Om Marathon Pepe

Jeg er født i 1981 og er vokset op i Måløv (ved København). I det meste af mit liv har jeg været meget aktiv idrætsudøver både fordi man jo skal have motionen, men vigtigst af alt fordi jeg ikke kan forestille mig en hverdag uden.

Som 5-6 år gammel startede jeg til fodbold i Måløv Boldklub, en klub -og tid som jeg den dag i dag er meget taknemmelig for, da det kammeratskab man havde var uvurderligt, og jeg er meget glad for at have oplevet nærværet og sammenholdet der er i en lille idrætsklub, hvor man kendte alle på alle holdene. Som junior spiller prøvede jeg lykken i Brøndby IF, da jeg som alle andre teenagere drømte om at blive professionel fodbold spiller, mit store idol var Ronald Koeman, og når jeg ikke var i skole rendte jeg rundt på fodboldbanerne og trænede, mens jeg drømte at jeg var ham og spillede for FC Barcelona… Sådan skulle det ikke gå. Jeg havde fået modet til at skifte til Brøndby IF, da min holdkammerat Martin Albrechtsen et års tid inden havde skiftet til AB og havde fået stor succes. Men mine karakterer op til afgangsprøven i folkeskolen begyndte at falde drastisk under bestået, og jeg måtte vælge mellem at træne i Brøndby IF eller bestå folkeskolen, jeg valgte heldigvis rigtigt. Når alt kommer til alt havde jeg nok ikke det der skulle til for at være i et elite miljø, om jeg havde evnerne lader jeg andre svare på.
Efter folkeskolen mistede jeg lidt af motivationen for at spille fodbold, dem jeg havde spillet med hele mit liv var enten faldet fra, spillede på andre hold eller andre ting, så det var ikke det samme længere, og jeg havde ikke rigtig noget at spille for, da drømmen var forsvundet.

Måløv Boldklub

Efter nogle år uden fodbold, og uden rigtig nogen motion, fik jeg overtalt min daværende kæreste til at vi skulle tage en crossfit prøvetime i Butchers Lab. Jeg kan huske at efter timen begyndte vi at gå hjem mod Vangede, mest fordi benene var så ømme at jeg måtte holde mig i gang, af frygt for at jeg ellers ikke ville være i stand til at gå. Vi endte med at gå hele vejen hjem, som nok er 15-18 km. Ved Butchers Lab fandt jeg det fællesskab som jeg havde savnet siden min fodbold tid, og jeg har nydt mange gode stunder med mange fede personer derinde. Savner det jævnligt, selvom jeg ikke savner crossfit længere. Grunden til dette er at da jeg startede til crossfit var det lidt undergrund, men i løbet af de 4-5 år jeg dyrkede det, først i Butchers Lab og senere som daglig leder hos Aarhus Crossfit, blev det alt for mainstream til min smag, og øvelserne og ikke mindst konkurrencerne blev alt for ekstreme. Det var lidt ambivalent for mig fordi jeg elskede at undervise folk i crossfit, men mistede interessen for sporten… Ikke sjovt!

463207_10150744474718541_1108206039_o

Da jeg fik job på Aarhus Kommune, hvor jeg underviste de unge på projektet i motion og fungerede som mentor for dem, arbejdede jeg tæt sammen med 2 gæve gutter, hvor den ene fik mig lokket med (efter 5-10 forsøg fra ham) til at spille noget hygge hockey på en lokal skole. Hygge hockey er måske så meget sagt, for der bliver satme gået til stålet, og at jeg stadig har alle mine tænder efter de gange på skolen, er et mindre mirakel 😉
Det var skide hyggeligt at spille med, og folk var (og er) vildt søde, men som med så mange andre ting, går jeg altid all-in og fik mod på at spille hockey mere seriøst, jeg fandt så ud af at det ikke hedder hockey, men derimod floorball. Efter noget søgen på nettet fandt jeg frem til den lokale floorballklub, Team Århus Floorball og fik hevet mig selv med til en prøvetime. Husker den som var det igår, jeg er måske den dårligste spiller der nogensinde er dukket op for at prøve floorball. Men med flid og hårdt arbejde fik jeg igennem de 1,5 år jeg spillede, arbejdet mig op til at være en okay spiller.
Jeg havde ikke den mest glorværdige floorball karriere, men der er ikke mange der kan slå mine stats:
ca. 15 kampe
1 mål
4 røde kort

