. Imponerende dyr.

Herefter fortsatte den vilde bilkørsel, de kører fuldstændigt sindssygt og flere gange troede jeg at vi ville dø. Jeg har aldrig prøvet så aggresiv og hjernedød kørsel før.

I levende live nåede vi dog frem til stadionet, der var militærfolk overalt med skarpladte geværer. Skræmmende syn for en Dansker. Men sikkerheden var enorm og da vi skulle ind blev vi både kropsvisiteret og igennem metaldetektor.

Stadionet var topfedt og af international klasse, og de Kenyanske tilskuere formåede at skabe en topfed kulisse. Det var svært ikke at få lidt gåsehud.

Vi oplevede en masse fede konkurrencer, men den mest nervepirrende var Anna Mark Helwigh som var i finalen på 2000 m forhindring. Vi sad sammen med familien som slet ikke kunne være i sig selv.

Herefter kunne vi med 400 m finalen for kvinder som afslutning på vores besøg, finde døds taxien mod Ngong for at spise sen aftensmad og gøre os klar til langtur.

Verdensrekord Fredag (15/7-2017)

Dagens program var langtur på op til 47 km for de bedste i gruppen. Og for de hurtigste skulle der løbes 35 km i en pace som svarer til et marathon på 2.12. Derfor skulle vi mødes allerede klokken 6:10 i modsætning til det normale mødetidspunkt som er klokken 6:30.

At skulle op kl. 5:30 i stedet for 5:50 var ikke meget nemmere, men vi kom da i tøjet og ned til mødestedet. Det var buldrende mørkt da vi ankom, og det var svært at se hvem folk var men vi fik alligevel givet hånd til folk.

Blandt de fremmødte til dagens træning var intet mindre end en Kenyansk helt i form af tidligere verdensrekord indehaver på marathon, Wilson Kipsang. Når jeg siger at vi træner i gruppe med verdenseliten (også) så passer det.

Hvis Boniface Kirui eller nogle af de andre manglende kompetent modstand på dagens psyko langtur, så var den i hvert fald dukket op. Motivationen kunne ikke mangle noget.

Anne og jeg ville løbe 20-25 km og da vi alle satte i gang kom vi stille og roligt i gang, benene var super friske men til gengæld havde maven opført sig lidt underligt fra morgenstunden. Jeg havde ædt et par af Louis Cantby’s kiks i håb om at den ville arte sig.

Efter 1,5 km splittede vi med gruppen og Jane var lidt om vi skulle have barnepige eller ej, og vi sendte hende med de andre for selv at gå på opdagelse. Hver eneste gang vi så så en spændende vej løb vi op, hen eller ned af den. Anne og Allan på nye eventyr.

Det fik os igennem en masse små hyggelige autentiske byer, hvor blikhuse og legende børn fyldte gadebilledet. Kenya er også kontrasternes land og midt i alt fattigdommen kunne man se luksus huse med lange alleer med pigtråd om, selvfølgelig med udsigt ned over disse landsbyer. Lidt klamt.

Vi hyggede os og med mig havde jeg løbetasken med musik, Nik & Jay var et stort hit hos Anne som ellers ikke er så musik interesseret. Vi løb og jokede lidt med om ham der gik forbi os mon også havde danset til Nik & Jay da han var ung. Plat men sjovt.

Disen lå tungt rundt om Ngong Hills og det så mega fedt ud, og det flotte scenarie og de gode ben gjorde de første 8 km til en leg.

Men fra 8. km blev maven lidt dårligere endnu, og jeg kunne mærke at det trak op til en tur bag en busk på turen. Sammen med maven havde jeg kvalme og ubehag så jeg håbede virkelig en tur i skovskideren kunne fikse det. Så jeg fandt et egnet sted og fik klaret det der skulle klares, og så skulle man tro at det problem var løst.

Men i takt med at vi løb igennem flere små landsbyer og vi nærmede os Ngong by, jo værre blev maven, kvalmen og ubehaget.

Da vi ramte Ngong havde jeg 13,1 km på uret i 6:24 og med 317 højdemeter, noget fra de planlagte 20-25 km. Men Anne var heller ikke helt på toppen så vi sluttede morgen træningen og gik i Naivas (Supermarked) for at købe en fødselsdagskage til Louis Cantby som i dag fylder 16.

Tillykke Louis din dejlige dreng!

Da vi kom tilbage til start (og slut) var kun Wilson Kipsang der, og han forsvandt hurtigt vinkende til os på en dødsknallert. RIP.

I løbet af dagen har jeg prøvet at få bedre styr på maven, og ved 14-15 tiden begyndte den at være nogenlunde normal igen. Så jeg prøvede at lokke nogle fra gruppen med på en aftentur som vi plejer, men på grund af langturen var der begrænset opbakning.

Så jeg hoppede selv i løbeskoene og begav mig på eventyr, heldigvis er jeg ret god til at huske steder så jeg satte straks kursen mod Embulbul.

Den første kilometer blev løbet i 6:00. Og derfra i bedste Kenyaer stil røg tempoet i vejret. Benene var gode og farten føltes super komfortabel, så igennem de næste 3 km til Embulbul lå pacen lige omkring marathon pace.

Herefter drejede jeg fra ind mod sletten og skoven som vi normalt løber i, det er for at sige det mildt ret kuperet og underlaget ret udfordrende. Så jeg tænkte at nu røg farten nok, men at jeg i det mindste ville prøve.

Og missionen lykkedes faktisk ret godt, men efter ca. 6 km gav mit forsøg på at få maven på ret køl bagslag da jeg ikke havde haft tid nok til at fordøje det. Så jeg måtte prøve at finde den rette buks jeg kunne besøge. Det tog 3-4 forsøg før jeg fandt en egnet hvor der ikke gemte sig en Masai i buksen eller der gik nogen rundt.

Det lettede og jeg kunne igen løbe med god fart, og jeg kunne færdiggøre træningen ved slutstedet for vores træninger med præcis 10 km på uret i 5:12 og med 175 højdemeter.

Splits for aften træningen:
6:00
4:51
4:45
4:57
4:55
5:47
5:35
5:25
5:00
4:49

Hermed kan jeg gå på weekend indtil mandag “nat” med 120,5 km på ugen, og dermed for 4. uge i træk ny uge rekord. Samlet har jeg løbet 2275 højdemeter og snitpacen har været 6:04. Det har taget mig 12 timer og 11 minutter.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.