Rolige ture i sol, blæst, sand & vand!

Mandag var det tilbage i løbeskoene efter et succesfuldt løb ved Aarhus Half. På trods af små 26,5 km i benene samlet søndag i forbindelse med løbet, ja så glemmer man alt om trætte ben dagen derpå når man har sat ny PR, der er man stadig høj på oplevelsen.

Løbeskoene blev snørret sammen med Maliha som var kommet forbi Sabro så vi kunne følges til Aarhus.

Jeg havde været på arbejde til en forandring, så der havde ikke været tid til at slappe af inden vi satte os i bussen, for at komme ind og løbe med vennerne i Mo’s Friends.

På busturen gik snakken om Aarhus Half, og vi tjekkede lidt data fra hinandens løb. Medpassagerne må have tænkt at vi var tossede og snakkede volapyk. Det første har de jo nok ret i 😛

(Den uendelige bro)

Ved ringvejen stod vi af bussen præcis som jeg plejer for at løbe derfra, og så begyndte vi ellers at jogge mod det nye ungdomskulturhus.

Maliha havde lidt svært ved at holde farten nede, så jeg måtte hende lidt i ørerne for at tempoet ikke blev skruet i vejret. Turen skulle bare være en helt rolig restitutionstur.

Det nye ungdomskulturhus ligger lidt længere væk end det gamle, og man skal igennem en del flere kryds fra bussen og derned. Derfor kæmper jeg lidt med at finde en rute dertil fra ringvejen som passer med den tid bussen ankommer og til mødetidspunktet kl. 17.

Med en kilometers penge til vi var der blev vi overhalet af Ambra som havde kurs derned, og efter kort at have snakket lidt med hende mens hun cyklede kørte hun i forvejen derned. Jeg nåede lige at sige at hun lige måtte sige vi var på vej og nok kom et par minutter for sent.

Men lyskurven ved Nørreport passede perfekt og vi ankom til ungdomskulturhuset klokken 16:59.40, perfekt timet af mig hvis jeg selv skal sige det.

Der var allerede kommet sindssygt mange, og der var krammere og high fives til alle mens de sidste stødte til. I modsætning til sidste uges mandags træning med Mo’s Friends så var der åbent ind til bygningen. Her gik jeg lidt på opdagelse, og der er lang vej før det er helt oppe at køre og bygningen er langt fra så charmerende som den gamle, men det skal nok blive godt alligevel.

Da vi alle var samlet tog vi opstilling i den obligatoriske lovecircle, den største af slagsen jeg kan mindes. Der var så sindssygt mange til træning, og der var en del nye. Fedt der kommer så mange nye til.

Maliha og jeg havde fået små 4,5 km på vejen derned, og da vi begyndte at løbe i samlet flok blev kursen sat mod riis skov. Her løb vi den lille runde inde i skoven hvorefter der blev lavet tekniktræning, jeg selv havde små 8 km på uret og kroppen var ikke til at lave teknikøvelser, så i stedet for at deltage i det joggede Maliha og jeg tilbage mod Aarhus centrum, så vi så småt kunne komme tilbage mod Sabro.

Vi sluttede træningen med 10,4 km på Garmin løbeuret, de var blevet løbet med et snit på 5:50 og med 172 højdemeter.

Tirsdag i Marselisborg Hills: Sol, Blæst, Sand & Vand

(Stranden ved Varna, marselisborgskoven)

Jeg havde gået og trippet lidt for at komme ud og løbe, for jeg havde besluttet at jeg ville løbe i marselisborgskoven, og dermed var jeg afhængig af et lift ind til Aarhus af min kæreste. Hun skulle desværre først ind til byen ved 13 tiden, så det meste af formiddagen gik med at vente.

Vente på at komme i gang.

Vente, vente, vente…

Men det positive i det var at jeg vidste hvad tid jeg ramte Aarhus, så det var lidt nemmere at slappe af, og så kunne tiden bruges på at se dårligt tv og spise 🙂

Og næsten på samme spontane måde som ved Aarhus Half søndag i forbindelse med nedtællingen, så sagde kæresten pludselig vi kører om 5 minutter skat. Og pludselig havde man små travlt, ligesom i søndags hvor man gik fra at stå stille og forberede sig til at man allerede var i gang.

Men jeg fik mig gjort klar og kom i løbeskoene, for løbetøjet var jeg allerede kravlet i for længe siden. Herefter røg vi ind i bilen og begyndte at køre ind mod Aarhus centrum, og da vi nåede til Ceres krydset hoppede jeg af for at løbe derfra.

I min løbetaske havde jeg fyret op for en spilleliste på telefonen, og kursen jeg havde planlagt var igennem marselisborg skov og forbi Moesgaard museum og retur mod Aarhus.

Jeg startede med at løbe op forbi Aros og op af frederiks alle mod Ceres Park, kort før Ceres Park løb jeg ind i marselisborgskoven præcis det samme sted som jeg søndag havde sagt farvel til Mia Sørensen efter vores afjog sammen.

Mine hovedfokus for træningen var at løbe mest muligt på blødt underlag, hele tiden at mærke efter hvordan kroppen havde det, og sidst men ikke mindst at det skulle være sjovt og jeg skulle nyde det.

Det første stykke løb jeg derfor igennem de to skovstykker ved Ceres Park inden jeg nåede til Mindeparken, her løb jeg mellem dronningens sommerhus og parken hen the Frederikshøj (Michelin restaurant), hvorfra jeg igen kunne komme ind i skoven.

