Nytårscuppen, 3. runde: Vejen tilbage…

(Foto: Henrik Dreyer)

Efter 3 gode træninger i sidste uge følte jeg at det begyndte at køre igen, men så måtte jeg erkende at ordsproget “Èn ulykke kommer sjældent alene” desværre er sand, for med et venstre knæ som endelig var begyndt at makke ret så var det sidste jeg havde brug for et højre knæ som ikke virkede. Men ikke desto mindre var det tilfældet, og det kom til udtryk på søndagens intervaller hvor knæet stod helt af efter 2,5 km, herefter måtte jeg humpe de 2,5 km hjem igen.

I min naivitet troede jeg at en hviledag mandag ville løse problemet og jeg så ville være klar til at give den gas igen, men mandag kunne jeg dårligt gå ud til toilettet, og så var der ikke andet end at kæmpe for fremgang.

Efter 3 dages hvile med en smule fremgang hver dag hvor jeg kunne gå mere -og med færre smerter, hoppede jeg torsdag i løbeskoene for at prøve at jogge en smule, det blev til 3 km men med en smule smerte for hvert skridt jeg tog. Det føltes som om at mit skadede ben var 5 cm længere end det andet.

Fredag var der på trods af løbeturen torsdag fremgang i knæet, så jeg hoppede i løbetøjet og begav mig afsted på en tur som helst skulle være en smule længere. Det endte med 5 km rundt i området hvor der også på smertefronten var fremgang, og benet føltes kun 2,5 cm for langt på turen.

Det bringer mig så frem til nytårscuppen i dag med hele 8 km på løbekontoen, ikke imponerende men fokus har været at komme hurtigt tilbage igen, og vigtigst af alt ikke miste hovedet og gøre noget hovedløst for at forcere noget, især ikke når jeg har haft så mange smerter først på ugen.

Så da jeg mødtes med mine venner fra Mo’s Friends havde jeg kun 1 mål for dagen, at komme igennem de 10 km! For 10 km ville med denne uge være et kæmpe fremskridt, og fremskridt er det som jeg har brug for i denne uge.

Jeg stillede til start sammen med ballonen for pace 5:30 for ambitionen var blot at gennemføre, men jeg blev fanget i “trafikken” da starten gik så jeg kom til at ligge lidt på mellemhånd i forhold til at holde ved ballonen, og med de første ca. 1,5 km af hver runde op af bakke kom jeg til at kæmpe lidt ekstra for det, men jeg fandt en rytme og accepterede at jeg ikke kunne lukke hullet, men i stedet fokuserede jeg på at hullet ikke blev større.

Mit problem var at jeg ikke kunne hente ind op af bakke som var ca. 1/3 af runden, og jeg måtte holde igen fordi det gjorde ondt når jeg løb ned af bakke som var ca. 1/3 af ruten, så jeg havde få steder jeg kunne hente lidt ind og de steder var der tit glat, ujævnt eller lignende, og med en 5:30 pacer som tabte tid op af og hentede tid på de øvrige km, gjorde det svært for mig at få lukket hullet. Ja faktisk lykkedes det mig først at få kontakt ved 6,5 km, og her klistrede jeg mig bare fast og lod mig trække indtil 500 m før mål, hvor jeg takkede dem for deres indsats som pacere og satte tempoet en smule op det sidste stykke til mål.

Og netop de 500 meter skule vise sig at være de mest syrede i min korte løbekarriere, for jeg havde godt hørt udrykningskøretøjer komme nærmere, og ud af øjenkrogen kunne jeg se de kørte op af kongevejen, og så tænkte jeg at det sikkert var på Ceres Park at der skete noget eftersom der skulle være fodboldkamp mellem AGF og FCK, men da jeg kom ud på de sidste 200 m kunne jeg se at de holdt ved marselisborghallen, så de sidste 200 m af dagens løbe blev slalom imellem brandbiler, og det er ikke en metafor men jeg måtte zigzagge imellem med fuld opmærksomhed på at mit løb og tid var pisse ligegyldig i forhold til menneskeliv.

Men heldigvis var det bare falsk alarm, og inde i hallen efter løbet fandt jeg holdet fra Mo’s Friends og fortalte om min oplevelse med brandbilerne, og INGEN havde opfattet noget på trods af at det var den hal de var i som man troede brændte… 🙂

Det vigtige for mig i dag lykkedes! Der kom 10 km på løbekontoen, og det føltes kun som om benet var 0,5 cm længere i dag, så fremgang på alle parametre i dag. Og nå ja så sluttede vi af med julehygge med Mo’s Friends.

Adidas Supernova

Hold øje med bloggen imorgen eller tirsdag, hvor der kommer anmeldelse af Adidas Supernova! Tjek allerede nu YouTube for en teaser… (Husk at abonnere på kanalen…)

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.