Om at løbe langt igen, og om at være tilbage i fællesskabet…

Surprise 20 km

I torsdags var jeg inviteret til surprise for Abdirazak og Aiob som begge skulle til den endelig Dansk eksamen. Det foregik hos Anna i Aarhus nord tæt på hvor jeg boede inden jeg flyttede til Sabro, hun har også sin daglige gang i Ungdomskulturhuset.

Jeg havde 15 km på programmet så det passede fint med at løbe hjemme fra Sabro og indtil Aarhus nord, det skulle gerne give omkring de 13 km og så kunne jeg nemt finde de sidste par kilometer i området. I min iver for at komme i gang med løbeturen kom jeg lidt for tidligt afsted, og med musik i ørerne strøg kilometerne bare ind på løbekontoen, så da jeg nåede ringgaden og dermed kun et par kilometer fra destinationen kunne jeg se at klokken ikke engang var 17:00 endnu, og vi måtte først komme omkring kl. 18:00 så jeg tog en hurtig beslutning udfra at jeg følte fint overskud om at ændre træningen til søndagens langtur.

I stedet for at svinge til venstre og den korte vej til Anna svingede jeg til højre med destination mod Aarhus centrum, og da jeg nærmede mig Harald Jensens Plads kunne jeg se at en cyklist pludselig kørte op på fortovet, og jeg skulle lige til at gå bananas over at en cyklist spærrede vejen for mig på fortorvet, men så kunne jeg pludselig se at det var min ven Esben Hornum som var på vej ud og købe en gave til surprisen, vi snakkede 5 minutters tiden inden vi fortsatte hver til sit for at mødes senere.

Jeg rundede Tivoli Friheden og løb ned langs vandet og tilbage igennem centrum for at høvle de sidste 3 km af den spontane langtur af, i min manglende planlægning af turen betød det så at jeg sluttede af med 3 km op af Randersvej i Aarhus, og hvis man ikke kender den så er det en 3,5 km lang bakke som bare fortsætter og ikke flader ud… På godt jysk er det en træls afslutning på en langtur 🙂

Havde total optur over at det var lykkedes at få en lang tur ind på løbekontoen, og stor glæde over at kroppen klarede det uden problemer og med fint overskud på de 17 km… Og ja så var der 3 hårde op af bakken.

Samlet blev det til 20 km med en gennemsnitspace på 5:43 og hele 170 højdemeter.

Tidlig lørdag

Der burde være en lov som forbød folk at få så vanvittig en idé som at løbe rundt om Brabrand Søen kl. 8:00 om morgenen…. Til mit held så sover jeg de første 8 km af sådan en tur, så det er først når jeg når halvvejs jeg vågner og indser hvilken åndssvag ting jeg nu har gang i.

Jeg havde aftalt at mødes med Henrik som jeg kender fra RUNAAR og som er en skide rar fyr, hvis jeg skulle adopteres måtte det godt være ham, og så med Maliha som jeg kender fra RUNAAR også, men som også er en fast del af Mo’s Friends. Vi havde aftalt at mødes kl. 8:00 for at løbe én sø som er en tur på ca. 16 km, da Maliha og jeg havde en aftale kl. 11:00 i Marselisborghallen hvor vi skulle hjælpe DGI med foto -og videoshoot til deres DGI Trænerguide. Og med undertegnede og Maliha som modeller vil jeg sige de var ret godt dækket ind 🙂

Vi kom godt og sikkert afsted, og jeg ved ikke hvad de 2 løb fra men de havde i hvert fald mere fart på end min trætte gamle krop kunne være med på, så efter at have hængt på i 4 km lod jeg dem få en hul og fandt bare mit eget tempo. Lidt kedeligt at løbe alene tænker du så? Og nej det var faktisk stadig motiverende at vide at de ventede på mig halvvejs, og de fik aldrig mere end et par hundrede meters forspring så jeg kunne se dem hele tiden.

Samtidig med at vi løb afsted løb en anden gruppe RUNAAR løbere afsted i pace 4:45, de løb den modsatte vej rundt om søen men alligevel lykkedes det mig på deres 16 km tur, hvor vi løb modsat hinanden at snige mig med på et af deres billeder…. Bare kald mig linselus! Og nu kan jeg sige at jeg løb med de store drenge i lørdags 😛

Foto: Jonas Fusager
Halvvejs ventede Henrik og Maliha som aftalt på mig, og jeg vandede en af buskene inden vi løb videre, de lovede nu at vente på mig på den sidste del, men de havde sku stadig travlt med at komme hjem. Og jeg medgiver det var koldt og tidligt, men jeg kunne og ville ikke være med på det tempo, så igen lod jeg være med at prøve at hængte mig på, men løb bare mit eget tempo.

Kunne godt mærke på kroppen at den var træt ovenpå torsdagens langtur, det er ved at være et stykke tid siden jeg har løbet langt, og med en 16 km tur 2 dage efter så kan det godt mærkes når man i 10 uger ikke har været over et par og 40 km som det højeste.