Benene var friske så jeg kunne fokusere på at nyde omgivelserne. Solen skinnede igennem lette skyer så skoven stod helt fantastisk, selvom skovstykkerne jeg løb på var helt lukkedes til.

Nede ved Varna kom jeg ud af skoven og skulle krydse vejen for at fortsætte på skovstierne, her så jeg den uendelige bro og besluttede at den skulle jeg sku lige se…. Og løbe en runde på.

Så jeg løb ned af trapperne hvorefter jeg stoppede op og tog et par billeder, herefter tog jeg løbetasken på igen og begyndte ellers at jogge en runde på broen mellem solbadende mennesker. Det gav lidt opmærksomhed at komme løbende der, og fordi man løb rundt og der var vand på begge sider som solen spejlede sig i blev man lidt bims af at løbe der.

Så da jeg kom til der hvor jeg havde startet min runde “hoppede” jeg af og fortsatte langs stranden mod Moesgaard. Det var super fedt at løbe helt uden en plan og uden at være slave af løbeuret. Jeg elsker faste rammer og strukturerede træninger, men når benene er gode og humøret højt er det også fedt nogle gange bare at gå på opdagelse.

Her er en lille videosnas fra løbeturen på stranden:

Stranden bød på meget blødt underlag, og en hel del ustabilitet som er super god træning. Flere steder skulle der passeres store sten som også gjorde det fedt, alt imens jeg passerede folk og kunne nyde sejlskibe og det store flotte blå bassin.

Efter et godt stykke på stranden kom der en sti op til skoven igen, den tog jeg og kom nu op på et stykke som mindede utroligt meget om skoven vi løb i mens vi var i Ngong. Mange korte men stejle stigninger, sten og rødder i jorden man skulle være opmærksom på.

Stykket fortsatte nogle kilometer frem og blev afsluttet af en ufattelig lang og stejl trappe op, man kunne også løbe af en anden også meget stejl trappe op og den løsning valgte jeg.

Jeg er ikke ret kendt i marselisborg skovene så det var sjovt at gå på opdagelse i den, men også lidt et sats da jeg ikke havde kæresten som backup til at hende mig da hun var kørt til Skanderborg.

Men jeg fortsatte min løbende opdagelses rejse, og løb på skovstier, singletrack og også igennem skoven hvor der ikke var stier.

Det var først da jeg rundede Moesgaard Museum at jeg kom til at løbe på asfalt igen, herfra var det bare af Oddervej retur mod bussen i Aarhus centrum. Jeg kiggede fortsat ikke på uret, og løb bare og nød hvert et skridt.

Kort før skanseparken hvor Runaar har base er der et lidt specielt t-kryds for cyklister, her kom jeg løbende over og så kommer der en cyklist som jeg ikke kan læse hvad vej skal. Så jeg laver et lille ryk i skuldre og arme og indikere skal du til højre eller venstre.

Kan så høre at han siger ja det er sku heller ikke nemt at vide. Kan der høre at det er Morten Bruun som er fodboldkommentator og tidligere fodboldspiller i Silkeborg IF, min ven Esben Hornum vil sige en Silkeborg IF legende…

I forbindelse med vores lille dans smiler vi lidt og fyrer en sjov kommentar efter hinanden, hvorefter jeg løber den sidste kilometers penge til bussen. Timingen kunne ikke være bedre og 1 minut efter kører den.

I bussen hjem kunne jeg gøre status over løbeturen som endte på 19,75 km, meget rolige kilometer hvor jeg bare havde løbet på lyst og følelse. Det blev til et snit på 5:45 og 295 højdemeter.

Jeg tror måske marselisborg skovene er det sted i Danmark som minder mest om typen af veje vi løb mest på i Ngong, og hvor man kommer nærmest i forhold til højdemeter og samme type stigninger.

Onsdags jogging

(Mig foran den uendelige bro)

Onsdagens træning blev en kort 8 km joggetur rundt i Sabro i mine Asics Dynaflyte, en helt rolig tur hvor jeg i den blæsende og halvkolde Danske sommer kunne nyde de flotte marker i Sabro.

Det var også med en tanke om at huske at nyde det idylliske der er netop nu, for lige så idyllisk det er om sommeren lige så koldt og åbent er det om vinteren.

Men det handler om at finde skønheden i dagen i dag! Det er altid lidt nemmere når træningen kører som den skal, og i de perioder hvor 8 kilometer er ingenting. Men svære perioder bliver også lettere af at finde de positive ting frem i stedet for at slå sig selv oven i hovedet.

Det blev til 8 km med et snit på 5:55 og 60 højdemeter.

Nu venter der i aften en interval træning hvor jeg skal prøve mine Adidas DistanceStar pigsko, hvis de når at komme inden jeg skal afsted. Det bliver min debut i et par pigsko, og jeg glæder mig til at prøve oplevelsen af at løbe i et par banesko.

Vi er en gruppe løbere fra Mo’s Friends som løber kl. 17:30 på Vejlby-Risskov stadion, du skal være velkommen til at møde op 🙂

Apropos baneløb så bliver der 22 August 2017 løbet baneturneringen i Aarhus, det vil jeg på det kraftigste opfordre dig til at deltage i. Læs mit indlæg om det her.

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.