Planen holder!

(fra dagens første tur)

Det er længe siden jeg har været til Mos Friends træning, så jeg havde fået planlagt sådan at jeg kunne deltage i dag. Så jeg tullede rundt herhjemme og undrede mig over at der ikke kom et opslag om dagens træning, så slog det mig at der var en træning der var aflyst for at deltage i et løb i stedet… Og det var selvfølgelig i dag.

Så jeg fik iklædt mig løbetøjet kl. 12:36 og prøvet at geare Otto en smule ned. Han er så vild med at komme ud og løbe at han er helt overgearet, og sådan er han altid de første 3-4 kilometer, så dér må jeg konstant råbe af ham for at få ham til at løbe ved siden af mig. Eller i hvert fald næsten ved siden af mig.

En ting der undrer mig er at uanset hvor hurtigt eller langsomt jeg løber, så løber han altid 1 meter foran :O

Vi satte kursen mod skoven, hvor der er en 3 km runde på skovsti med fint med stigninger, og hvor der er blandet underlag undervejs, med passager med sten, grene og smalle stier. En runde der fysisk er rimelig krævende, og hvor underlaget konstant er ujævn og skiftende.

Her ville jeg løbe runden med lidt tempo, men med fokus på at løbe det i et kontrolleret tempo, så slet ikke noget all out eller fast besluttet pace. Det skulle føles naturligt at løbe det her tempo, ala marathon tempo.

Pt aner jeg ikke hvad mine zoner er, men jeg løber hurtigere og mindre besværet end jeg har gjort før, så fokus er at få bygget noget udholdenhed og mængde på, og så kan jeg begynde at kigge på zonerne derefter.

(dagens første tur, markeringen er 3 km runden)

Turen ned til skoven er “flad” og de 3 kilometer derned blev splittet i 5:03, 4:42 & 4:49. Løbet med overskud i modvind.

Runden i skoven blev løbet med fuld fokus og med et rigtig godt flow med splits: 4:54, 4:52 & 4:32, de to første kilometer indeholdte omkring 45 højdemeter. Jeg forbedrede i øvrigt min tid på runden med 3:18, og nappede en 1. plads på segmentet.

Turen hjem fra skoven blev løbet i 4:41, 4:44, 4:55, 4:46 & (4:46)…

Samlet blev det til 10,11 km på 48:40 (snit pace 4:48) på en kontrolleret tur med tempo, hvor fokus var på at forberede mig lidt til næste weekends 1. runde af Cross Nationals crossløbet. (En opfordring til at deltage! Du er god nok til at deltage!)

(fra dagens anden tur)

En tanke jeg kom til at tænke på ved 2 km og igen ved 8 km var ydmyghed. Jeg husker som var det i går at jeg jagtede at komme under 30 min på en 5 km, og under 60 min på en 10 km. Og nu ligger jeg ubesværet i dårlig form og løber markant hurtigere end det. På træningsture. Det er jeg taknemmelig for, og ydmyg overfor…. Og jagter du en af ovenstående milepæle så krydser jeg fingre for dig! Og pacer gerne!

Min datter kom ved 16:30 tiden, så jeg fik kørt den 12 år gamle Emmaljunga barnevogn frem og fik hende spændt fast. Hun er frygtløs og stoler blindt på at far har styr på det, og det har han selvfølgelig.

Klokken var 16:43 da vi kom i gang med løbeturen. Kursen var REMA 1000 for at købe boller og nutella til min kostplan, som jeg startede med at følge i går med det forbehold at der er nogle dårligdomme som skal “forsvinde” først, så det er en overgang til kostplanen igen. Gad godt se hvilken fart jeg kunne skyde med 5 kg lettere 😀

Vi løb en omvej ned til REMA 1000 og fik klaret indkøbene derinde, og da vi ramte boligen havde datteren fået 6 km frisk luft, og jeg 6 km i benene med et snit på 4:59 med en barnevogn som blev tungere undervejs 😛

I alt 16,11 kilometer i benene i dag med et snit omkring de 4:50, og 33 km på ugen… Håber på at ramme 50-60 km i denne uge… Hvilket vil være mængderekord i sindssygt lang tid… Måske 5 måneder…. :O

Og nååååå ja, så er bloggen “tilbage” i et eller andet omfang. Som motivation og terapi for mig selv, håber naturligvis det stadig har din interesse, og er der noget der skal være mere eller mindre af, eller har du en fed idé så kom gerne med den på kontakt@marathonpepe.dk eller via en af de sociale medier. Tak fordi du læser med, og din støtte… Den er værdsat!

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.

Translate »

Privacy Preference Center