The Pepe’s: Sanjin Savic (Del 1)

Hej med jer!

Jeg har overtaget kontrollen her for en meget kort stund. Mit navn er Sanjin, jeg er 30 år gammel og arbejder i Jyske Bank som specialist. Men det er jo ikke derfor I læser med, det er for at vide noget om mig som person og løber forhåbentligt. Stort set alle mine opslag om løb og sport generelt, bliver slået op som offentlige på min Facebook og Instagram, så følg mig endelig og smid en kommentar ved lejlighed!

Hvad adskiller mig så meget fra andre løbere? I virkeligheden er det sikkert ikke meget, da de fleste løbere har rigtig meget til fælles, selvom vi som mennesker kan være dag og nat. Der er mange der sikkert kan nikke genkendende til, at når man rammer 11.75 km på løbeuret eller Endomondo, så stoppes der ikke, men løbes rundt om huse, parkeringspladser og hvad ved jeg, for at ramme et rundt tal! Vi er sikkert også mange der foretrækker at løbe alene eller i flok, måske endda vi kan lide at variere det.

Som de færreste løbere, var mit udgangspunkt så slemt at jeg faktisk hverken måtte eller kunne løbe. Jeg er 30 år gammel i dag og har det meste af mit liv dyrket mange forskellige sportsgrene, løb var dog aldrig én af dem – “hvis du ser mig løbe, er det fordi nogen jagter mig” kunne mit motto ligeså nemt have været. Selvom jeg var aktiv kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var glad indeni og at noget var galt. Da jeg sommeren 2013 kiggede på et billede af mig selv, så jeg hvad der kunne være en årsag… Godt nok var det en varm sommerdag, men min væskeophobning kunne jeg nok kalde resultatet af dårlige og fejlagtige madvaner. Den sommer stod jeg op på min svigerindes vægt, som var så dejlig at fortælle mig at kampvægten nu altså hed 145 efterfulgt at blinkende “error”. Med denne vægt, var det rimelig forståeligt hvorfor jeg ikke kunne eller fordrage at løbe, det var en kæmpebelastning for hele min krop, som også tidligere udviklede hælspore.

En ny ven fra USA (af alle lande!) havde et par tips til mig og hvad jeg kunne forsøge, for hun vidste godt at jeg var rimelig aktiv, men min måde at spise på var meget dårlig. Jeg vidste godt at det ville tage tid, jeg satte mig mål for at jeg ville under 3 cifre, så min kalender og måde at spise på blev vendt og rystet godt igennem. Det var omkring oktober 2013 at jeg første gang trådte op på et løbebånd og det var en forfærdelig følelse. Jeg kunne ikke jogge mere end 3 minutter, men jeg var stålsat at det skulle lykkedes. Tiden gik og jeg ramte mit mål efter lidt over 6 måneder og turene på løbebåndet var forlænget til 30 minutter og mere endda. Men det er faktisk ikke her at jeg følte mig som løber, for løb var noget jeg foretog mig for at tabe mig og vedligeholde vægten.

Første gang jeg føler mig som en løber, er da jeg en kold marts morgen mødes med en god ven og nogle andre stykker ude i en skov for at løbe en kort tur. Hvorfor det skulle være en kort tur forstod jeg ærlig talt ikke, jeg havde da næsten løbet en time på løbebånd, så hvad var udfordringen? Jo det var at jeg netop aldrig havde løbet udenfor for alvor! Det var de hårdeste 5 km, men den friske luft, samværet og sammenholdet med andre der led sammen med mig, den brændende fornemmelse i lungerne og hænderne der gik fra istapper til små radioaktive klumper, sveden der dryppede mig ned i øjnene efterfulgt af tydelige mærkbare saltkrystaller på min hud og følelsen af sejr og overvindelse af frygt for at fejle grusomt – det var her jeg fik endnu en åbenbaring! Jeg følte mig ikke blot som en løber, jeg følte at jeg havde fundet den sport som jeg havde manglet hele livet. Dette gav mig mod på at jeg skulle gennemføre min første halvmarathon!