Første og eneste floorball mål

I forbindelse med opstarten af floorball sæsonen 2015/2016, havde vi trukket Sunds Seahawks, fra ligaen (Bedste række, superligaen om du vil) i pokalturneringen. Jeg vidste at det nok blev min eneste kamp nogensinde hvor jeg ville spille mod et hold på det niveau, og jeg havde aftalt med mig selv at jeg henover sommerferien ikke ville forfalde til at ligge på sofaen og tabe min form, men at jeg tværtimod ville møde op til den kamp i endnu bedre form end jeg havde været i ved slutningen af forrige sæson.
Efter en del søgen på nettet faldt jeg over en app fra My Asics, som passede til mine evner og ikke mindst det mentale niveau jeg var på i forhold til løb. Om appen er fantastisk, sådan rent løbefagligt vil jeg lade andre vurdere, jeg kan i hvert fald konstatere at den fungerede perfekt for mig i forhold til at komme ordentligt i gang med at løbe -og vigtigst uden at jeg blev skadet.
Min første løbetræning startede den 19 maj 2015, jeg husker det som var det igår, jeg løb 1,9 km, og jeg var fuldstændig færdig efter den træning. Jeg havde løbet tidligere i mit liv, eller rettere jeg havde prøvet for jeg blev ved med at gå ud og løbe 2, 3, 4 eller 5 km nogle gange og stoppede således. Så fra 2013 til 2015 havde jeg vel ikke løbet 20 km i alt fordi jeg ikke kunne komme ordentligt i gang før denne gang.

Skærmbillede 2015-12-30 kl. 13.45.06
Det gode ved appen var at den stille og roligt øgede træningen mængden, og ikke mindst længden på træningerne. For at holde motivationen i starten af min løbekarriere valgte jeg at deltage i nogle løb som passede til når jeg første gang skulle løbe 5 km, 10 km, 15 km, halvmarathon i følge mit træningsprogram. Et af de løb der står klarest for mig i begyndelsen var Viborg Halvmarathon, hvor jeg havde tilmeldt mig 10 km ruten, på daværende tidspunkt havde jeg aldrig i mit liv løbet over 7,5 km. Med lommen fyldt med gels løb jeg sammen med en håndfuld løbere fra City Girls Viborg, de havde et perfekt pace for mig, og trak mig rundt på ruten, selvom jeg havde lyst til at give op efter 2-3 km fordi jeg var helt færdig i stængerne, blev jeg ved med at løbe. Undervejs fik jeg endda overskud til at give dem der stoppede op og var ved at give op et klap på skulderen og et “godt gået – giv ikke op” råb med på vejen. Jeg drømte om at komme under 1 time, og lykken var stor da jeg så på uret at jeg havde klaret den, mit første 10 km løb på 58:30.

Viborg halvmarathon

I løbet af sommeren blev det til 8-10 løb fra 5 km til marathon, nogle med mere succes end andre, og efter en dårlig marathon oplevelse ved Amsterdam Marathon i Oktober 2015, faldt jeg tilfældigvis over Henrik Them‘s hjemmeside, hvor jeg så at han havde plads til løbere i Team Thempo. Jeg fattede mod og kontaktede ham ydmygt og spurgte om han gad arbejde med sådan en lallende amatør, som med medvind i 10 sekunder kan ramme hans marathon pace. Heldigvis er Henrik en fantastisk rar mand, og han mente at der var håb for mig i forhold til at nå tættere på mine mål.

Siden jeg har fået Henrik som coach er min træning blevet mere struktureret og varieret, og jeg ligger på en ugentlig total på 30-50 % højere end mine uger hvor jeg selvtrænede. Jeg har 2 gange sat nyt PR på 10 km på almindelige træningsture, og jeg glæder mig til de løb jeg har tilmeldt mig i 2016, hvor jeg skal forsøge at nå mine mål for 2016. Mine forbilleder indenfor løb er Henrik Them & Carsten Sillehoved, derudover er der selvfølgelig en masse andre der motivere mig i den daglige træning, herunder Asser Jon Nielsen, Allan Dario m.fl. Uden for løbebanen finder jeg Daniel Agger utrolig inspirerende på grund af hans enorme vindermentalitet.

Nu spørger du nok dig selv hvor kommer det der Marathon Pepe fra? Da jeg spillede floorball fik jeg kælenavnet Pepe (Fodboldspiller fra Real Madrid) på grund af mit iltre temperament, mange røde kort og ligheden i udseendet. Marathon kom så til da jeg gennemførte Amsterdam Marathon, og så var Marathon Pepe født 🙂

Pepe

Det vigtigste for mig er ikke at nå målet, men at have gjort alt hvad jeg kunne for at nå det.

Jeg håber at min løbeblog/runningblog kan være til inspiration for andre.

Translate »
×