The Pepe’s: Heidi Schneider

Præsentation:

Mit navn er Heidi, og jeg er 32 år gammel – jeg er lige pt. ledig fleksjobber, og udover det er jeg mor til Julius på 2 år, og gift med Arne.

Jeg er helt vild med dyr, og har blandt andet en uddannelse som hundetræner bag mig, og har dyrket hundekonkurrencer med min hund – det er dog sat på stand by mens min søn er så lille, og min hund ikke længere er nogen ungmø.

Udover hunde har heste og ridning også været en stor passion – og tilbage i 2008 falder jeg af min hest og faktisk ødelægger mit ene knæ – jeg er i kroniske smerter i årevis bagefter, så spørgsmålet er så hvorfor og hvordan jeg er blevet løber i dag….

Jeg er mest at finde på instagram: Familienschneider

 

Mig og løb:

Jeg har faktisk løbet on/off siden jeg var teenager – men jeg har gjort mest ud af det i mit voksenliv.

Jeg løber ca. 3 gange om ugen, gerne hver anden dag hvis det kan lade sig gøre.

Jeg løber helst om morgenen eller formiddagen efter min søn er afleveret i vuggestue – jeg er ikke særlig god til at løbe senere på dagen, da der ofte kommer noget i vejen når man har sådan en bette krudtugle. Jeg løber gerne en 5-6 km pr gang, nogle gange lidt mindre.

Jeg har som sagt dyrket både hundesport og ridesport før, og jeg prøver også at få klemt noget styrketræning ind herhjemme – jeg har for længst indset at jeg ikke er en center-pige, jeg holder allermest af at være ude i naturen. Dog skal jeg til at dyrke yoga efter sommer, så det håber jeg kan komplimentere mit løb lidt.

Det er meget diffust hvornår jeg første gang følte mig som løber – det har jeg lidt gjort over to omgange, efter min rideulykke og efter min fødsel. Hvis vi starter med rideulykken som fandt sted tilbage i 2008. Jeg faldt som sagt af min hest, og ødelagde mit ene knæ – jeg har som teenager fået nyt korsbånd i mit venstre knæ, og da jeg faldt i 2008 rev jeg mit korsbånd over igen – desuden ødelagde jeg min menisk og har fået pålagt noget slidgigt. Jeg fik faktisk af vide at jeg kunne ende med at sidde i en kørestol når jeg en dag skulle giftes. Jeg brugte et år – måske to på at have rigtigt ondt af mig selv, jeg blev deprimere over at jeg havde ondt og jeg fyldte mig selv med smertestillende piller. Men så nåede jeg til en dag hvor jeg var træt af at være ked af det – jeg besluttede mig for at det var mig der skulle bestemme over mit liv, så jeg valgte at prøve at begynde at løbe igen. I starten gjorde det latterligt ondt, og jeg var flere gange ved at fortryde – men efter noget tids træning begyndte jeg at opleve at det begyndte at hjælpe på smerterne – jeg skulle have mindre smertestillende og min psyke begyndte at ændre sig. Så jeg vil sige jeg for første gang følte mig som en rigtig løber, da jeg kunne løbe en tur uden at være ved at brække mig af smerter. Og jeg kan dertil tilføje at jeg faktisk er medicinfri idag – jeg kan stadig mærke mit knæ, bevares, men jeg kan holde smerterne på et acceptabelt niveau med regelmæssig løbetræning.

Anden gang jeg følte mig som en løber var da jeg nåede 5 km efter min graviditet. Jeg løb ellers flittigt til jeg var i 5. måned, men måtte så holde pause – og så havde jeg desværre et ærgeligt fødselsforløb som endte med en depression igen, men da min søn var ca 8 mdr fik jeg overskud og lyst til at genoptage min løbetræning, og så vendte det også rent psykisk igen for mig.

Jeg har lidt svaret på spørgsmålet om hvad der motiverede mig til at komme igang med at løbe – men kortfattet er det at holde mine smerter i skak og så er løb virkelig alt afgørende for min psyke. Jeg bliver tvær hvis jeg ikke passer min træning.

Det er underligt, men den der har haft allermest betydning for min løbetræning er min hund. Han har fulgt mig både efter min knæskade og har løbet med mig mod missionen om at blive smertefri, og senere har han løbet med mig mod missionen om at komme ud af min depression – og han løber stadig med mig, skønt han er ved at være en ældre herre på snart 9 år.