Foto: Henrik Mølgaard
Da vi kom tilbage til start jokede jeg med om jeg måtte være med på Henrik og Maliha’s billede nu hvor jeg ikke havde løbet med dem 😛 Men det måtte jeg heldigvis, og jeg havde sku hygget mig alligevel, og det var da blevet til nogle gode snakke undervejs!

Det blev til 16,18 km med en gennemsnits pace på 5:25, og turen bød på 78 højdemeter.

DGI Trænerguide

Efter træningen kørte jeg mod Marselisborghallen hvor vi skulle mødes til foto -og videoshoot til DGI Trænerguiden, så jeg kørte derop for at tage et bad og skifte til et nyt tørt sæt løbetøj. Jeg gik ind i omklædningsrummet og tog tøjet af og ind under vandet, da jeg pludselig får øje på at der er en sauna, jeg åbner forventningsfuldt døren derind og til min store glæde er der varme på.

Fedt tænker jeg for så kan jeg få tørret mine våde boxershort da jeg har glemt et ekstra par, og så kan jeg ligge mig ind i saunaen og få noget af den time jeg er for tidligt på den til at gå. Hold kæft det var dejligt.

Da jeg havde skiftet tøj gik jeg ind i hallen og lod mig inspirere af de træninger der var i gang, jeg så Dan Olesen som er træner i AGF Atletik og Mo’s Friends var i gang med at undervise, det blev til et hurtigt hej.

Da klokken blev 11:00 mødtes vi med fotografen og gik ellers i gang med billeder til guiden, de foregik lige ude foran Marselisborghallen ved søen, 45 minutter i frysende kulde og få meters løb af gangen… Man nåede aldrig at få varmen.

Herefter gik vi ind i hallen for at filme øvelser til guiden, og én af de første bemærkninger der kom fra en af trænerne var:

Det er helt underligt at det ikke er Sara Slott Petersen der har et videokamera jagtende efter sig.

Sara var på det tidspunkt selv i gang med at træne i hallen sammen med de andre hækkeløbere, og der var i det hele taget godt gang i hallen med talentsamling, og atleter der kom og gik.

Videodelen var noget hårdere end løbebillederne udendørs, for her var tale om løbetekniske, koordinations -og styrkeøvelser så det var en noget hårdere omgang at komme igennem, men altid spændende at få nye bekendtskaber indenfor løb, lære nye øvelser og hjælpe trænere via DGI Trænerguiden. Og det var mega fede personer at være sammen med.

Mo’s Friends Pakkeleg

I dag startede med at jeg havde første dag som arbejdsløs, og første dag som en fri mand efter næsten 1 års faglig konflikt med min sidste arbejdsgiver, hvor de har chikaneret mig alt hvad de kunne for at jeg droppede sagen. Så det er både en fed følelse endelig at være fri og kunne komme videre, men også skræmmende og usikkert ikke at vide hvad jeg skal lave, og hvor pengene nu skal komme fra. Men jeg er sikker på at der nok til dukke spændende muligheder op.

Mandag er også Mo’s Friends dag, så jeg tog ind til fællestræningen kl. 17 og gruppen vokser og vokser, det er så fedt at se! Dagens Mo’s Friends træning var en løbeudgave af pakkeleg, en mega sjov idé hvor man skulle løbe en runde på 300-400 meter slå med en terning, og hvis man fik en 5’er eller 6’er måtte man tage en pakke over til holdet, da alle pakkerne var fordelt begyndte “stjæle” elementet.

Foto: Kio Jørgensen

Jeg var selv med de første 4-5 runder men ville ikke tage nogle chancer med knæene, så alle de start-stop var ikke lige min livret i dag, så Omar Hassan og jeg besluttede at løbe ud i Riis Skov og løbe en runde på 4-5 km ruten og løbe tilbage til Ungdomskulturhuset. Som altid var det skide hyggeligt at løbe med Omar, han er sku en dejlig fyr og en god ven, og han kunne godt mærke jeg lige havde brug for et “godt løbet” op af djævlebakken, men derfra fik vi et par kilometer med lidt bedre fart, jeg vil vurdere at vi løb omkring pace 5:00 men mit ur kunne ikke rigtigt fange pacen inde i skoven… Tilbagevendende problem med gps urene desværre.

Da vi var færdige i skoven løb vi tilbage mod Ungdomskulturhuset, jeg ramte med 13,6 km på uret så jeg sagde til Omar at jeg lige løb ind til Botanisk Have, da jeg lige ville have de +14 km på løbekontoen og dermed den bedste start på en uge i ca. 10 uger…. :O

Det blev til 14,33 km med en gennemsnits pace på 5:36, og 159 højdemeter…. Man kan ikke påstå at vi ikke får højdemeter i bener’n i Aarhus 🙂

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.