I dag løber jeg alt mellem 3 og 5 gange på en uge, men det afhænger meget af hvad der ellers står på programmet. Det kan være alt fra styrketræning til min interesse og virke som floorball dommer, der “forhindrer” mig i at løbe mere. Men det er helt ok, det varierende i min hverdag gør at jeg sætter utrolig stor pris på løb, særligt med vores frivillige lokale fællesskab, Runners DK Vejle.

Jeg startede dette projekt op i samarbejde med stifterne af Runners DK i håb om at promovere løbesporten mere, gøre den mere tilgængelig og vise at der godt kunne være et socialt aspekt i det på tværs af både interesser, professionelle arbejde og økonomiske samfundslag!
Mit første halvmarathon blev i september 2015 og det skulle være CPH Half, her fulgte jeg ret minituiøst et løbeprogram, som strakte sig over knap 3 måneder. Det var en meget anderledes oplevelse for mig pludselig at skulle løbe efter en plan, men efter ca. 3 uger, kunne jeg godt se fremskridt i mit løb. Jeg valgte dog at forholde mig konservativt til det, så den forventede tid blev ændret fra 2:30 til 2:00. Siden da, har der været en del løb der kunne krydses af i kalenderen og drømmene bliver ved med at vokse! I takt med at jeg har mødt flere og flere løbere og udvekslet erfaringer, tanker og ideer, er der nu sået frø til at jeg gerne vil gennemføre et ultra trail løb, dvs. løb i skov og lignende miljø på minimum 50 km., da det er her at definitionen ultraløb starter.

Selvom jeg kun “løb” eller nok nærmere gik hurtigt med Crystal Gonzalez i et par uger mens hun var her på ferie, så er hun nok en af de største og mest betydsningsfulde årsager til at jeg er her hvor jeg er i dag. Hun såede frøene til den løber jeg er i dag og kommer til at være i fremtiden – så kæmpe SHOUT OUT til dig min ven Crystal! Du er med i mit hjerte i hver og en km. jeg løber!

Men der er jo naturligvis også alle de fantastiske og seje venner jeg har løbet med. De er i den grad med til at fortsat inspirere mig til at skubbe mine egne grænser igennem deres egen udvikling, her tænker jeg særligt på Jonas Broé, Anders Carton, Henrik Steen Hansen, Mark Laursen, Steffen F. Jensen, Kent Christiansen, Michael Bøgelund Nielsen, alle jeg har løbet med fra Runners DK Vejle der bare er dukket op for at løbe med en fremmed løbetosse – jamen helt ærligt, jeg vil kunne blive ved med at namedroppe her og til min løbeomgangskreds er helt blottet. Så sammenfattet kan vel siges at jeg inspireres og motiveres af alle livsglade løbere og fightere!

Og ligeså meget som jeg elsker løb, så er der bestemt også ting ved det som er et nødvendigt onde… Kald det et had/kærlighedsforhold, men fy for den lede hvor jeg dog lider hver gang vi træner intervaller, særligt hvis det skal være progressive intervaller. Måske det er derfor, at jeg til gengæld er blevet så bidt af (årtiets underdrivelse) af trailløb.

For mig indeholder det naturlige intervaller og pauser, det er teknisk udfordrende og krævende og helt livsbekræftende at løbe rundt i skoven uden meget anden lyd end skovbunden, dyrene og ens åndedræt – det er her jeg lader op for alvor! En bæk, å og mudderpøl skal man heller ikke kimse af, der er ikke noget sjovere end at få lov til at løbe rundt og være 5 år igen!

Mit næste officielle løb er Bestseller Halvmarathon, denne skal løbes sammen med Jonas Broé og Jesper Bay. Løbet er specielt for mig fordi det er længe siden Jesper har løbet et halvmarathon og det er Jonas´s første og er der noget jeg er pjattet med, så er det at være til stede og hjælpe igennem når løbere får den helt særlige “wauw” følelse og blik i øjnene efter de indser hvad de rent faktisk har opnået! Jeg kan næsten blive mere høj af det, end af mine egne præstationer.