Mit favorit træningspas er bare mine stille og rolige løbeture ud i det blå – jeg er for nyligt begyndt at tilføje bakker efter en tur på Samsø hvor der er bakker over alt, det er faktisk ganske fint.

Jeg HADER intervaller – og hopper helst udenom dem, selvom jeg godt ved de er gode for mig.

Jeg plejer ikke at deltage i løb – jeg vil rigtig gerne, men jeg er virkelig dårlig til mit eget forventningspres – jeg bliver i dårlig humør hvis jeg skal løbe på tid f.eks.

Jeg bliver aldrig marathonløber – det kan mit knæ ikke holde til. Så i virkeligheden er mit mål med løb meget simpelt – jeg drømmer om at blive ved med at løbe. Jeg håber at jeg kan holde til det i mange år fremover – for jeg ved hvor invaliderende det er ikke at kunne løbe – så jeg vil bare gerne løbe.

Min største oplevelse rent løbemæssigt er på Samsø – det er virkelig en skøn ø med det smukkeste natur. Jeg elsker at opleve naturen på alle måder når jeg løber. Om det så er skov eller vand, bare det er natur.

Min mest negative oplevelse – det er hvis jeg føler jeg skuffer mig selv. Det kan være hvis jeg ikke helt har givet hvad jeg føler jeg burde. Jeg er, selvom jeg blot er “hyggeløber”, virkelig min egen værste kritiker, og kan være frygtelig hård ved mig selv.

Når jeg løber tænker jeg på alt og intet. Det er det der er så fedt ved løb, når du tager afsted kan dit hoved være propfuld af tanker og så når du kommer hjem, er det som om der lige er blevet trykket på en “Reset” knap.

Det giver mig alt at løbe, det hjælper på mine smerter, det hjælper på mit humør. Og så er det bare et rigtigt lækkert frirum når man er mor, at kunne stikke af en gang i mellem. Løb har virkelig på mange måder reddet mit liv.

Af alle mennesker ville det være skægt at løbe en tur med Alberte Winding – hun er en af mine store idolder, og jeg ved at hun også holder meget af at løbe. Det er umiddelbart mit eneste bud – jeg nyder mest at løbe alene med min hund.

Jeg elsker løbesko. Før sværgede jeg til Asics, men lige nu løber jeg i et par rigtigt lækre Brooks løbesko.

Jeg bruger ikke rigtigt løbegadgets – jeg har min telefon og Emondo, og så musik i ørerne, det er lige pt alt jeg behøver.

Jeg minder mest om en gravhund når jeg løber – jeg vil gerne selv bestemme over mine løbeture og hvilken vej jeg skal.

Mit bedste råd er at gøre det du kan se dig selv gøre om 30 år – lad være at lade det være en sur pligt, hvis hver eneste løbetur er en pest, så lav noget andet. Og lad for guds skyld være at lægge for hårdt ud, men følg en løbeplan som kan hjælpe dig på vej.

 

Løb generelt:

Nike vs Addidas

Uden at ane noget om det vil jeg umiddelbart sige Nike – jeg ved ikke hvorfor, men det er mit bud. Jeg tror i hvertfald at Nike er tættest på.

Jeg har ikke rigtigt nogle tanker om projektet – jeg tænker at det giver en masse god reklame og er god marketing hvis en hurtig løber kan komme i mål på under 2 timer i deres sko.

Jeg synes det er vildt at nogle mennesker er i stand til overhovedet at løbe så stærkt – det er facinerende hvad man som menneske er i stand til.

Løb og doping

Jeg tror det er svært at komme doping til livs – det findes inde for alle sportsgrene, selv i ridesporten. Mit umiddelbare bud er at alle eliteløbere skulle aflevere en urinprøve inden hver løb, men den er bare rigtig svær at følge op på.

 

Løb og integration:

Jeg synes det er en rigtigt god ide at bruge sport (herunder løb), som en del af integration. Man burde lave tilbud om løb i f.eks klubber på asylcentre og i jobcentre – eller have løb på programmet i stedet for at sende folk på de der latterlige jobsøgningskurser som de gør på jobcentre – så kunne man hjælpe danske arbejdsløse samtidigt, men at få en smule selvværd 🙂  Jeg tænker løb er en god måde at se igennem farve, baggrund og arbejdsstatus – men bare samles om det man synes er sjovt.

marathonpepe_signatur

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.