Og hvad angår det, ja så er planerne om ultratrail så småt i gang med at blive tegnet. Jeg er i fasen hvor jeg kigger nøje efter det helt rigtige løb. Dvs. jeg har faktorer som højdemeter, distance, tid på året, lokalitet, sociale aspekter (altså om der måske er nogen der vil med mig på denne rejse) som alle sammen skal sammenlignes og tænkes igennem, inden jeg finder det helt rigtige løb.

Som løbere får vi alle sammen oplevelsen, den såkaldte “runners high” og dem har jeg i den grad en del af i bankbogen.

En af mine favoritter er ironisk nok et DNF (“did not finish”) løb. Jeg havde i månedsvis været tilmeldt til Racingdenmarks Dirty Trail 10 km i Silkeborg og havde også trænet op til de forventede højdemeter der nu måtte være. I en pludselig indskydelse, vælger jeg at hoppe på intet mindre end 30 km distancen sammen med Steffen F. Jensen fra Runners DK. Han har god erfaring med udfordrende løb og en ekstremt god løber, så hvad kan gå galt tænker jeg? Vi har en klar aftale om at vi løber ruten sammen, så dagen kan bare komme an!

Men jeg havde aldrig i mit liv forestillet, hvad Dirty Trail 30 km i virkeligheden ville byde mig på. Jeg var forberedt mentalt på at der ville være stykker hvor jeg skulle gå, det ville være fysisk hårdt og det hårdeste jeg har prøvet, men jeg ville gennemføre.

Ét er hvad man forbereder sig på mentalt, men det der skete med min krop efter 17 km havde jeg aldrig oplevet eller for den sags skyld forventet. En af bakkerne på omgang 2, lige efter den store “millionbøf” ( spol frem til 0:55) knækker mig så hårdt, at jeg får et kort blackout. Jeg husker tydeligt at jeg falder på mine knæ og råber “vent” til Steffen, men derfra og til jeg mærker at han står ved mig og spørger om jeg er ok er helt væk rent visuelt – alt var sort! jeg kunne høre ham løbe hen til mig og hans nervøse stemme, men jeg kunne ikke se ham.

Jeg får holdt en nødvendig pause, drikker noget vand og får lidt energi indenbords før vi begiver os videre.

Men der går ikke mere end måske 500 meter og her opstår den næste fysiske krise. Det føles som om min lårmuskel er ved at springe ud og den ryster og skælver da også efter det, så Steffen og jeg presser hårdt for at holde den på plads så jeg ikke ender ud i en voldsom krampe. Her beslutter jeg at kaste håndklæddet i ringen og må i lang tid overtale Steffen til at “efterlade” mig, men så god som han er, så viger han ikke fra min side før vi når hen til checkpoint 20 k og der står nogen hjælpere.

Da jeg kommer tilbage til målområdet, får jeg hurtigt hjælp af samaritterne med både energi, varme ved hjælp af alutæppe og KAGE, dyrbar KAGE! Det var nok den bedste kage i mit liv og jeg husker ikke engang hvad den smagte af.

Hvorfor er denne forfærdelige oplevelse dog så en af mine favoritter? Jeg har trods alt gennemført et 32 km trail løb i dag, flere halvmarathon og andre fede løb, særligt trailløb med de bedste og varmeste mennesker på jorden!

Jo se, det var netop det her løb, ikke de andre, der fik mig til at indse min egen krops begrænsninger. Det fik mig til at indse, at på trods af alle mine positive resultater, så havde jeg stadig mine begrænsninger medmindre jeg løftede min træning op på et andet niveau og respekterede at nogen gange vil kroppen ikke mere, selvom hjertet og sindet vil fortsætte.

Tror du at du er klar til at høre om min væreste løbeoplevelse efter ovenstående 🙂 ? Det får du i del 2 for nu har jeg da virkelig snart skrevet / læst de fleste trætte kan jeg forestille mig…

Stay tuned, anden del kommer snart!

marathonpepe_signatur

 

Dette indlæg kan indeholde henvisningslinks, eller produkter/brands som marathonpepe.dk har en samarbejdsaftale med, se mere under annoncering omkring disse aftaler.